Hver aften, når jeg putter mine børn, spørger jeg dem: “Hvad er det bedste, der er sket for jer i dag?” Som de ligger der med tunge øjenlåg på tærsklen til at falde i søvn, kan de faktisk som regel ikke huske det, førend man minder dem om, at de både har været ude at bade og har spist store is med velbehag. Deres guldfiske-hjerner er lovligt undskyldte, og efter et kort resumé af dagen hæfter de sig altid ved et eller andet, der har gjort deres dag ekstra god.
Men det på én gang svære og simple spørgsmål, der ved børnenes sengekant, kan jeg selvfølgelig ikke lade være med også at tænke over selv. Hvad var egentlig det bedste ved min dag? Det er gået op for mig, at svaret hos mig ofte gentager sig.
Noget af det bedste, der sker for mig hver eneste dag, er, når jeg sidder og læser en bog. Særligt de sider, jeg får kværnet, når jeg ligger under min dyne, inden jeg skal sove. Huset er helt tyst, bladene risler i træerne udenfor, køleskabet brummer, og siderne i bogen knitrer, når jeg vender dem.
Måske føles lige præcis den stund som sådan en lise og luksus, fordi det at læse er en aktivitet, der kræver fuldt fokus. Og det er ikke ligefrem noget, der er nemt at tilkæmpe sig i vores verden, den digitale tidsalder, der bipper og vibrerer derudaf, og som er fuld af reels, notifikationer og muligheder for konstante afbrydelser. Når du læser, kan du ikke second screene og bare fodre din hjerne med Instagram-godter, når der er en mindre spændende passage på samme måde, som man kan det med en film, der løber hen over tv-skærmen.
Så det at kunne lade sig opsluge totalt i et andet univers, hvor det ikke er muligt at snakke imens eller at tænke på, hvad man skal huske at handle ind, det føles som noget helt særligt. Bogen rummer tilmed et univers, som ingen andre kan se, og som får lov til at udfolde sig i ens egen fantasi.
I min sommerferie har jeg – udover at sove længe, hoppe i bølger med mine børn, drikke vin og grille fisk galore – læst så meget, som jeg har kunnet komme til. Selvfølgelig hver aften i sengen, men jeg har også tilranet mig de små lommer af fordybelse på stranden, hvor siderne blev smudset til af sandkorn og indenfor i et hjørne af sofaen, mens regnen har pisket udenfor.
Det kan måske virke som en egoistisk eller indadvendt handling at sætte sig med en bog i sommerlandet, men faktisk er min klare oplevelse, at bøger styrker vores empati og vores menneskelige forståelse. Litteraturen vender vores blik ud ad mod verden, mod nye horisonter og væk fra os selv.
Litteraturen og bøgerne træner vores evne til fordybelse, men udover det giver litteraturen uanede indsigter i, hvad det vil sige at være et menneske. Den åbner døren til sindets dybder og nye perspektiver, som man måske ikke selv havde tænkt på, fordi man eksempelvis ikke er en italiensk husmor i 1950’erne, som fortælleren er det i Alba de Cespedes’ ‘Den forbudte notesbog’.
Men hendes formuleringer er så koncise og rammende, at de kunne være skrevet i dag. De bidrager til, at vi kan forstå moderskabet og familielivets strukturer. Tænk i den sammenhæng på, hvordan Caspar Eric forbilledligt har bidraget til en dybere kollektiv forståelse af, hvordan det er at være i den her verden, når man har et fysisk handicap. Han har formidlet, skabt sproglige billeder, der gør det muligt for os andre at sætte os i den andens sted, som er så langt væk fra vores eget.
På samme måde gar ‘Oplevelsessamfundet’ af Svend Brinkmann i sommerferien givet mig de ord, jeg har manglet, når jeg har studset over, hvordan subjektive tanker og følelser pludselig bliver almengyldige i den offentlige debat.
Jeg slugte ‘The Divorcées’ af Rowan Beaird, en fremragende bog, om den epoke i amerikansk historie, hvor kvinder, der gerne ville skilles fra deres ægtemænd, i nød rejste til Reno midt ude i Nevadas ørken for at blive skilt, fordi der her var de mest lempelige skilsmisselove. Beaird skriver for det første medrivende, men bogen gav også anledning til refleksion over, hvor kort tid det egentlig er siden, at amerikanske kvinder skulle kæmpe for at være selvstændige individer, der bestemte over deres eget liv. Og hvor langt er vi egentlig nået i dag i den henseende?
‘Pandekagehuset’ af Jennifer Egan gav et drys af dystopi til min ferie, idet den handler om den længsel efter ægte relationer, der opstår i en verden, hvor sociale medier er taget til næste niveau i form af en kollektiv bevidsthed, som folk uploader deres tanker og minder til. Den stiller spørgsmålene: Hvad er det virkeligt vigtige i livet egentlig? Og hvordan sørger vi for at passe på det?
Så ja, jeg har lært alt muligt af de bøger, jeg har læst i sommerferien og gennem tiden i øvrigt. Det er en ekstremt stor sidegevinst, for frem for alt var det både rart og spændende, imens det stod på.
‘At læse er at leve’ er så meget sagt, måske endda en overdrivelse. Men jeg vil vove at påstå, at det at læse bøger, gør os bedre til at være i verden. Til at forstå den og til at forstå de mennesker, der er omkring os.
LÆS OGSÅ
