Det er en vild film, som verdens største actionstjerne har kastet sig over.
Tom Cruise giver den vitterligt hele armen og resten af kroppen som titelfiguren i dommedagskomedien ’Digger’. Han er halvskaldet, fedladen og helt igennem ubehagelig som en hovedrig oliemagnat, der sætter verdens undergang i gang med sine mange olieboringer i det arktiske område.
Filmen starter, som var den et afsnit af ’The White Lotus’, med komponisten Cosmo Sheldrakes pirrende toner, der lægger sig tæt op ad seriens intromusik. Straks bliver det absurde univers gjort lattervækkende overdrevet med introduktionen af Diggers i katteår 200 år gamle pelsbold Maggie, der holdes kunstigt i live med diverse indsprøjtninger.
Det er alt for meget, men også forrygende frydefuldt at se det totale vanvid udspille sig rundt om en filmstjerne, der mere end nogen anden er kendt for næsten hele tiden at være i komplet kontrol.
Præstationen er næsten at sammenligne med den, som Cruise leverede, da han i sin tid hoppede forelsket rundt i Oprah Winfreys sofa og erklærede kærligheden til sin tredje kone Katie Holmes. Mere ligefor er det at kalde den hans vildeste rolle siden producenten Les Grossman i ’Tropic Thunder’.
’Digger’ er svært underholdende og fuldkommen rebelsk i en grad, så man efter filmen føler sig lige så voldsomt kattevasket som stakkels Maggie.
Festmåltid af overspil
Skal vi kunne grine ad noget så alvorligt som verdens undergang?
Det spørgsmål stiller ’Digger’ og gør hån om enhver subtilitet ved straks at svare med et rungende ja! Alt i filmen er karikeret langt ud i ekstremerne, så mange sikkert vil løbe skrigende væk, mens andre forhåbentlig vil nyde det stort anlagte festmåltid af bevidst overspil og snurrige indslag.
Den overraskende historie byder undervejs på et twist, som det ville være synd at afsløre, men vi følger Digger Rockwells bestræbelser på sammen med en udvalgt skare at styre narrativet, da enorme isblokke løsriver sig og fører død og ødelæggelse med sig.
John Goodman er brutalt morsom som en kolerisk amerikansk præsident med det, han selv kalder kræft i røven, mens altid herligt urovækkende Jesse Plemons giver sin særlige aura til en mystisk figur, der binder en sløjfe på den sprælske fortælling.
Riz Ahmed er også sjov som Diggers miljøchef, der i mødet med udslettelsen vælger at drikke sig hønefuld og råbe hårde sandheder, mens ellers fantastiske Sandra Hüller bliver ladt i stikken med en ligegyldig rolle som hovedpersonens halvsøster.
Komikken bliver af og til for generisk med latterliggørelsen af åndssvage magtmænd, der sarkastisk filmes nedefra som opulente skikkelser. Samtidig må man bare beundre det filmiske overskud og store mod, som det kræves at eksperimentere i så storladne rammer.
Forretningens hellige navn
Mexicanske Alejandro González Iñárritu er en virtuos filmskaber, der sikrede Leonardo DiCaprio en velfortjent Oscar ved at lade ham kæmpe for overlevelse i den amerikanske vildmark i ’The Revenant’.
Med sin imponerende forvandling til Digger Rockwell gør Tom Cruise sig uden tvivl også forhåbninger om at skovle den mest prestigiøse filmpris til sig efter tre nomineringer. Publikumsfavoritten er efter corona-nedlukningens kvælertag blevet udråbt til biografens redningsmand, og Cruise spiller både på sit stjerneimage og en indgroet karisma som oliemagnaten, der er en slags Donald Trump på speed.
Alt kan retfærdiggøres i forretningens hellige navn, men Digger er ikke så meget et menneske som en konstruktion, der skal kunne favne alverdens grådighed og dårlige vane med at vende det blinde øje til, mens problemerne hober sig op.
Apropos DiCaprio, så leder ’Digger’ tankerne hen på Adam McKays ligeledes stærkt polariserende katastrofekomedie ’Don’t Look Up’, der faldt til jorden i en stjerneparade af letkøbte jokes og floromvundne floskler.
’Digger’ er desuden nærmest en åndelig efterfølger til Iñárritus egen ’Birdman’, mens den mest oplagte parallel er heldigvis Stanley Kubricks ’Dr. Strangelove’, hvor atomkrigen truer i et sorthumoristisk univers med bid i. Det er jo dybt banalt, at mennesker i krisesituationer mest tænker på eget ve og vel, men ikke desto mindre er pointen såre slående i al sin menneskelighed.
Peger fingre ud i biografsalen
Panik er godt for forretningen, lyder det i filmen, som Alejandro González Iñárritu har skrevet med en stor flok manuskriptforfattere og bagmænd, der øjensynligt har kylet ideer op på væggen i et tempo, hvor man ikke nåede at se, hvad der blev siddende.
”Når huset brænder, tænker ingen over, hvem der lod brødristeren stå tændt,” siger Digger på et tidspunkt, hvor man som publikum enten er stået af toget eller allerede har besluttet sig for at klappe med hele vejen til den bitre ende.
Filmens karakterer spiser popcorn og bøvser, mens verden brænder, og med ryggen mod muren peger Digger didaktisk fingrene tilbage på alle dem, som i deres luksusliv har nydt godt af, at han har skabt velstand på bekostning af klodens velbefindende.
De fingre peger også ud i biografsalen, og det er lige dele paradoksalt og modigt, at en milliarddyr Hollywood-film tør trække tæppet væk under sin egen eskapistiske eksistens i de døende sekunder, så man ikke kun sendes ud i virkeligheden med et smørret smil på læben.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
