Vi sidder i Primaveras presseområde, dryppende af sved, og har netop indledt en snak om Lana Del Reys ekskæreste med to unge kvinder fra ’Office Magazine New York’: “Vi sender syv serbere efter jer, hvis I nogensinde skriver om det her,” siger de to kvinder, da de netop har fortalt historien til vores Iphone-memo.
Vi (Asger og Andreas) mødte hinanden på et højskoleophold i 2021 og klikkede hurtigt over vores fælles fascination af Lana Del Rey. Som en ung heteroseksuel mand er det en sjældenhed at finde andre ligesindede Lana-fans. Vi har tit snakket om, at vi skulle opleve hende til en koncert sammen, men mest som en joke, for det er ikke ligetil at opleve Lana Del Rey, medmindre man vil flyve til USA eller tage et banklån. Så da vi så, at hun skulle spille på en festival i Europa, og endda i Barcelona, hvor vi tidligere har boet sammen et halvt år, var det med at slå til. Vi indledte en mission om ikke bare at opleve Lana Del Reys koncert – vi vil møde kvinden i virkeligheden.
49 timer inden koncerten
Vi sidder i Københavns lufthavn med pakkede kufferter og høje forventninger. Om under tre døgn skal vi opleve vores helt store fælles kærlighed, Lana Del Rey. Vores kærlighed til den store amerikanske singer/songwriter begyndte i vores tidlige teenageår. Mens vi fordriver ventetiden, deler vi anekdoterne om vores første møde med Lana Del Rey, det frø, der såede betagelsen.
Første møde med Lana Del Rey
Andreas: På et tidspunkt i mine tidlige teenageår, da jeg blev bevidst om, hvilken effekt tøj og fremtoning havde på både min identitet, min anerkendelse hos de andre drenge og derigennem held og appel hos pigerne, skete der noget. I Aarhus traskede jeg vanligvis mellem WoodWood og, som det hed dengang, ‘Stoy & Munkholm’ i håb om at finde noget til en rimelig pris, der gjorde, at jeg kunne skille mig ud. Det lykkedes et par enkelte gange, men efter et par uger var der altid en klaphat fra Risskov, som havde købt selvsamme stykke stof og dermed umyndiggjort mit dyre indkøb. Midt i det shitshow, på en afstikker til København, ramlede jeg tilfældigvis en dag ind i en butik inde i Pisserenden: ‘Episode’. Det var en butik, der solgte vintage-tøj, og pludselig var det som om, at min krop blev til atomer og selv støbte sig igen i en ny vintageidentitet. Jeg var en slange, der havde skiftet ham. Helt samme følelse havde jeg, dengang jeg stødte på Lana Del Reys musik. Det var som en skjult skat, et glemt sagn, den brik jeg havde manglet, en tidslomme eller portal til en svunden tid.
Asger: Første gang jeg hørte Lana Del Rey, var jeg klar til at pakke rygsækken, rejse ud i verden og forfølge den amerikanske drøm om frihed. Jeg var 12 år gammel, så det blev ikke en realitet, men hendes selvproducerede musikvideo til nummeret ‘Video Games’, som jeg netop havde set på YouTube, gav mig en følelse, jeg ikke hidtil havde følt. Min 12-årige hjerne drømte sig væk i det nostalgiske sammensurium af gamle arkivoptagelser, filmscener og klip af hende med bedrøvede og længselsfulde øjne. Jeg tror, jeg var forelsket, før jeg vidste, hvad den følelse egentlig indebar. Dengang var hun dog blot en skjult affære. For det var ikke sejt at høre sad-pop-ballader i en provinsskole på Vestsjælland, hvor soundtracket ellers var Eminem og Kato. Dem var der trods alt lidt mere street credibility i, så jeg fulgte trop, undgik buksevand i skolegården og lyttede med på ‘Hey Shorty’. I dag er mit forhold til Lana Del Rey pivåbent, og jeg vil rejse hele vejen til Barcelona, sidde seks timer i kø og købe dyrt merch for at vise min kærlighed.
Men hvad er det egentlig, der er så fedt ved Lana Del Rey, at vi, to 23-årige drenge, vil rejse til Barcelona, spise grape med sukker, drikke Pepsi Cola, købe dyrt merch og sidde seks timer i kø, blot for at komme en smule tættere på den på en gang mytiske og mystiske sangerinde, Lana Del Rey? Historien kommer her.
45 timer inden koncerten
Lige landet med Norwegian i Barcelonas lufthavn. Klokken er tæt på midnat, og vi skal hurtigst muligt hjem til Alba og Johanne, to kunstskolepiger, vi kender fra et tidligere ophold i Barcelona, og som har været så søde at tilbyde mad og logi de tre dage, Primavera Festival løber af stablen. Kl. 01:00 ligger vi med hovedet på puden, fulde af forventninger, håb og spænding.
37 timer inden koncerten
Seks timer på skjoldet. Nu skal vi op og i gang, ‘Mission Lana’ er for alvor begyndt. Vi er ikke et sekund i tvivl om, hvad det er, vi jagter. For der findes næsten ikke noget så fortryllende, som når man har forelsket sig i en person på afstand, og et splitsekunds øjenkontakt kan føles som det vigtigste i verden. Den magiske følelse, hvor man i et propfyldt og støjende rum pludselig kan fange sin udkårnes blik, og hvor al larm og støj for et sekunds tid fordufter, og så overgangen tilbage til kaosset, blot en hemmelighed rigere. Det er lige nøjagtig sådan et øjeblik, som vi, i hvad der føles som en evighed, har drømt om skulle opstå mellem os og Lana Del Rey. Et sekunds lykke, hvor man kunne stirre ind i hendes dådyrøjne – og nu også noget botox-ficerede ansigt -, og vi sammen kunne glemme de omkringværende gæster.
Vi er klar til at gøre alt, hvad der står i vores magt for at få det ønske og den længsel til at gå i opfyldelse.
Blå cowboybukser og hvid t-shirt
En af Lanas største evner er hendes sans og forståelse for, hvad der er cool. Alle de små referencer, som hun væver ind i sine sange, oser af coolness. I sangen ‘Blue Jeans’ får hun elegant indrammet verdenshistoriens mest immortale tøjkombination, som består af et par blå cowboybukser og en hvid t-shirt.
Men det dogme fordufter, da vi ikke er i tvivl om, hvorvidt vi skal kaste de 40 euro efter hendes ‘One Night in Barcelona Only’-t-shirt, første gang vi passerer merchandise-shoppen på Primavera Festival. Vi afregner og trækker hurtigt i trøjen. Det er måske turens største fejl, vi begår der. For selvom den sorte merchandise t-shirt er et æstetisk rock n roll-vidunder, så havde det på alle måder været sejere og mere ‘Lanask’ at ankomme i sin selvvalgte forståelse af et cool outfit. Lidt ligesom når man går på stadion, hvor man ikke nødvendigvis bærer klubbens trøje. Det er for familiefædre og børn; de rigtige fans kommer, ja, som oftest bare i hvid t-shirt og blå cowboybukser.
27 timer inden koncerten
Jagten ledte os til en kunstskole fernisering
Rygterne har hele dagen sværmet på Twitter. Hvilket hotel har Lana mon indlogeret sig på? De fleste af rygterne peger i retning af et hotel i udkanten af Les Corts ved navn Derby Hotel. I blå cowboybukser og merch drager vi af sted, vi er naturligvis nødt til at forfølge den spæde ledetråd. Der er ingen spor af Lana på det firestjernede hotel, så vi ender i stedet til en kunstskolefernisering i området. Og det er ikke tilfældigt, for hvis der er noget, som Lana Del Rey altid har brilleret i, er det hendes kunstneriske udtryk. Hun er lige dele kunstner og sanger. Netop derfor tænker vi, at vi måske kan snakke med nogle her, som kender hende eller på anden vis kan hjælpe os i vores søgen.
Hun er da også populær blandt kunstskolefolkene, som virker forundrede over, at vi indleder alle samtaler med spørgsmål angående Lana Del Rey. Næsten alle er fans, måske ikke ‘Lanatics’, som de hårdeste af slagsen bliver kaldt, men stadig fans. Mens nogle nævner, at Lana får dem til at føle sig som en Hollywood-diva, der har drengene om sin lillefinger, nævner andre, at de lytter til hende, når de har heartbreaks og ligger derhjemme med rød læbestift og græder. Det leder os dog ikke nærmere målet.
Inde til ferniseringen dingler en papmache-turban ned fra loftet. Indmaden af den er lavet af afviste opholdstilladelser fra mennesker, der er flygtet fra krig. Skråt overfor står en kuffert på et tæppe. Den skal symbolisere det, man kommer med, når man bliver tvunget til at flygte fra hus og hjem. Det er egentlig meget simpelt, men utroligt effektfuldt og rammende, på samme måde er det med Lana Del Reys tekster. Hun er tidligere blevet kritiseret for at være for banal og umiddelbar, men dykker man ned i hendes tekster, er de fulde af gamle referencer til film, bøger, kulturelle begivenheder og kommentarer til det samfund, hun befinder sig i.
På nummeret ‘Shades of Cool’ fra pladen ‘Ultraviolence’, en 60’er-inspireret perle med en James Bond-mystisk atmosfære, lyder hun som en ung Nancy Sinatra. Hun har da også tidligere omtalt sig selv som en gangsta-udgave af netop Nancy Sinatra. Mens hun på ‘Summertime Sadness’ synger for de unge og smukke ved kysten om at nyde nuet med ens kære, fordi om lidt er det hele forbi. Hun er en blanding af en West Coast-pige og en 60’er-Brooklyn babe. Altså den helt perfekte kombi.
Hun er altid kompromisløs i sin sangskrivning, altid med udgangspunkt i sig selv, og oftest med en mand og et forlist forhold som udgangspunkt. Og det er da også det, som sangen ‘West Coast’, der lige nu gjalder ud fra en sløj mobilhøjtaler i metroen, handler om. Vi er på vej tilbage mod festilvalpladsen for at høre den britiske rockgruppe Pulp, mærke stemningen og danne os et overblik før koncerten, vi er kommet for at opleve i morgen. Lana Del Rey gør entré på Estrella Damm-scenen kl. 21:45 foran formodede 95.000 fans.
10 timer inden koncerten
Grape med sukker og Pepsi Cola
I dagene før juleaften kæmper man ofte desperat for at genvinde den barnlige julebegejstring ved at udleve gamle ritualer eller genskabe genkendelige situationer, som kan fremprovokere den glemte følelse. Samme forcerede stemningsfremkaldelse har vi nøjagtig fire timer til at skabe, før vi skal trække ud mod den olympiske by, hvor Primavera Festival bliver afholdt. Vi skal finde den følelse frem, som vi hver især har oplevet alene i selskab med Lanas musik for at være helt klar til koncerten. Første step er selvfølgelig at lade Lana-numre fylde kunstskolepigernes gotiske hybel. Andet step er anskaffelsen af en omgang Pepsi Cola, som Lana holder så kært, at hun tilmed mener, at hendes tissekone smager af selv samme læskende drik. Tredje step er inspireret af et haiku-digt i Lanas digtsamling, ‘Violet Bent Backwards Over The Grass’ fra 2020. Her indrammer hun lykke i den simple handling: at tage ind til byen og købe pink grapefrugt og efterfølgende spise den med sukker. Og her sidder vi så, med Lana på højtaleren, Pepsi i glasset, sur grape i tænderne og en umådelig stor forventningsglæde. Vi er klar.
6 timer inden koncerten
Man skal ikke fucke med ‘Lanatics’
En horde af slør, frynser, kirsebær og blomsterkroner står klar, da vi ankommer lidt i 4:00 om eftermiddagen til festivalpladsen. Pladsen er ikke åbnet endnu, men det går hurtigt op for os, at vi er flere timer for sent på den, hvis vores drøm om forreste række skulle have gået i opfyldelse.
Vi er mildest talt chokerede. Da hegnet åbner, stormer de hungrende ‘Lanatics’, som de kalder sig selv, ind på pladsen, og frynser, slør, blomster og kirsebær forenes i en fælles mission om at komme først op til scenen. En pige taber sin håndtaske i tumulten, men der er ingen nåde fra ‘Lanatics’. Hun må pænt vente, mens hun kan se sin taske blive tilintetgjort af den store horde af mennesker. Det ligner ærlig talt en flok bøfler på savannen, der er blevet overrasket af en gruppe løver, og som nu må løbe for livet. Der er støv overalt.
30-40 vagter prøver at holde styr på fansene og beder dem om at gå og ikke løbe. Men de fungerer kun som en symbolsk sikkerhed, for Lana-fansene giver ikke en fuck. De vælter hegnet og løber lige forbi. Hvis I nogensinde har stået blandt de hardcore hooligans til en Brøndby-kamp, så forestil jer dem, og lidt til. Tatoveringerne og faden er skiftet ud med hårbånd og frynser, men iveren og dedikationen er den samme.
Som pressefolk har vi den fordel, at vi kan snyde foran i køen og fotografere dem, når de kommer ind. Efter 2-3 minutter går det dog op for os, at skal vi selv have en nogenlunde plads, har vi ikke tid til at stå og tage billeder. Som om fanden tager ved os, griber vi fat i vores kamerataske og springer over afspærringen, der er mellem pressefolkene og scenen, og løber som hovedløse høns sammen med de andre ‘Lanatics’.
5 timer inden koncerten
Gud velsigne de bands, der skal spille før Lana Del Rey
Nu venter fem timer, hvor vi skal stå som sild i en tønde, inden Lana går på. De rutinerede sætter sig ned, og vi følger trop. Erfarne Lana-fans begynder ligeledes at trække snacks og vand op af taskerne, og det er her, det går op for os, at vi på ingen måde er forberedt på, hvad der venter os. Vi har selvfølgelig ikke fået hverken mad eller drikke med i farten. Humøret som før lå et sted over skyerne, er nu dalet til et nulpunkt.
En italiensk ‘Lanatic’ ved navn Martina Pasqualini, som sidder klos op ad os, spotter dog hurtigt vores ynkelige situation og rækker os nogle chokoladeovertrukne mandler med jordbærsmag: “Det er vigtigt med sukker. Og bananer, de suger vandet, så man ikke skal tisse,” fortæller hun, som om hun har stået i denne situation masser af gange. Det er da også hendes fjerde koncert med Lana Del Rey.
“Hun er som en mor. Hun har opdraget mig. Jeg har været fan siden 2012,” fortsætter hun og bliver pludselig prikket på skulderen af en anden ‘Lanatic’. De mødte hinanden til en Lana-koncert i Milano sidste år og bonder nu over deres fælles idol. Mange af de fremmødte fans har mødt hinanden til tidligere koncerter og snakker sammen, som var de barndomsvenner.
Lana Del Straights
“Er I et par?” spørger Martina Pasqualini pludselig, og kigger lumsk på vores matchende Lana-merch.
Lettere forundrede, men heller ikke overraskede (vi havde da selv tænkt tanken), svarer vi, at vi altså bare er venner.
“Uhh, Lana Del Straights!” udbryder hun.
“De er sjældne heromkring.”
Vi kigger os omkring og kan da godt se, at vi ikke er den gennemsnitlige Lana Del Rey-fan, som vi står der mellem frynser, lipgloss og crop-tops. Vi føler os dog mere end velkomne hos flokken af ‘Lanatics’ og nyder at være en del af dette mangfoldige fællesskab af dedikerede fans. På vores anden side står Mohamed Sonbul. Han er fra Egypten, men bor nu i Tyskland, da han nægtede at tage værnepligten i sit hjemland. Derfor blev han nødt til at flytte ud af landet. Han har rejst alene hele vejen til Barcelona, for som han siger: “Den her chance er for stor til at misse.”
Mens vi venter, spiller navne som Omar Apollo, Ethel Cain og Troye Sivan. Det må være en splittet følelse at skulle spille samme dag som Lana Del Rey på en festival. På den ene side ved man, at der nok skal blive fyldt. På den anden side ved man, at alle i publikum i virkeligheden faktisk venter på, at du er færdig.
Troye Sivan er netop trådt på scenen, da Mohamed Sonbul pludselig sætter sig ned i menneskemængden og trækker Lanas tidligere omtalte digtsamling ‘Violet Bent Backwards Over the Grass’ frem fra et net. Mens Troye Sivan springer rundt på scenen, syngende: “I feel the rush, addicted to your touch,” til et uptempo beat med seks pumpede, halvnøgne mandlige dansere bag sig, sidder Mohamed Sonbul altså i sin egen verden blandt folks fødder og læser: “You’re only as happy as your least happy child” og andre små quotes skrevet i bogen. “Jeg skal i min Lana-zone,” fortæller han og smiler.
5 minutter inden koncerten
En sitren begynder at sprede sig. Klokken slår 21:45, og hun burde gå på scenen, men intet sker. Fem minutter senere er hun stadig ikke trådt på scenen. “Lanita, Lanita, Lanita,” begynder ‘Lanatics’ at råbe, og vi støder til. Det er en vild følelse at høre 95.000 mennesker skrige deres lunger ud. Efter 20 minutters forsinkelse virker det ikke som en planlagt stemningsopbygning fra dronningen. Noget må være galt. Der spreder sig en bekymret og næsten ubehagelig stilhed blandt de mange tusinde fans. Men så træder hun endelig på scenen.
Efter tre timer sammenklemt mellem 95.000 fanatiske Lana Del Rey-fans begynder man at miste følelsen i sine ben. En time senere trænger en trykkende fornemmelse i blæren sig på. To timer senere står vi med lunkent tis i en sodavandsflaske mellem vores følelsesløse ben og synger med på åbningsnummeret: “Without You.” En halv times forsinkelse føles som ingenting, når man har ventet seks timer, og modtagelsen var da også enorm fra de 95.000 forventningsfulde fans.
Den næste time er en blanding af eufori, magi, og en følelse af at være en del af noget større. Vi beskrev tidligere det øjeblik, vi ønskede os – den magiske følelse af at fange hendes blik i et propfyldt rum, hvor al larm og støj forsvinder for et kort sekund. Nu havde vi muligheden. Vi strakte hals og forsøgte desperat at fange hendes blik, og der, midt i mængden af lys og lyde, syntes det et kort øjeblik som om, vores øjne mødtes. Det er som om, tiden står stille, og alt andet forsvinder – en intens forbindelse, selvom det måske bare er ønsketænkning. Lana Del Reys stemme er hypnotiserende, og hver sang trækker os dybere ind i hendes verden. Fra “Summertime Sadness” til “Video Games” bliver vi transporteret gennem hendes følelsesladede tekstunivers, og vi føler os både små og betydningsfulde på én gang.
De sidste minutter af koncerten er ren eufori. Folk skriger, græder og synger med, som om deres liv afhænger af det. Da det sidste nummer, “Young and Beautiful,” runger gennem natten, bliver vi fyldt med en bittersød følelse – vi har lige oplevet vores livs koncert, men har hun overhovedet ænset os?
Vi må ikke opgive jagten, for nok har vi fået et blik, i hvert fald et glimt af et blik, men nu vil vi have mere.
1 time efter koncerten
Det skæbnesvangre kast med lighteren
Efter koncerten er vi fuldstændig fast besluttede på, at vi nu skal have opdrevet noget mad, og derefter forsøge at komme backstage for at finde Lana. Alt har værdi. Vores maver vrider og beklager sig, og den müslibar, som egenhændigt har holdt os i live i de sidste seks timer, mangler nu for alvor selskab. Det eneste problem er bare, at alle de mennesker, som vi før nød at stå foran til koncerten, nu har vendt 180 grader og besat samtlige madboder. I ren og skær afmagt kaster vi os ind i presseområdet, dratter om, og overgiver os til kunstgræsplænen. Der ligger vi og ser stjernerne spinde rundt i en cirkel over vores øjne og lader udmattelsen få overtaget. Det er dog kun for en stund.
Ud af det blå sidder der to piger og laver udstrækningsøvelser, i hvad vi kategoriserer som underbukser. Efter vi selv har siddet og stirret lydløst i en 30 sekunders tid, drejer vi hovederne mod hinanden. Den er god nok. Vi er totalt fortabt i de samme scener – en form for udstrækning møder lesbisk elskov. Midt i, hvad nogle kalder frøen (vi har andre ord for den positur), finder den ene af pigerne en cigaret frem. Febrilsk leder hun efter noget at tænde den med. Kloooing! Aldrig har nogen tænkt så hurtigt og kastet så godt. Midt i hendes søgen sender vi en lighter af sted, over en ti meters distance, som rammer direkte ind i hendes drikkedunk og derved bouncer lige hen for snuden af hende. Relativt rystet tager hun fat i lighteren og kigger op. Hun tænder sin cigaret, gør et hold i sin udstrækning og bevæger sig i vores retning.
Det viser sig at være to piger fra ‘Office Magazine New York’, som tidligere beskrevet, endte med at true os med at sende 7 serbere efter os. På dette tidspunkt var vi dog lykkeligt uvidende, og da de er de eneste jævnaldrende pressefolk, vi har set over de to dage, vi har været på festivalen, lader vi os rive med og bider på samtlige af deres ideer til at finde Lana. De har rigeligt.
Selvom vi langsomt var ved at glemme vores formål omkring at opsøge Lana, og blot forsvinde på eventyr med de to piger, får vi pludselig næsen tilbage i sporet. Diskret spørger vi lidt ind til deres forhold til Lana Del Rey, hvor en af pigerne pludselig udbryder, at hendes veninde har været i seng med en af Lanas ekskærester. Det var ikke en stille omgang, skulle vi lade os fortælle.
Den søde pige, som vist glemte, vi var ved at skrive en artikel om Lana, mens hun ufiltreret udleverede sin veninde, svor efterfølgende, at hvis vi skrev om det nogen steder, så ville hun sende syv serbere vores vej. Serberne er vi ikke så bange for. Det er mere det faktum, at vi faktisk stadig gerne vil kunne indfri den aftale, som vi sideløbende indgik, om at vi under VM i 2026 gratis kunne overnatte i hendes newyorker-penthouse. Derfor runder vi kapitlet om pigerne og New Yorker-magasinet af her.
… Til den dag i dag ved vi stadig ikke, om vi skal tro på, hvad hun fortalte os. Men det var noget i den her retning. Den korte version. Ham her fyren skulle altså være vild med at drikke menstruationsblod, kaste piger rundt som en slags menneskelig fidget spinner, og helst med publikum på…
Bottom line, vi fandt altså ikke Lana. Til gengæld spiste vi et kilo grape, var til kunstfernisering, blev venner med nogle ‘Lanatics’ og fik en saftig historie om hendes ekskæreste. Og når man tænker på, hvor meget hendes tekstunivers drejer sig om netop ekskærester og ulykkelig kærlighed, kan man vel næsten ikke komme tættere på hende end ved at få et blik ind i hendes soveværelse.
