Der er ikke noget mere kedeligt end at høre om coronaen, er der? Det er næsten belastende. Alle kan huske det, og det hænger os allesammen langt ud af halsen. Nogle ting er det bedst, man bare glemmer og kommer videre fra.
Men man kan som bekendt ikke bede folk om ikke at tænke på en elefant uden at forvente, at de så begynder at tænke på en elefant. Og nu sidder du så alligevel her og læser om corona.
Lige præcis hér giver det imidlertid rigtig god mening. For de to bandmedlemmer i Barselona, Rud Aslak og Rasmus Theodor, tilhører lige netop den generation, som det hele gik ud over. De forsømte, som skulle lære at gå med ansigtsmaske på præcis det tidspunkt i tilværelsen, hvor man har allermest lyst til bare at snave livet i gulvet.
Den dag, Barselona lukkede deres forrige plade ‘1 Dag Er Vi 1 Minde’, gik Mette Frederiksen nemlig på tv og lukkede landet ned.
Ikke rigtig en oplagt release for et ungt rockband. Og slet ikke for Barselona, som siden de blev dannet i 2016 har udgivet musik og spillet koncerter som gjaldt det livet.
Som henholdsvis 20-årig og 21-årig havde Rud Aslak og Rasmus Theodor en diskografi på tre album og en EP. Plus det løse.
Og nu stod de så her med 11 nye sange og ingen at spille dem for.
“Det var så uforløst,” fortæller Rasmus Theodor, da vi møder bandet i deres øvelokale på Refshaleøen.
“Vi vidste ikke, hvad der skulle blive af den plade, nu hvor vi ikke fik lov til at få den ud af kroppen gennem koncerterne. Tingene gik i stå, og der gik nærmest et år, før vi begyndte at tænke på at lave musik igen.”
Barselona har altid skrevet sange til tiden. Deres dansksprogede rockmusik har fra start virket som et ufiltreret vidnesbyrd om, hvordan det er at være et ungt menneske i dag. Både når det har været euforisk og let og så er kommet ud som døsig, blåøjet bollemusik, eller når det har føltes mere tungt og er blevet til eftertænksomme ballader eller energiske rocksange.
Men hvordan laver man et tidsbillede, når tiden går i stå?
Under normale omstændigheder ville Barselona tage ud og fyre den af, spille koncerter og mærke deres publikum, og så ville de tage hjem og skrive sange om at have været på vingerne med det samme. Så ville de udgive igen og fortsætte på den måde. Hvilket har været lidt afhængighedsskabende.
“Det har været sjovt på den måde at få de der hurtige, tomme kalorier ved at udgive musik hele tiden. Måske fik vi en god anmeldelse med på vejen. Men den anerkendelse forsvandt for os, da landet lukkede. Siden har jeg i perioder nærmest helt glemt, at jeg var musiker,” siger Rasmus Theodor.
Da de to band-medlemmer efter en lang pause begyndte at skrive musik sammen igen, besluttede de sig for, at det skulle være på den ny måde, og at processen godt måtte tage længere tid. De sendte ting til hinanden og havde aftalte ‘lytteperioder’, hvor de lod demoerne bundfælde sig, før de vendte tilbage og arbejdede videre på dem – først alene og senere sammen med producereren Frederik Thaae, der er kendt for sit arbejde med blandt andet The Minds Of 99, Jada og Peter Sommer.
Nu ligger resultatet her så, Barselona er aktuelle med albummet ‘Væbnet Hjerte’, der undersøger nye afkroge af bandets lyd, og på én gang er de både mørkere og mere poppet end før.
Undervejs har det dog været en udfordring for Rud Aslak og Rasmus Theodor rent faktisk at komme så langt, fordi de har for første gang i karrieren har tvivlet. Også på hvem de er.
“Vi har skullet holde hinanden op på, at det nok skulle ske, for det har været svært at se en ende på processen. I perioder har det været svært at holde fast i den der musiker-identitet. For hvis man er musiker, skal man jo for fanden da også spille musik. Så det har været en stor udfordring, det her med at finde motivationen inde i sig selv den her gang,” siger Rasmus Theodor.
Rud Aslak er enig. Lige nu er han mest af af alt spændt på, hvordan albummet bliver modtaget.
“Jeg synes helt klart, vi har taget nogle chancer og udfordret os selv og vores lyttere. Det er noget, vi har snakket om hver gang, vi har lavet en plade. Og det er jo virkelig fedt, især hvis det lander et godt sted. Men det er også usikkert,” siger han.
Rasmus om Rud: “Rud besidder en evne til, når først der er blevet fundet noget guld, så graver han sig helt ned i minen. I perioder skal jeg punke ham og sige, “for fanden, altså nu har vi gravet i 10 dage, og vi har ikke fundet en skid”. Nogle gange kan han også bare sidde til langt ud på natten, og selvom jeg siger, “jeg vil hjem, jeg er træt”, bliver han ligesom bare ved. Han har den der kreative force, der kommer oppefra. Og en virkelig vild evne til at fordybe sig.”
Grow the fuck up
Hvis man vil vide noget om, hvad for noget musik, et band spiller, er det altid en dårlig idé at spørge dem selv. Musikere er notorisk vrangvillige overfor at genrebetegne sig selv, de er bange for imaginære kasser, og de får åndenød, hvis man beder dem om frit at beskrive deres musik med egne ord. Generelt altså.
På sin vis har Barselonas musik måske altid har været en slags generationsportrætter. Alligevel er det først nu, at de rent faktisk selv kalder deres musik for netop dét. Rud Aslak og Rasmus Theodor er ikke ikke-tøvende, men ’Væbnet Hjerte’ er et generationsportræt, fortæller de. Det fandt de ud af, da pladen var færdig, og de hørte pladen i sin helhed.
“Der er en ret personlig plade, som handler rigtig meget om mig og os,” siger Rud Aslak.
“Men mange af de ting, som handler om mig, handler også om alle mulige andre. Og især i den her generation, som vi er en del af, er der nogle temaer, der er mere generelle end bare for mig eller Rasmus.”
Hvad er det for nogle temaer?
“Man hører jo om det alle steder, at der er tvivl, angst og depression hos unge i dag. Der er en mistrivsel, der rammer folk lige nu. Og det er noget, man ikke rigtig kan undgå, og det er noget, der fylder vildt meget. Det er som om, der er sket et eller andet de her år,” siger Rud Aslak.
“Jeg tror, det kan føles på samme måde, uanset hvad man laver. Men når man har den alder, vi har lige nu, tror jeg, det er meget normalt at begynde at tvivle på, om man vælger rigtigt. For det er ligesom nu, man skal tage en eller anden stor beslutning om sit liv, og det virker meget definerende.”
Det er ikke, fordi hverken Rud Aslak eller Rasmus Theodor er i tvivl om, om de skal være musikere. Men da de startede Barselona, var Rud Aslak kun 16 år gammel, og dengang var det hele lidt nemmere. Alting var mere ubekymret og “fedt” og “lige gyldigt”. Nu er alvoren og tvivlen rykket ind. Måske var det alligevel ikke så smart ikke at tage den uddannelse? At satse hele butikken.
Når verden omkring en så pludselig står i flammer, kan det føles endnu mere usikkert. Rasmus Theodor kalder nedlukningen for et “syndefald” for bandet, men også for hele deres generation, som den dag mistede deres uskyld. Det var, siger han, en spand koldt vand, som de fik lige i smasken med en besked om, at de skulle “grow the fuck up”.
“Der har ligesom været fuld plade på katastrofer på en eller anden måde. Det har jo ikke kun ramt folk i starten af 20’erne. Tværtimod, når man tænker på krig, økonomisk krise og sygdom,” siger Rasmus Theodor.
“Men jeg tror, det er en ny situation, at man virkelig er eksponeret på nettet og connected. Jeg oplever nogle ting mere skræmmende, fordi det pludselig er en så integreret del af min dagligdag at blive konfronteret med katastrofer. I perioder er det inde på livet hele tiden, og der er ikke nogen tvivl om, at de sociale medier sætter et stort præg på vores generation.”
Rud Aslak nikker og tilføjer:
“Jeg har en idé om, at det er uanset hvilken generation man er, at der sker noget de her år, som er ekstraordinært. Men jeg tror samtidig også, der er noget ekstra særligt lige ved vores generation.”
Hvori består det særlige ved jeres generation?
Rasmus Theodor: “Jeg ser vores generation som en meget reflekteret og stædig generation. Men jo mere man tænker over tingene, jo mere sort ser det ud. Men alligevel står jeg i hvert fald selv med en tro og et håb på, at man kan gøre en forskel.”
Rud Aslak: “Det er også der, den der angst kommer fra, tror jeg. Man går og tænker for meget over tingene. Vi føler, vi står et fucked sted, men alligevel tror på det. Det kendetegner os meget, synes jeg. Selvom der er en rimelig dyster situation med klimaet, ligger der et håb i, at man nu er ved at indse, at der er nogle ting, der er gået galt, hvor generationerne før har ikke indset noget og derfor ikke stillet noget som helst op.”
Rud om Rasmus: “Rasmus er ekstremt dygtig og skolet. Han ved, hvad han gør, og kan regne ting ud, som jeg ikke kan på samme måde. Jeg ligesom lytter mig frem på en eller anden måde, men jeg tror, det er meget sundt, at der er en som Rasmus, der sidder og laver akkorder med en forståelse af musik. Han er en kæmpe styrke, fordi han er virkelig god til at spille på alle instrumenter. Det er ligesom et helt band i en person.”
Klichéerne er en trøst
Både Rud Aslak og Rasmus Theodor har det fint med at tale om den her slags ting, der rækker ud over dem selv. De er ikke bange for at skræmme nogen væk ved at sige, hvad de mener. Men musikken vil til enhver tid være deres foretrukne talerør. Det er, som Rud Aslak siger, den mest reflekterede måde at udtrykke deres holdninger på.
På ‘Væbnet Hjerte’ udtrykker Barselona sig mere. Alt er mere. Lyden er maksimalistisk, tæt og maskinelt produceret fra væg til væg, og samtidig er orkestreringerne vildere og mere storladne med strygere og korstemmer, der søger op og op mod popmusikkens himmelhvælving.
De dyrker med andre ord klichéerne mere end før. Og det har været helt med vilje. Måske har det endda været en slags værn mod verden, fortæller Rud Aslak.
“Vi er gået planken ud på mange af sangene. Og det har på en eller anden måde været et dogme for pladen, at vi ikke skulle være bange for noget, eller at noget blev for poppet. Men der er også et eller andet trygt over klichéerne.”
“Nu hvor der ikke rigtig er nogen struktur i vores liv, men også generelt i vores generation, hvor der er totalt frihed til at gøre alt, så er der noget genkendeligt ved at læne sig op af en kliché. Når alt samtidig er lort og ser sort ud, så føles det trygt,” siger han.
Hvis det lyder lidt som noget, man har hørt før, så er det måske fordi Rud Aslak synger noget lignende på albummets titelsang, ‘Væbnet Hjerte’:
“Jeg går ud i en verden / med mit væbnede hjerte / med klichéen som en trøst / og dit navn tatoveret på mit bryst”
Rud Aslak fortæller, at det er en sang om at skærme sig lidt mod verden, og at det var derfor, pladen endte med at tage navn efter netop den sang.
“Den handler om at beskytte sig mod de slag, der kan komme. Men samtidig også at være klar over, at der sker nogle ting, som man er nødt til at gå igennem. Det kendetegner de fleste af sangene på pladen,” siger han og forklarer som bonus information, at det med tatoveringen faktisk bare handler om, at han har en tatovering med sin kærestes navn på brystet.
Rasmus Theodor har i dag også en kliché på, men på hovedet: En kasket af mærket Von Dutch, som nogen måske vil kunne huske fra moden i 00’erne. I mange år har man ikke kunnet gå med den slags, fordi det har været kikset og dårlig smag, men nu er der igen rum til at smykke sig med tidligere tiders hengemte pyntefjer. Det underliggende credo i tiden er, at man som ungt menneske må alt, og samtidig: jo vildere, jo bedre.
Set i det lys er det måske ikke så underligt, at Barselona har forsøgt at lave en popplade med et så stort vingefang som muligt.
“Det sjove er, at jeg faktisk først tænkte, at det var sådan et radikalt statement, at vi ikke var for fine til noget på den her plade. Og nu skulle den bare have hele armen med pop-klichéerne. Men det er jo faktisk alle vegne omkring os i tiden, bare på andre måder. Måske er det den mest almindelige beslutning, vi har foretaget os der, haha,” siger Rasmus Theodor.
Bump på vejen
Det næste stykke tid kommer Barselona til at tage revanche og indhente alt det fortabte på en omfattende turné, der tager dem rundt i hele landet. Og velviljen hos deres publikum er efter alt at dømme stor. Deres største show i Store Vega er allerede udsolgt, derfor har de sat endnu en koncert op.
Selvom de er blevet ældre og har mistet deres uskyld siden sidst, har tilsyneladende ikke mistet deres generation undervejs. Ingen kan som Rud Aslak engang sang “løbe fra bump på vejen”, og dem kommer der sikkert flere af henad vejen.
Men hvad er så deres store håb på deres generations vegne?
Rasmus Theodor: “Nu taler jeg kun for mig selv, men man er ligesom nødt til at acceptere, at der er ting, man ikke kan styre, og der er ting, der er lort, men jeg håber, man også husker at få den anden del med. Det er vildt vigtigt, at både mørket og lyset er til stede,” siger Rasmus Theodor.
Rud Aslak: “Den tvivl, som vi snakkede om, kom vi selv til livs ved at skære alt udefrakommende accept og bifald fra. I vores generation er rigtig meget tvivl og sammenligningspis, men det var ligesom først der, at der kom en fin balance for os, og at den der tvivl kunne omsættes til et drive. Det synes jeg, der er en læring i.”
