Den prisvindende danske journalist, dokumentarist og forfatter Nagieb Khaja debuterer overbevisende som filminstruktør med ‘Løvehjerte’, som han også selv har skrevet i samarbejde med manuskriptforfatter Jesper Fink.
‘Løvehjerte’ fortæller historien om 29-årige Luan (Besir Zeciri), der siden han var teenager har været dybt involveret i bandemiljøet omkring Bellahøj-husene. Banden er hans familie, ikke mindst hans barndomsven Issa (Mohamed Djeziri).
Men noget presser sig på indeni Luan. Han får panikanfald og drømmer om at komme ud og blive genforenet med den mor (Ermela Dhimitri), der ikke længere vil tale med sin kriminelle søn. Men inden han får taget det første skridt ud af nettet, bliver han fanget ind af en pludseligt opstået gæld til bossen Haki (Ramadan Huseini).
Det er som sådan en klassisk bandefortælling om en dreng, der blev fanget ind som ung og letpåvirkelig, og som nu, som voksen, ikke kan komme ud af det net, banden har spundet om ham.
Ikke kun fordi hans straffeattest er plettet som en giraf, og han ikke engang har en 9. klasses eksamen at bruge som springbræt til et bedre liv. Eller blot fordi han er kommet i en klemme, han ikke sådan lige kan se sin vej ud af. Men særligt fordi hans venner er hans familie, og man lader ikke sin familie i stikken. Så gode råd er dyre.
For at redde sig selv er Luan nødt til at træffe beslutninger og valg, der kan få store konsekvenser for dem, han elsker. Tør han risikere alt det – for friheden og et normalt liv, hvor hans mor ikke længere skal leve i angst for at vågne op til budskabet om, at hun har mistet sin søn? Hvilke bånd er stærkest, når det kommer til stykket?
Inspireret af en sand historie
Det er en stærk og tankevækkende historie om familie, arv, venskab – og alle de valg, man træffer, måske undertiden uden at tænke så meget over konsekvenserne, og som kan føre en ned ad de helt forkerte veje.
Fortalt med et bankende hjerte for dem, der måske nok i samfundets øjne er forbrydere, men som også bare er mennesker. Mennesker, der elsker, drømmer, håber og træffer dumme beslutninger.
Og så er ‘Løvehjerte’ først og fremmest virkelig troværdig. Det kan godt være, at der er mange ting i fortællingen, vi har set før i andre film om samme emne, men de føles aldrig som klichéer.
Sandsynligvis fordi det hele er baseret på grundig research fra Nagieb Khajas side. Han ved, hvad han fortæller om. Og det kan vi mærke ude i biografmørket. Han har taget sin journalistiske metode med sig ind i arbejdet med ‘Løvehjerte’, der er inspireret af en sand historie, fortalt til ham af et tidligere bandemedlem, han mødte under research til en dokumentarfilm om bandekonflikter i København.
De to endte med at have en række fortrolige samtaler, der strakte sig over flere år, og derigennem fik Nagieb Khaja et indgående kendskab til de tanker, konflikter og dilemmaer, der kan følge med livet i et bandemiljø. Ikke mindst når man gerne vil væk fra det igen.
Stærk hovedrolle
Måske er det derfor, ‘Løvehjerte’ hele vejen igennem føles så autentisk og vedkommende. Fordi det ikke bare handler om en fiktiv karakter, men om essensen af et virkeligt menneskes bekendelser. Selvom fortællingen er fiktion.
Besir Zeciri er fabelagtig i hovedrollen som Luan. Han formår virkelig at formidle splittelsen i en mand, der både har volden som hurtig reaktion og en række virkelig usympatiske og forkastelige handlinger bag sig.
Men samtidig har han også en følsomhed og en intakt varme og empati bag det hårde panser, der nu er ved at krakelere. Han giver det hele en almenmenneskelig dimension, og man hepper helhjertet på, at det må lykkes ham at finde en ny og bedre vej i livet sammen med dem, han elsker.
For selvom ‘Løvehjerte’ helt konkret handler om bandemiljøet, kan mange nok genkende følelsen af at være nødt til at amputere en væsentlig del af sig selv i bruddet med et miljø, man er blevet en indgroet del af.
Uanset om bruddet er med familie, et voldeligt parforhold, en usund vennegruppe, en arbejdsplads eller andet af alt det, der gør os til dem, vi er, og udgør grundstenene i vores identitet. Og som derfor skal bygges op på ny i ruinerne af de brændte broer.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
