Da jeg som 6-årig rullede ind i min nabos rhododendronbusk, blev han sur. “Horeunge!” råbte han. Han vidste, at jeg var, hvad man vil kalde resultatet af et engangsknald. Vi satans horeunger har altid været en fast og udskældt bestanddel af både historien og befolkningen, men hvor de fleste af os er produktet af en svipser, et sprængt kondom eller et seksuelt overgreb på kvinden, er det her en anden fortælling. For nok var jeg et engangsknald, men jeg var ikke et uheld. Faktisk tværtimod.
Min historie starter selvfølgelig med min mor og min far. Min mor havde altid vidst, at hun ville have børn, men havde aldrig kunnet forene sig med den moraliserende idé om kernefamilien, og hun havde ikke prioriteret den romantiske relation til mænd. Derfor blev det lidt af et soloprojekt for hende at blive mor – og jeg kan faktisk godt mistænke hende for aldrig rigtigt at ville have en aktiv far til sine børn. Hendes måde at blive gravid på peger i hvert fald i den retning. For med et stålsind og en ægløsning gik hun for 29 år siden i byen og på jagt efter en ”gratis” sæddonor.
Og så gik det, som det gik. Hun fandt manden, der senere skulle blive min ”far”. Hun fortalte ham om sin mission – spurgte ham lige ud af posen ”vil du ikke lave et barn på mig?”. I en farlig cocktail af fuldskab og liderlighed sagde han ja, og i naivitet troede min mor, at det var samtykke nok.
Men det var det ikke. For han sagde ja til sex, men ikke til faderskab. Da hun efterfølgende fortalte ham, at hun var blevet gravid, var hun alene med glæden. Han blev vred, følte sig snydt og bad hende få en abort, for han ønskede ingen faderlige forpligtigelser.
Jeg har haft utallige skænderier med min mor om, hvor uansvarlig, jeg synes, hun har været. Jeg har bebrejdet hende min faderløse eksistens og forsikret hende, at hvis jeg ikke finder en god far til mine kommende børn, er det hendes skyld. Jeg har beskyldt hende for at være selvisk, hverken tænkt på manden, hvis liv hun har ødelagt, eller barnet, der blev den ødelæggende kanonkugle.
Men min vrede stopper der. For tænk, hvis det aldrig var sket. Eller tænk, hvis hun havde fået den abort, min far tryglede hende om at få.
Faderskabets pris
I starten troede min mor ikke rigtigt på, at min far virkelig ikke ønskede kontakt til mig. Så hun angav hans oplysninger til Statsforvaltningen, trods hans udtalte ønske om at forblive barnløs. Sådan fik hun indfriet sin familieplan, mens min far mistede muligheden for at skabe præcis den familie, han ønskede. Nu har han på papiret en datter, og han er ufrivilligt medstifter af en splittet familie med et splittet menneske i midten. Halvt ønsket, halvt uønsket. Og selvom min mor har ønsket og elsket mig for ti fædre, og selvom der har været kærlige og faderlige substitutter i mit liv, er bevidstheden om at være uønsket af netop ham et dagligt slag i fjæset. Jeg har svært ved at forstå det. Hvad var det ved det lille liv med rødt hår – hvad var det ved mig – han ikke kunne lide?
Måske det, at han følte sig som en uvillig hæveautomat. Ved at udlevere hans oplysninger, gjorde min mor ham økonomisk forpligtet. Det var hun vel nødt til, for hvordan skulle hun ellers tage sig af mig? Men den del har faktisk frustreret mig mest. Hvorfor kunne hun ikke bare selv betale for mig? Jeg var hendes projekt, hendes barn, så hvorfor skulle vi begge gældsættes? Hvis min far skulle investere i mig, skulle han vel også have noget igen?
Jeg husker, hvor ubehageligt bevidst jeg var over, at han skulle betale til os. Jeg tænkte, at han måtte føle det som at kaste penge ned i et sort og bittert hul. Hjemme hos ham blev det altid italesat, at jeg gik på friskole. At det var ham, jeg skyldte for mine klassekammerater, for uden hans penge ville min mor ikke have råd til at sende mig den vej. Havde jeg dyrt tøj på, blev det kommenteret, hvilket fik mig til at føle, at jeg skulle gemme og undskylde det. Og jeg havde kun klædt mig fint på for hans skyld.
Hele min barndom har jeg prøvet på at overbevise ham om, at han var heldig at have mig. At jeg var den gave, han ikke vidste, han ønskede sig. Jeg prøvede hele tiden at påpege, hvor meget vi lignede hinanden, at vi begge kunne lide pizza og saftevand, og at det sikkert havde noget med vores fælles DNA at gøre. Men det var næsten som om, det fik ham til at spise mindre pizza.
Jeg burde vel kalde ham far?
Jeg har ikke set ham eller haft kontakt til ham i flere år. Jeg har hadet ham. Været utryg i hans selskab. Kigget på ham som en fremmed, selvom jeg har kunnet spejle mig i hans brede, bløde ansigt og i hans tungsind. Jeg har følt ubehag, når jeg kaldte ham ved navn. Jeg burde vel kalde ham far? Men det ville jo være en hån. Det er den titel, han så ivrigt har prøvet at undgå, men aldrig har kunnet. Ingen lov har beskyttet ham.
Da min mor og far mødtes, fandtes der ikke nogen juridisk paragraf, der kunne tvinge en vordende mor til at få en abort. Det gør der stadig ikke, og gudskelov for det, for det er unægtelig et voldsomt fysisk og psykisk indgreb. Den frie fysiske abort er kvindens og har været det siden 1973, hvor den officielt gav hende lov til at være menneske, ikke husbundet rugemaskine.
Men uønsket faderskab er uanset hvad også et eksistentielt hårdt indgreb på manden, er det ikke? I ligestillingens tegn burde vi måske (gen)stille spørgsmålet: Hvordan vælger manden faderskabet fra?
Lige nu har manden ikke umiddelbart mulighed for at frasige sig barnet. Når man som mor angiver barnets far kan han enten anerkende det, eller også kan han få det be- eller afkræftet gennem en genetisk retsundersøgelse. Viser resultaterne, at manden er far til barnet, bliver han dømt til faderskab, for loven siger, at et barn har ret til at kende sine forældre. Den eneste måde en mand kan slippe for at være retsligt bundet til barnet, er hvis der indgås en privat aftale, hvor kvinden slet ikke meddeler mandens oplysninger.
Det lykkedes som beskrevet ikke min far at lave sådan en fordelagtig aftale med min mor, men det virker da også som en urimelig position at stille begge parter i. Kvinden skal ikke gøres til en løgner af staten for at dække over mandens (fra)valg, men han skal vel have mulighed for at sige nej til faderskab? Selvom det sikkert havde kostet mig livet, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om man som mand alligevel bør tildeles en stemme, når det kommer til abort? Om ikke andet, så tilbyde ham muligheden for at få foretaget en juridisk en af slagsen?
Vi burde tale mere om abort
Det undrer mig faktisk, at vi i 2021 ikke taler mere om den mandlige juridiske abort. Vi lever jo i en samtykketid. Forældreskab, barsel, farsel, fødselsforhold, identitet, seksualitet og kønsroller er de helt store samtaleemner, og vi diskuterer heftigt abort og retten til liv både politisk og kunstnerisk. Alligevel er det betændt og forbindes nærmest med misogyni at tale om mandens position, når det handler om børn og abort.
Men jeg tror ikke, en dialog om mandens rettigheder i forbindelse med forældreskab overdøver tidens vigtige feministiske bevægelse. For med kvindens fortsat stigende indtog på arbejdsmarkedet og i livet uden for moderskabet, er manden en mere og mere aktiv aktør i familielivet, barslen og børneopdragelsen. Et sprog, og måske en decideret indførelse af den juridiske abort, er ikke i strid med feminismen, men måske netop endnu et skridt på vejen til at værne om den.
Min fars manglende mulighed for at vælge mig fra har i hvert fald reproduceret en arketypisk idé om den seksuelt frigjorte og autonome kvinde som en grum heks, der lokker manden i fordærv. Min mor er blevet beskyldt for at være let på tråden, manipulerende, forbryderisk og storbruger af den berygtede kvindelist. En del af det kunne måske have været undgået.
LYT OGSÅ TIL:
Jeg har kaldt hende værre ting. Og jeg skammer mig. For i virkeligheden ville hun bare gerne være nogens mor. I virkeligheden ville hun bare gerne være min mor.
Men når alt kommer til alt, har jeg ondt af manden, der føler sig snydt af hende. Det har gjort, at han aldrig har kunnet holde af mig. Sådan rigtigt. Jeg har været et 18-årigt langt og dyrt abonnement, han ikke kunne afmelde.
Hvis jeg kunne, betalte jeg ham gerne alt tilbage. Jeg sendte ham kroner, ører, DNA og efternavn retur. Udfyldte gerne kløften i hagen, der afslører at jeg i virkeligheden er hans. Lod gerne som om, jeg var en tarvelig plet på lagnet, så han med tilbagevirkende kraft var befriet for enhver faderlig forpligtelse. Så kunne han blive lige præcis den far, han gerne ville være for sine kommende børn, og så ville min skabelsesberetning ikke være en kamp om, hvem der var den største skurk; faren, der aldrig hengav sig til sit barn, eller moren, der snød ham. Det ville være en fortælling uden skurke – og om en kvinde, der aktivt valgte moderskabet til, og ikke blot tog sig kærligt af sit eget liv, men også sit barns.
Børn fortjener forældre, men har ikke nødvendigvis brug for to. Det ved en horeunge bedst.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
