Min geniale veninde
Foto: HBO

Heartbeats anbefaler: Fængslende italiensk venskab, DR-reality og en opfordring til at skrive et brev

Hvad skal du høre, se og læse i den kommende tid? Kathrine Bækgaard Gade peger på sine favoritter lige nu.

’Min geniale veninde’ 

Min helt egen geniale veninde har anbefalet mig en helt formidabel italiensk dramaserie, og den anbefaling har jeg tænkt mig at give videre. I ’Min geniale veninde’ følger vi pigerne Lila og Elena, mens de vokser op i et råt arbejderkvarter i Napoli i 1950’erne. De to piger er meget forskellige, og deres venskab er komplekst, til tider konkurrerende, men også fængslende og stærkt. I første afsnit er det en aldrende Elena, som modtager et telefonopkald med besked om, at hendes barndomsveninde Lila er forsvundet. Og så begynder skildringen af pigelivet, venskabet og opvæksten i en by præget af fattigdom og vold. Serien bygger på fire romaner af Elena Ferrante, hvoraf den første også har titlen ’Min geniale veninde’. Indtil videre har serien formået at få bugt med min meget dårlige tendens til dobbeltscreening. Serien er på napoletansk/italiensk, som jeg hverken kan tale eller forstå. Og så må man jo læse undertekster og rent faktisk følge med i handlingen, men det er der til gengæld også virkelig god grund til.  

Alle fire sæsoner kan ses på max

DR-reality

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker at sladre (og helt ærligt at dømme andre en lille smule). Særligt parforholdets slibrige detaljer er et yndet interesseområde. Derfor er det ret heldigt for mig, at DR vender tilbage med programmet ’Døm vores forhold’, som netop giver mig muligheden for at komme helt ned i materien. Endnu engang flytter fire par nemlig sammen i sommerhus for at løse en udfordring, som har sat sig fast, lave parøvelser og dømme hinandens forhold. Genialt koncept og underholdning på højt plan. Anna Lin er vært igen, når parrene (og hele Danmark) får muligheden for at lade fordommene falde ned over de forskellige forhold. Om parrene i sidste ende kommer styrket ud på den anden side, må tiden vise, men mon ikke de bliver lidt klogere på sig selv og hinanden undervejs. Første sæson af realityserien var dramafyldt og perfekt, da kontroverser om utroskab, polygami og dun på kvinders overlæbe udspillede sig for åben skærm. Til tider var sæsonen også både fin og sårbar. Siden er et af parrene blevet gift, to har slået op og det sidste par har åbnet forholdet op for andre sexpartnere igen.

De første to afsnit er tilgængelige nu på DRTV

Få en penneven

For mange år siden var jeg pennevenner med min moster, mens hun studerede og boede blandt andet i Glasgow og Göteborg Jeg husker det som magisk og meget stort, når der lå en kuvert i mine forældres postkasse adresseret kun til mig. Nu hvor jeg primært modtager tilbudsaviser, et nyt sygesikringskort eller en regning i ny og næ, har jeg tænkt mig at starte den tradition op igen. Det første brev er allerede sendt af sted og modtaget med stor begejstring hos min mosters børn. Nu er det jo pludselig mig, som er ude i den store verden og kan sende magiske postkort plastret til med similisten hjem til deres postkasse. Og selvom det er dyrt og tidskrævende, har det altså en helt anden værdi end en sølle mail. Der ligger nemlig en omhyggelighed og omtanke i at skrive et brev, og jeg vil gerne blive endnu bedre til at få det gjort. Ikke kun til mine kusiner, men også til så mange andre, som fortjener at vide, at jeg tænker på dem. Måske starter jeg med et postkort fra min efterårsferie i Nice.

Foto: privat

LÆS OGSÅ

Footer graphics