Det er et succeskriterie i sig selv, at The Trump Campaign har forsøgt at stoppe ‘The Apprentice’ fra overhovedet at blive en realitet. Det er også en slags selvopfyldende profeti, fordi filmen blandt andet blotlægger de tre grundregler, som Donald Trump altid har efterlevet.
Nummer 1: angrib, angrib, angrib. Nummer 2: Indrøm ingenting, og benægt alting. Nummer 3: Lige meget, hvad der sker, påkald dig altid sejren, og indrøm aldrig nederlag.
‘The Apprentice’ baserer sig på virkeligheden, men er en selvfølgelig fiktionaliseret biopic, og det er især én scene, hvor Trump voldtager sin ekskone Ivana Trump, som er faldet ham og hans hold for brystet.
Men indsigelserne har ikke ført noget med sig ud over en masse palaver og hype, og efter min mening er det fuldt fortjent. Filmen lever indiskutabelt op til hypen.
Mange folk – mig selv inklusive – er efterhånden kommet til et sted, hvor man næsten ikke orker at forholde sig til det amerikanske tågehorn. Men lige her vil jeg mene, at man bør gøre sig en undtagelse. I hvert fald hvis man er på jagt efter en storslået filmoplevelse.
Byggematadoren bliver til
Der er en indbygget fascination i historien om, hvordan Donald Trump blev til Donald Trump, fordi det ganske enkelt er svært at begribe for helt normale mennesker.
I ‘The Apprentice’ tager den dansk-iranske instruktør Ali Abbasi fat fra start, helt tilbage i 70’ernes New York, dengang Trump (Sebastian Stan) ikke var meget andet end en forretningspurk, der kørte rundt i en billig bil for at indkassere husleje fra den underklasse, der lejede sig ind i hans fars boligkomplekser.
Man følger den unge Trump og hans ivrige ønske om at træde ud af sin fars skygge og blive en selvstændig del af det fine selskab i New Yorks økonomiske overklasse. Han har store planer og vil bygge de luksushøjhuse, som han sidenhen er blevet herostratisk berømt for at opføre.
Men også berygtet. For filmen skildrer også, hvordan det gik til, at Trump fik lov til at omgå skattemyndighederne for at opføre sit første prestigeprojekt.
Hvordan kunne det ske? Det korte svar er Roy Cohn.
Et skæbnesvangert møde
‘The Apprentice’ er lige så meget en film om den berygtede topadvokat Roy Cohn (Jeremy Strong), som den er en film om Donald Trump. Det var Cohn, der gjorde Trump til den, han er i dag, og de tre leveregler, som jeg nævnte indledningsvis, var oprindeligt Cohns egne grundprincipper.
Efter et skæbnesvangert møde i en af New Yorks fine saloner kaster Roy Cohn sin kærlighed på den unge Trump og tager ham under sine vinger i sit kontroversielle forretningsforetagende, som kun handler om én ting, nemlig at vinde.
Derfra går det stærkt: Donald Trump får et dyrt jakkesæt på, bliver en ekstremt succesfuld byggematador, han vinder og knepper alt og alle (i mere end én forstand), og the rest is – som bekendt – history.
Jeremy Strong overgår sig selv
Selv om historien ikke kan siges at være ny, fordi den allerede er dokumenteret i flere dokumentarfilm, er det en kæmpe fornøjelse at få den fortalt på det store lærred. Ikke mindst fordi Sebastian Stans fortolkning af Trump er så veludført og skarp, som tilfældet er.
Alle har set Trump, vi kender hans bevægelser og hans særlige mimik alt for godt, og netop derfor er det en stor kunst at portrættere ham på en troværdig måde, der også besidder hans udvikling fra kejtet knægt til iskold kryster.
Men Sebastian Stan har ikke skyggen af karikatur i rollen som Trump, og som filmen skrider frem smelter han mere og mere sammen med ham. I én af filmens sidste scener må jeg indrømme, at jeg blev i tvivl, om det faktisk var reelle klip af den rigtige Donald Trump, der var i spil.
Og så må man bare sige, at Jeremy Strong er blændende i rollen som Roy Cohn. Fuldstændig stone face, døde øjne og speedsnakkende på en måde, der i klichéens reneste forstand får det til at løbe dig koldt ned ad ryggen. Han er isnende. Ingen tvivl om, at han var en led karl i virkeligheden, men i ‘The Apprentice’ er det svært at få øjnene fra ham.
Uforglemmelig fest
Jeg får også lyst til at nævne miljøet som en central birolle i ‘The Apprentice’. Ikke alene er den nostalgiske billedkvalitet nem at svælge i, det er i lige så høj grad en sprudlende fornemmelse som seer at være en del af den kulisse, som New York City var op gennem 70’erne og 80’erne, hvor filmen i øvrigt slutter.
Tøjet, frisurerne, bilerne – og musikken! – sidder lige i skabet i den her film. Især er der en dionysisk fest i Roy Cohn herskabslejlighed, hvor Trump tilfældigt møder Andy Warhol (som han selvsagt ikke aner, hvem er), og byens politikere sniffer og kopulerer heftigt, og den sekvens er i positiv forstand svær at få ud af hovedet igen.
Men hvem er ‘The Apprentice’ egentlig for? Trump-tilhængere vil hade den for dens angiveligt uvederhæftige skildring af deres helgen, og andre vil muligvis have svært ved at se, hvorfor man overhovedet skulle bruge mere tid på Trump.
Men alle gode fortællinger fungerer heldigvis bedst, når pendulet svinger fra anti- til sympati – når man skiftevis hader og elsker protagonisten, og lige præcis sådan er det med ‘The Apprentice’.
At den så tilmed er godt krydret med begær, sex, vold, kendisser, penge og kærlighed er bestemt ikke nogen ulempe. Det er en klassisk film, der indeholder alt det, vi græmmes ved og fascineres af, og hvis ikke det var fuldstændig grotesk at håbe på, ville det da være fedt med en to’er.
