Historien tager sin begyndelse i 1978 i New York. Den 23-årige Siri Hustvedt ankommer fra Minnesota med én kuffert og flere kasser fulde af bøger. Hun skal læse engelsk på Columbia University, men har, siden hun var 13, drømt om at blive forfatter.
Jules Elting spiller den unge forfatterspire, der vandrer nysgerrigt rundt i New Yorks gader og ind imellem skriver koncentreret på sin skrivemaskine.
Scenen er afsæt for et dybdegående portræt af den norsk-amerikanske forfatter Siri Hustvedt i instruktør Sabine Lidls dokumentar, der blander spillede scener, interviews og animerede sekvenser baseret på forfatterens egne tegninger.

Foran kameraet sidder Siri Hustvedt selv sammen med sin mand, forfatteren Paul Auster, og sine tre søstre, Liv, Asti og Ingy. Også datteren Sophie Auster, svigersønnen Spencer Ostrander og den tyske filminstruktør Wim Wenders optræder, og på den måde får vi belyst Siri Hustvedt fra mange vinkler: som forfatter og kunstner, som hustru, mor, mormor, svigermor og søster.
Omformer livet til litteratur
’Siri Hustvedt – Dance Around the Self’ følger en kvindes søgen efter sin forfatterstemme og sin plads i livet og bevæger sig frem og tilbage i tiden.
Fra barndommen i Minnesota, hvor hun er et følsomt og fantasifuldt barn, der tegner og skriver og ofte er plaget af stærke hovedpiner, til New York, hvor Siri Hustvedt selv fortæller, at hun kom for at finde hovedpersonen til sin roman. Her møder hun forfatteren Paul Auster, som bliver hendes livspartner.
Filmen er særligt stærk, når den viser, hvordan Siri Hustvedt omformer livet til litteratur. Hun begynder at få voldsomme rystelser, da hun skal holde tale ved sin fars mindeceremoni, og den episode bliver materiale til essayet ‘Kvinden der rystede – eller historien om mine nerver’ fra 2009.
Er rystelserne neurologiske eller psykologiske? Handler de om faren? Spørgsmålene fører til en interesse for neurologi og psykologi, som bliver til forelæsninger og udgivelser i lægetidsskrifter.

Omtrent halvvejs inde i filmen får hendes mand Paul Auster konstateret lungekræft, og kameraet lukker os ind i familiens svære tid frem til hans død i april 2024. Siri Hustvedt kaster sig som det mest naturlige over hans sygdom som en detektiv og undersøger alt om hans kræftform og mulige behandlingsmetoder.
Imens begynder Paul Auster at skrive breve til det nyfødte barnebarn Miles om bl.a. familiens historie, og det er rørende at høre den døende forfatter læse sine refleksioner over bl.a. livet med sin hustru op for kameraet. Hele familien er samlet omkring ham i stuen i Brooklyn-hjemmet, da han dør.
Filmoptagelserne genoptages et par måneder efter hans død, hvor Siri Hustvedt prøver at genfinde fodfæstet, alene efter 43 års ægteskab. Hun påbegynder arbejdet med bogen ‘Genfærd – en kærlighedshistorie’ (2026), der undersøger, hvad der sker med det ‘vi’, som ophører, når den ene halvdel af et par dør.
Efter hans død begynder hun at kunne lugte hans cigar, selvom han holdt op med at ryge for ni år siden, og hun forsøger at forstå, hvilke neurologiske og psykologiske processer der er på spil.
Legende stil
Filmens associative form følger Siri Hustvedts egen måde at tænke på: Intet er simpelt, og verden skal ses fra flere vinkler. Den springer i tid og emner, fra forholdet til faren til den franske kunstner Louise Bourgeois, hvis værker handler om vreden mod hendes egen far, og videre til feminisme.
Passager fra debuten ‘Med bind for øjnene’ (1992) om en kvindes leg med identitet og roller fungerer sammen med de senere romaner og essays som filmens holdepunkter.
Det hele bindes sammen af tegningerne, som er filmens mest legende element. Siri Hustvedts sirlige, tynde stregtegninger vækkes til live som animerede figurer. En af dem er en hurtigt løbende kvinde med meget lange lemmer og et dokument i hånden: Siri Hustvedt selv med sit gymnasiediplom.

Det er imponerende godt udført af Sabine Lidl, at hun lader filmens form følge sin hovedpersons tankegods, så portrættet hænger sammen som helhed. I en tid præget af polarisering er Siri Hustvedts budskab at løfte blikket og se sammenhænge frem for grænser.
Man behøver ikke kende forfatteren på forhånd for at kunne nyde filmen. ’Siri Hustvedt – Dance Around the Self’ præsenterer hendes liv, tanker og værker, så alle kan følge med, og også for kendere er der meget at hente.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
