Faktisk overgår el-ladcykler min frygt for turister på lejecykler. Og den er ellers ret stor, fordi turisterne notorisk hverken kender eller overholder ganske almindelige trakfikregler.
De slingrer af sted, mens de forsøger at holde styr på tropperne, samtidig med de kigger på Google Maps og derfor ofte drejer så pludseligt, at man som bagvedkørende med et gisp er ved at katapultere forover i en hård opbremsning.
Men jeg er altså meget mere bange for ladcyklerne på el. De gør mig ængstelig. Så ængstelig, at jeg ynder at kalde dem for dødsmaskiner. For det er jo rent faktisk en lillebitte bil, der har torpederet sin vej ind på cykelstierne.
De fylder dobbelt så meget som en almindelig cyklist, deres fart er umulig at sjusse sig frem til, hvilket er rimelig angstprovokerende i en venstresvings-situation, og så lider mange af dem af en primadonna-adfærd, hvor målet helliger midlet, så længe de kommer først.
Efterhånden giver det voksende antal el-ladcykler mig en oplevelse af, at vi helt almindelige cyklister er ved at være i undertal på de københavnske cykelstier.
Ladcyklerne på el bliver da også mere og mere populære, og i 2023 skrev Vejdirektoratet, at der blev solgt flere ladcykler med el end uden. Og at elcykler i det hele taget er ved at overhale almindelige cykler som danskernes foretrukne.
I hvert fald føler jeg mig aldeles magtesløs, når jeg iført min cykelhjelm på min ganske almindelige, sorte damecykel, der hverken er på el eller har et lad på to hjul monteret foran, bliver overhalet af en mor eller far med ladet fuld af børn, der ræser forbi mig som i en Fiat Punto.
Forleden da jeg atter engang blev overhalet af en el-ladcykel på det smalle stykke på Nørrebrogade, sad min fod for en kort stund fast i ladcyklens forreste hjul, fordi vedkommende kørte for tæt på mig. Jeg nåede forskrækket at trække den til mig uden mén. Føreren af ladcyklen kvitterede imidlertid med at vende sig om og fornærmet råbe: “Hvad fanden laver du!?”
Jo, det skal jeg fortælle dig, du hidsige torpedo-cyklist. Jeg passer mig selv i den inderste bane, og i denne situation klamrer jeg mig til mit styr i fuldbyrdet rædsel og beder til, at jeg ikke ligger under din enorme cykel som menneskelig fars om et øjeblik.
Jeg forstår da sagtens, at det kribler efter at træde pedalerne i bund, når flere af batterierne i el-ladcyklerne kan ramme både 45 og 80 kilometer i timen. Det må da være herligt at kunne ankomme med lynets hastighed, og det endda uden det obligatoriske sved-overskæg, som de fleste cyklister vel er bekendte med.
Det er da dejligt for jer. Men rimeligt angstprovokerende for os andre dødelige, der forlader os på rugbrødsmotor og ben-kræfter.
Godt nok er 25 kilometer i timen den tilladte hastighed for ladcykler på el. Men enten er jeg helt utroligt fartblind, eller også er der en del, der kører en god sjat hurtigere end det.
Kan vi i det mindste indføre en eller anden regel om, at de skal holde sig i højre side, og at de ikke må overhale. Ganske ligesom tilfældet er det med lastbiler. Ellers må de vel ud på vejen til bilerne, hvor jeg i sagens natur snart synes, de hører til.
Jeg håber, at der er en eller anden fra Rådet for Sikker Trafik eller måske endda en voksen fra Transportministeriet, der læser med. Indtil da fortsætter jeg med at cykle i myldretrafikken med en frygt for min førlighed og en ubændig lyst til at råbe: Giv os cykelstierne tilbage!
