Det skabte mere forvirring end opklaring, da det kort inden premieren på den hemmelighedsomgærdede ’The Uprising’ blev annonceret, at filmen havde med Robin Hood at gøre.
Indtil da havde det nemlig heddet sig, at filmen udspiller sig under det engelske bondeoprør i 1381, og den ofte filmatiserede figur har sådan set ikke noget at gøre i den historie.
Robin Hood-promoveringen blev da også hurtigt droppet igen, og lad os slå fast med det samme, at selv om der bliver leget med ikonografien og myten om den buebetvingende fredløse ude i skoven, er filmen ude i et andet ærinde end endnu en heltefortælling om manden fra Sherwood-skoven.
Det handler dog stadig om kampen mellem rig og fattig, for bondeoprøret opstod på bagkant af Den sorte død, der dræbte halvdelen af landets befolkning.
De overlevende måtte finde sig i at arbejde hårdere end før og endda betale mere i skat, så riget kunne finansiere krige i udlandet. Men et undertrykt folk skal ikke bruge meget tændvæske, før ilden bryder ud.
I et kaos af frenetisk klipning og desorienterende nærbilleder, hvor man ofte ikke kan se, hvem der taler, træder et revolutionært og harmdirrende kampskrift frem. Filmen er både moralsk udfordrende og visuelt stimulerende i en grad, så det næsten er hårdt at sidde igennem.
Lille gnist tænder stort bål
Andrew Garfield spiller den navnløse hovedperson, der blot går under navnet Plovmanden og er en af mange hårdtarbejdende bønder i marken.
”Jeg er, hvad jeg gør,” svarer han lakonisk, da han bliver spurgt om sit navn. Da han observerer soldater begå overgreb på unge kvinder for at se, om de skattemæssigt kan regnes for voksne, mens han selv opkræves en dødsskat for sine mistede familiemedlemmer, bliver det for meget.
Det er bundeffektivt og rørende, at filmen i starten blot viser Plovmanden stå på sin mark foran tre små kors, for at publikum udmærket forstår, at han har lidt tab under pesten.
Det er et ligeledes slående billede, at det kun kræver en lille gnist at tænde et stort bål, når han senere møder præsten John Ball (Jamie Bell), der sammen med soldaten Wat Tyler (Cosmo Jarvis) står i spidsen for oprøret.
Den unge konge Richard 2. (Woody Norman) er et bange barn, der bruges som brik i et magtspil af sine onde rådgivere, som tæller både ærkebiskoppen (Stephen Dillane) og borgmesteren (Jonny Lee Miller).
Halvvejs i filmen træder kongen dog i karakter som en nådig regent, der lover sine undersåtter retfærdighed og kalder rådgiverne for ”tåbelige, gamle mænd”.
Men historien er desværre rig på magtsyge tyranner, og når mennesker først har magt, giver de ikke så gerne slip på den. Derfor bevæger filmen sig slag i slag mod en grum finale, der er lige så barsk, som den er uundgåelig.
Håndholdt intensitet
Paul Greengrass har siden sit kunstneriske gennembrud med den britiske revolutionsfilm ’Bloody Sunday’ og det kommercielle gennembrud med ’Bourne’-trilogien stået bag en samling kompromisløse film baseret på virkelige begivenheder.
De tæller gidseldramaet ’Captain Phillips’ og terrortragedien ’22 July’ om den norske morder Anders Breiviks drab på en stor flok unge.
Instruktøren er ikke bleg for at se på de mest grusomme hændelser i sin samtid – han lavede også 9/11-filmen ’United 93’ fem år efter terrorangrebet – men med ’The Uprising’ har han historien på behørig afstand.
Det klæder ham at behandle en i udgangspunktet episk historie på sin egen bramfri og nedbarberede facon. Filmen er herligt befriet for floromvundne dialoger, og på den måde gør den sig fortjent til enkelte gange at levere rammende taler, som når Plovmanden på slagmarken taler for det simple ønske om at kunne være herre i eget hus.
Med konstant håndholdt kamera får både de brutale kampscener og mellemliggende dialoger en enorm intensitet, fordi man nærmest kommer til at føle sig som en i mængden, der kæmper for at følge med i, hvad der egentlig sker rundt omkring. Det betyder også, at man indimellem savner en egentlig rød tråd at holde fast i.
Fra oprør til optøjer
At hævnen er sød, er et lige så fortærsket ordsprog, som den engelske landbrugsjord i 1300-tallet er udpint, men filmen lander et interessant sted mellem hævn og nåde.
For selvfølgelig er der ikke noget sødt over hævnen, der tværtimod kommer med en bitter bismag, når Plovmanden ligesom Odysseus i Christopher Nolans storfilm ser, hvad hans værk trods gode intentioner fører med sig af vold.
’The Uprising’ stiller spørgsmålet, hvornår et retfærdigt oprør bliver til voldelige optøjer. Den syngende og sammentømrede gruppe vækker mindelser om både protestbevægelsen Occupy Wall Street og deltagerne i Stormen på Kongressen, så filmen føles aldeles aktuel i sine ellers gamle klæder.
Man kommer endda til at tænke på, da danske landmænd for nylig kørte deres traktorer ind i hovedstaden.
Oprørere finder alle styrke i deres ansigtsløse anonymitet, og filmen er ikke bange for den gråzone, som hele det beskidte univers foregår i. Derfor går man mere oplyst end opløftet ud af biografen.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
