”Må jeg bede om en cigaret?”
Vi er godt og vel et kvarter inde i Joker: Folie à Deux, før Arthur Fleck (Joaquin Phoenix) siger de første ord. Men derefter står munden sjældent stille på den psykisk syge forbryder.
Der er gået to år siden, at han i løbet af få dage myrdede seks mennesker, heriblandt hans mor Penny (Frances Conroy), med en pude, og talkshowværten Murray Franklin (Robert De Niro), som Arthur skød, da han var med i hans program.
Myndighederne er efterhånden ved at være klar til at retsforfølge Arthur, der i mellemtiden er blevet en anarkistisk helt for alle, der er utilfredse med magthaverne og systemet i Gotham City.
Ved en tilfældighed møder han en medfange på Arkham State Hospitalet, hvor han er tvangsindlagt, som kommer til at ændre hans liv. Harleen ’Lee’ Quinzel (Lady Gaga), er en kvinde med lige så stor appetit på destruktion og kaos som Arthur.
Mens den første Joker var en rimelig ligefrem film, hvor man så Arthurs udvikling fra at være en taber, som alle gjorde grin af, til samfundets fjende – eller frelser – nummer et, fremstår Folie à Deux mere famlende i forhold til at have noget på hjerte.
Skuespillet kan man ganske vist ikke sætte en finger på, men manuskriptet svigter skuespillerne på det groveste og efterlader en med følelsen af, at man er blevet berøvet knapt 2,5 time af livet.
Vanvidsdans
Nu skal man jo huske at starte med det positive: Med Lees ankomst, vågner klovneprinsen op og får igen et smil på læben.
Phoenix får rig mulighed for at gå fra det maniske til det mere stille, og det er igennem de enten bistre, søgende eller slukkede blikke, at hans indre liv bliver formidlet. Så snart makeuppen kommer på, er der anderledes schwung i hoften.
Det er da også derfor, at han i de fleste af Folie à Deux’ musicalnumre har makeup på og dermed er Jokeren. Der er to imponerende af slagsen.
I det første forsøger Arthur og Lee i virkelighedens verden at flygte fra Arkham, der er ved at blive opslugt i flammer. Vanviddet er perfekt, når de danser i regnen, mens ilden oplyser nattehimlen sammen med anstaltens projektører og fotografernes blitzlys – Arthur er jo et fænomen i byen.
Det andet foregår inde i hans hoved, hvor gospeltonerne hensætter hans fantasi i noget nær ekstase. Lady Gaga hamrer løs på orglet og synger, så englene bliver misundelige, mens Phoenix danser på livet løs med amatørens entusiasme og den vanvittiges ligegyldighed for, hvem der kigger på.
Uforløst Harley Quinn-figur
Men det er så også de få højdepunkter, der er i Folie à Deux.
Instruktør Todd Phillips og medforfatter Scott Silvers manuskript er en rodet og langsommelig omgang, og handlingen kører i ring. Forløsningen på det hele er så uendelig ligegyldig, at filmen ender med at fremstå redundant.
Med et budget på omkring 200 mio. dollars melder spørgsmålet sig, hvor i alverden pengene er forsvundet hen? I forhold til den første film, som kostede omkring 55 mio. dollars, er det ikke ligefrem fordi, Folie à Deux’ billedside har fået en overvældende opgradering.
Hildur Guðnadóttirs underlægningsmusik er stadig ekstraordinær. Især i filmens start, efter en lille animeret opsummering af afslutningen på den forrige film, hvor vi ser en typisk morgen i Arkham. Fangerne går i enkelt kolonne ud med deres natpotte, som skal tømmes, mens den for filmene karakteristiske cello sørgmodigt akkompagnerer dem. Der er som nævnt flere enkeltstående øjeblikke i filmen, hvor alt spiller.
Problemet er, at der er alt for langt imellem dem. Hele retssalsdelen er langtrukken, og man venter konstant på, at der skal ske et eller andet, som driver historien videre.
Birollegalleriet er frustrerende underbelyst eller uden relevans. Brendan Gleesons syngende og brutale vagt er en okay karikatur, men byder ikke rigtig på noget nyt. Catherine Keener som Arthurs advokat gør ikke noget større indtryk end som fin autoritet. Til gengæld er Industry-stjernen Harry Lawtey fuldkommen spildt i rollen som Harvey Dent, og figuren virker mest af alt som et forsøg på at lokke fans af ’Batman’-universet til filmen.
Tilknytningen til det originale materiale er i det hele taget så tyndt smurt ud, at den nærmest ikke er der, udover af navn. Det samme gør sig gældende for de inkonsekvente henvisninger til Harley Quinn-figuren gennem Lee. De sorte og røde farver er till tider meget prominente, ditto med de karakteristiske harlekintern. At man så ikke vælger at gå fuldt ud med det i Arthurs musikalske fantasier, virker besynderligt, og karakteren ender med at fremstå uforløst.
Slutningen på Folie à Deux er så himmelråbende fjollet og understreger dens ligegyldighed. Hvad skal vi have ud af den? Svaret blafrer uforløst i vinden. Der er helt klart interessante intentioner, men resultatet er alt for svingende.
Utroligt, at man kan få en af fiktionshistoriens mest interessante figurer til at fremstå decideret kedsommelig.
Filmen ender derfor som én stor skuffelse.
