Emma Holten går en tur rundt om søerne i København med Mikael Kamber.

Da Emma Holten blev indlagt, blev hun også klogere på samfundets diagnose

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Kristina Pedersen

Da Emma Holten blev indlagt, blev hun også klogere på samfundets diagnose

Eller vælg, hvor du vil lytte

Emma Holten har valgt en rute, der ifølge hende selv er en ”grand old Copenhagen classic”, når hun i den sidste episode i denne sæson af ’Min gåtur gennem livet’ fortæller Mikael Kamber om sit forhold til byen, sig selv og samfundet generelt.

Sundhed & krop En del af serien:

Min Gåtur Gennem Livet

Podcasten er produceret af Heartbeats i samarbejde med Hjerteforeningen og TrygFonden.

De fleste mennesker vil kunne pege på en rute, der har haft stor betydning for deres liv. I denne podcast inviterer vært Mikael Kamber en række kendte danskere med ned ad mindernes allé. Vi skal rundt i landet og høre deres historier og nyde naturen. De bedste tanker og samtaler kan opstå på en gåtur, og gang har en positiv indvirkning på både krop og sind. Derfor opfordrer vi også dig, der lytter, til at tage podcasten i ørene og gå med – enten på gæstens rute eller din egen.

Podcasten er en del af Hjerteforeningen og Trygfondens indsats GÅ MED. Du kan finde meget mere om alle gæsternes ruter og få inspiration til selv at komme mere ud at gå på gaamed.dk.

Vært: Mikael Kamber
Produktion og klip: Andreas Skøtt Lenstrup
Lydlogo og musik: Asger Bosendal

Ved et fodgængerfelt på Åboulevarden i København cykler en håndværker forbi på en ladcykel fyldt med værktøj, imens en gruppe turister iagttager en børnehaveklasse, der krydser den trafikerede vej.  

På kanten af fodgængerfeltet står debattør, feminist og forfatter Emma Holten og kommenterer det hele.

Hun har nemlig inviteret Mikael Kamber med på en rute, som hun selv beskriver som ’The grand old Copenhagen Classic’ – en gåtur rundt om søerne i København.  

– At gå i byen er en kæmpe luksus for mig, fordi man bliver usynlig, siger Emma Holten, imens omverden ikke synes at ane hverken hende eller Mikael Kamber, der også selv krydser Åboulevarden for at kunne gå videre langs Peblinge Sø i denne sæsons sidste episode af ’Min gåtur gennem livet’. 

– En gåtur er virkelig ferie for mig. Når jeg kommer til et nyt sted og skal til at slappe af, så starter jeg ofte min ferie med at gå rundt i fire-fem timer i en by, for lige at se, hvad det er for nogle sjove filurer, der bor der, fortæller hun. 

For Emma Holten er det at kigge på mennesker nemlig en vigtig del af gåturen. Hun er selv født på Rigshospitalet og vokset op på Østerbro, så det at gå ture i naturen har aldrig fyldt meget for hende.

Til gengæld har søerne i København været som et magnetisk anker i Emma Holtens liv, der bliver ved med at forbinde hende til hovedstaden.   

– Da jeg blev en halvstor voksen, begyndte jeg at bo på små lusede værelser rundt omkring på Nørrebro, og nu er jeg næsten en rigtig voksen og bor på Vesterbro, som også ligger lige ved søerne, fortæller Emma Holten. 

– Stort set alle store hændelser i mit liv er sket indenfor en radius af to kilometer indenfor de her søer, tilføjer hun. 

Emma Holten går en tur rundt om søerne i København med Mikael Kamber.
Foto: Kristina Pedersen

Kvinder er en underskudsforretning

Som 27-årig blev Emma Holten indlagt med en autoimmun tarmsygdom, der har fået stor betydning for, hvordan hun betragter sin egen krop og sundhed i dag, men under hendes indlæggelse læste hun også noget, der fik stor betydning for, hvordan hun betragter vores samfund. 

I dagbladet Mandag Morgen faldt hun nemlig over en artikel med rubrikken Kvinder er en ”underskudsforretning”

Artiklen handler om, at kvinder i Danmark tjener mindre end mænd og derfor betaler mindre i skat, imens de koster samfundet mere på grund af den tabte arbejdskraft, der er forbundet med barsel og børnepasning.

– Den måde, de udregner bidrag til samfundet, er gennem, hvad man tjener. Det er ikke gennem, hvad for noget arbejde man laver, og hvad man gør muligt for andre, fortsætter hun. 

– Det slog mig selvfølgelig meget, fordi jeg havde lige været indlagt og mødt nogle fantastiske mennesker, der gør det muligt for mig at gå her sammen med dig. Det gjorde mig enormt nysgerrig på, hvordan vi regner værdi i vores samfund, tilføjer Emma Holten.

Det der startede som nysgerrighed, endte med, at Emma Holten debuterede som forfatter med sin prisvindende bog ’Underskud – om værdien af omsorg’, der udkom i 2024 og netop kritiserer samfundets konstante fokus på det økonomiske overskud. 

Hun mener nemlig, at også vores samfund har en diagnose, som medfører et underskud på en endnu vigtigere konto end den økonomiske. 

– Gennem hele den vestlige kultur og økonomis historie, har vi været megadårlige til at forstå, hvad det betyder for mennesker, at der bliver passet godt på vores kroppe og sind, siger Emma Holten.  

– Vi har i de sidste mange årtier virkelig taget nogle beslutninger politisk, som afspejler, at vi faktisk ikke forstår, hvor vigtigt det er, at mennesker bliver passet på og nok heller ikke værdsætter de mennesker, der arbejder med at passe på os, tilføjer hun. 

Lyt til den sidste bonusepisode i denne sæson af ’Min gåtur gennem livet’, hvor Emma Holten har inviteret Mikael Kamber med på en gåtur rundt om søerne i København, og hør med når hun fortæller om sit ’huskested’, som har en helt særlig plads i hendes barndom.  

Emma Holten går en tur rundt om søerne i København med Mikael Kamber.
Foto: Kristina Pedersen

Footer graphics