Det er efterhånden en af de største litterære begivenheder, når irske Sally Rooney udkommer med en ny roman. Hendes debut Normale mennesker blev en rivende succes, og den dengang bare 26-årige forfatter blev kaldt snapchatgenerationens Salinger.
Historien om situationsshippet, eller venskabet, mellem den rige og nedtrykte Marianne og den godhjertede arbejderklassefyr Connell fik hjerterne til at slå hårdere i brystet på millennials verden over.
Rooneys historie om de to unge, der svæver rundt i en post-finanskrise-opgivenhed på et prestigefyldt universitet og ikke helt kan finde ud af, hvordan de skal elske hinanden rigtigt, ramte plet i tidsånden. Siden fulgte Samtaler med venner og Skønne verden, hvor er du.
Også den nye Intermezzo er Rooney-core parforholdstristesse, og så alligevel ikke. Der er masser af romantiske forviklinger og will they won’t they, men omdrejningspunktet er denne gang en ødelagt relation mellem to brødre.
Som andre Rooney-karakterer mangler de en større mening – og med den handlekraft – og er underlagt de sociale og kapitalistiske strukturer (Rooney er, ifølge hende selv, marxist).
De forvirrede karakterer, der stormer rundt om en manglende kerne i tilværelsen, udgår fra siderne. Det er oprigtigt en interessant pointe at læse om millennial-generationens navlepillende ensomhed, der skal kureres gennem nærværet, der er svært at opnå, eller begærets forløsning – men ikke over 465 sider.
Ængsteligt grubledrama
Ivan er et 22-årigt skakgeni. Misforstået som socialt akavet, måske lidt afstumpet, men i mødet med den 36-årige fraskilte og smukke Margaret til en skakturnering i den irske provins forstår vi, at han rummer et enormt potentiale for oprigtig og omsluttende kærlighed.
Rooney beskriver fordomsfrit den store aldersforskel mellem den noget ældre kvinde og den unge mand som fyldt med håb og begær, men også frygt for omverdenens fordømmelse.
Peter er 32, menneskerettighedsadvokat og viklet ind i relationer til to forskellige kvinder. Den 23-årige vilde Naomi og så hans livs kærlighed, Sylvia, der på grund af en slem ulykke lever i kroniske smerter og afskriver sig parforholdet. Hun kan ikke længere have sex, og selv om Peter elsker hende, vil hun ikke have, at han nøjes.
Intermezzo er i skakverdenen udtryk for et mellemspil, og som i alle de øvrige Rooney-romaner foregår handlingen i alt det usagte, forviklede og forvirrede, i mellemrummet mellem karaktererne. Ivan og Peter misforstår hinanden gang på gang, og det udvikler sig fra kulde til decideret fjendskab, men man er aldrig i tvivl om, at de to brødre elsker hinanden.
Det er begavet skrevet, men det tenderer også middelklasse-fnidder og ængsteligt grubledrama, der som så meget andet ved millennial-generationen godt kunne bruge lidt ironi og humor.
Sublim onsdagssex
Det er, som om karaktererne hele tiden ligger og flyder i tilværelsen med altid struttende bryster under tynde kashmir-bluser. Man venter bare på, at nogen gør noget. De virker tilmed handlingslammede, når de knalder.
Romanen er fyldt med sexscener, der er knepperiets svar på at folde vasketøj. De overfølsomme karakterer knalder alle på samme måde, unge Naomi er måske lidt mere spicy. Men ustandseligt spørger de hinanden, om de er okay, eller siger undskyld for indbildte fejltrin. I løbet af de første tre sexscener er der blevet grædt to gange.
Det mest sublime, en karakter i en Rooney-roman kan opleve, er at blive bollet blidt på sofaen en onsdag aften til lyden af Mozarts femte klaverkoncert, efter man har lavet klimavenlig vegetargullasch sammen.
Hvor frækt.
