Gammeldags rigdom
Som en anden Elizabeth fra ‘Stolthed og Fordom’ debuterede jeg i lørdags som ungpige i det bedre borgerskab. Og mine venner og jeg har sjældent haft det bedre. Anledningen var væddeløbet på Klampenborg Galopbane, hvor hesteludomani, forhistorisk hovedbeklædning og dyre drikkevarer smeltede sammen i et dragende old money-sammensurium. Vi valfartede, med en smule skepsis, fra vegetarisme og hjemmerul på Nørrebro, men hold på hat (der var præmie for flotteste hat) og briller, sikke en erkendelse, der ventede os – vi er alle skabt til at være stinkende rige og grillpølsespisende.
I hvert fald burde man klæde sig ud som fin 1800-taller noget oftere, uanset mængden af kapital på kistebunden. For der er ikke meget, der slår hestegambling-eskapisme i flotte omgivelser under en bagende septembersol. Næste væddeløb er lørdag d. 20. september, og biletterne er billigere (120 kroner), end man skulle tro. Og så kan det jo være, man går derfra som ægte rig, hvis stjernerne står rigtigt over den hest, man satser på.
Friturestegt broccoli
Findes der noget bedre end pomfritter dyppet i chilimayo? Ja. Det gør der faktisk. Og det er broccolifritter dyppet i chilimayo. Lad mig forklare. Som alle andre gastronomiske succeser opstod den her grøn-brune delikatesse ved et uheld, hvor man tabte noget uvant ned i noget andet uvant. Det skete en skæbnesvanger aften hos gadekøkkenet ‘De Fyrretyve Røvere’ i Aarhus, hvor sagnet siger, at broccolien forvildede sig ned i den varme olie. Og op ad friturebadet kom verdens lækreste snack, som har haft fast plads på menuen lige siden.
Nu er en afart af røvernes kreation flyttet ind i mit hjemmekøkken, hvor den er blevet hofret. Man skærer bare et hoved broccoli i småstykker og panerer stumperne i kartoffelmel krydret med salt, peber, sød paprika og hvidløgspulver, og så skal det steges på panden i rigelige mængder olie.
Det smager himmelsk. For broccolihovedet er nemlig indrettet sådan, at paneringen kan krybe ind i alle mulige huller og sprækker, så resultatet bliver ekstra sprødt. Og så er der den snydende undertone af sund grøntsag, som sender signal til hjernen om, at man må blive ved og ved med at tage for sig af den fedtede ret. Server det for dine weekendgæster – og lav rigeligt. Der bliver altid spist op, har jeg erfaret.
Sensommersoundtrack fra SZA
Som alle eventyr også siger, er der hekseri i luften i overgangstider. Det gælder også for sensommeren (blodmåne, mystisk dis), hvor vi går transformationerne i møde. Er det for varmt, for koldt, hvorfor er det altid skumring, og hvad venter der rundt om hjørnet? Spørgsmålene står i kø i lunefulde september.
Heldigvis forholder det sig sådan, at sangerinden SZAs diskografi er det perfekte soundtrack til både at dyrke og smadre sensommerens melankoli. På regnfulde dage, hvor man helst vil kigge ud af vinduet og føle sig misforstået, skal der skrues helt op for balladen ‘Nobody Gets Me’, som forsikrer lytteren om, at det er alle andre, der er problemet. Omvendt er interluden ‘Get Behind Me’ en stærkt vanedannende hype song, jeg lige nu hører på repeat.
Den lyder som gadedrengehop ud mod horisonten, og en messende gentagelse af sætningen “Aint no bitches bringin’ me down” brager lige ind i øregangen i en melodi, der balancerer mellem dur og mol. Sangen handler om at tage kontrol over den negative energi og skubbe den væk, og det virker. Man letter fuldstændig fra septembertågen og kan ikke lade være med at smile og føle sig ovenpå, når man hører den.
