Jakob Oftebro er født og opvokset i Norge, har norsk familie og norsk CPR-nummer – alligevel kalder han Danmark for sit hjem. Som 21-årig tog han nemlig hertil for at færdiggøre sin uddannelse som skuespiller på Statens Scenekunst Skole og har boet i København lige siden.
Jakob Oftebro blev dansk folkeeje, da han i 2016 indtog rollen som Laust Jensen i Ole Bornedals omdiskuterede historiske tv-drama ’1864’. Og netop de historiske fortællinger er gengangere i den 35-årige skuespillers karriere, der har budt på roller i film som ’Kontiki’, ’Guldkysten’ og ’Tordenskold & Kold’.
Også hans seneste filmrolle i den norske storfilm ’Den Største Forbrydelse’ er filmisk historiefortælling baseret på virkelige hændelser, hvor vi følger en norsk, jødisk familie under 2. Verdenskrig, og den hjerteskærende afsked de tager med hinanden – og livet som de kender det.
’Den Største Forbrydelse’ har været dette års bedst sælgende film i Norge og skulle have haft dansk biografpræmiere sidste år. Det satte corona-nedlukningen dog en stopper for, men den kan fra august opleves på danske streaming-tjenester.
I den anledning har Heartbeats talt med Jakob Oftebro og bedt ham færdigøre otte sætninger om historiske film, livet som skuespiller og den største forskel på Norge og Danmark.
1. At være en skuespiller som mig betyder …
”… at fortælle gode historier. Det ser jeg som mit fags allervigtigste opgave, og det har altid været den gode fortælling, der har drevet min lyst til at blive skuespiller. Allerede som barn var jeg nærmest ved at springe op på scenen, når jeg var i teateret, fordi jeg så gerne ville være med til at fortælle historien.”
2. Det er vigtigt fortsat at lave historiske film fordi …
”… de giver os nogle nye nuancer og forståelser af fortiden. Inden jeg læste manuskriptet til ’Den Største Forbrydelse’, vidste jeg eksempelvis ikke, hvor stor en rolle det norske politi spillede i jødeforfølgelsen. Det er noget, der hidtil har været udeladt i historiebøgerne, da det er forbundet med stor skam og nok også en form for national sorg. Men det er vigtigt, at vi også får de ubehagelige fortællinger, så kan vi lære af dem og måske lade dem stå som skræmmeeksempler. Vi skal ikke lede længe efter paralleller mellem det fremmedhad, der gennemsyrede 2. Verdenskrig, og de identitets- og racismepolitiske problematikker vi ser i dag – de har bare fået en anden form og et andet navn.”
3. Den største forbrydelse er …
”… at leve i et ekkokammer, hvor man bare bliver enige om én totaltødelæggende ”sandhed” – det gælder både i filmen og i vores nutidige samfund. For det at erklære noget for en skinbarlig sandhed reproducerer en fascistisk og ekskluderende tænkning. De fleste rider jo bare helt uvidende med på en eller anden bølge, uden i virkeligheden at have sat sig ind i stoffet eller overvejet hvilke konsekvenser det har. Så ser man eksempelvis, at den blogger man troligt følger, har lagt et post op om Israel-Palæstina-konflikten, og så re-poster man det, fordi der er gået sport i det. Men ved man overhovedet, hvad konflikten handler om? Eller fører man bare uvidende politisk krig for at få likes? Det er simpelthen så farligt.”
4. Den største kompliment jeg har fået er …
”… at jeg er en god ven. Det er vigtigt for mig, at jeg ved siden af familieliv og karriere fortsat plejer mine venskaber, så jeg har helt aktivt valgt at være en god ven. Jeg tænker, at det faktisk er trumfen over alle trumfer indenfor komplimenter.”
5. Den vigtigste lektie jeg har lært er …
”… at slippe forfængeligheden, for forfængelighed er roden til misundelse og mindreværdskomplekser. Men vi er desværre et ret forfængeligt samfund, hvor unge Instagram-brugere ikke kan lægge et billede op uden filter eller en eller anden forbandet hundesnude. Men jeg skal selv tage mig sammen for ikke at ende i samme spor. Nu er jeg jo vant til at performe og stå foran et kamera, men så snart jeg skal være mig selv og eksempelvis gøre reklame for en film eller serie på egen kanal, bliver jeg helt akavet og mega forfængelig. Så står jeg der og glor ind i min mobil og siger ”hej fans” og bliver i tvivl, om jeg skal tale norsk, dansk eller engelsk, og om der overhovedet er andre end min mor og lillebror, der kigger med, haha. Det er virkelig rædselsfuldt, så jeg øver mig hver dag på at slippe den forfængelighed helt.”
6. Når jeg står foran kameraet …
”… er der altid fuldt fokus. At være filmskuepiller kræver, at man forbereder sig helt vildt over en længere periode, og når så der siges ”værsgo”, skal du bare være på og kunne løbe 100 km i timen. Også selvom du får ondt i benene.”
7. At være far …
”… betyder at være tilstede. Og så betyder det, at du aldrig kan gøre noget rigtigt. Hvis der var noget, der virkede i går, kan du være helt sikker på, at det er forkert i dag. Det er på mange måder ret brutalt at blive forælder, for man kan ikke rigtigt forberede sig, og man kan aldrig ”bestå” en test eller få et diplom – for man er jo aldrig færdig. Min datter udvikler sig hele tiden, og af den grund gør jeg det også – både som far og som menneske.”
8. Forskellen på Danmark og Norge er …
”… at man i Danmark er langt mere fandenivoldsk. Man må flere ting i Danmark, og hvis man ikke må det, så gør man det bare alligevel. Og så er danskerne ikke blege for at sige ”nej” og protestere. Hvis smørpakken stiger en 50-øre i pris, bliver der jo ramaskrig, og folk valfarter på gaden for at demonstrere for at få Lurpakken ned til den sædvanlige pris. Der er man meget mere konfliktsky i Norge, og det er jo derfor, at en øl koster 1.000 kr. Til gengæld har Norge en fin, indbygget optimisme i sig – hør bare sproget. Det er så sprudlende og let. Men jeg trives virkelig godt i et miljø, hvor man godt kan skændes og råbe højt, og det skal jeg da lige love for, at man kan i Danmark. Her kan vi drikke billige øl, skændes dumt og højlydt og stadig være bedste venner dagen efter – jeg elsker det.”
’Den Største Forbrydelse’ kan købes digitalt på Blockbuster, og fra 31. august kan den lejes digitalt HER
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
