En pose med lort flyver gennem luften og lander på gaden i et slumområde på størrelse med Nørrebro. Manglen på kloakker tvinger de lokale til at bruge en løsning, de har døbt ‘flying toilets’, som et alternativ til det der herhjemme bare er et toilet. De flyvende toiletter er blot ét eksempel på de mange fundamentale mangler i Afrikas største slumområde, Kibera.
På trods af at være placeret i midten af Kenyas hovedstad, Nairobi, er også etagelejlighederne blevet skiftet ud med små blikhytter i Kibera, som estimeres at være hjem for en halv til en hel million kenyanere, hvoraf mange er enlige mødre uden et arbejde. Det var en af dem, der viste Rune Sandholt rundt, da han i 2016 tog de første skridt på vejen mod at starte virksomheden, NGUVU.
”På vejene ligger der decideret poser med lort, og folk træder i det, så der er sygdomme og udfordringer, men når du så står og kigger hende moren i øjnene… Hun lagde sig ikke ned. Hun kommer aldrig til at give op. Hun kæmper, fordi hun har nogle børn, som er afhængige af hende,” fortæller Rune Sandholt om sin første gåtur gennem slummen Kibera.
Gåturen gennem slummen var også i selskab med morens børn, der netop skulle afleveres i skole. På trods af de barske omgivelser var humøret højt, men det ændrede sig hurtigt, da familien passerede en mand, der fyldte luften med stilhed. Ikke et eneste ord blev udvekslet med den mand, der var børnenes far.
”To uger forinden var han smuttet, og nu vil han ikke have noget med børnene at gøre overhovedet. Han havde fundet en ny, stakkels ung kvinde, der jo nok bliver hans næste kone. Børnene gik simpelthen bare forbi faren og vidste: Han vil mig ikke mere,” fortæller Rune Sandholt.
Javavej
Det er en anden virkelighed, da jeg i min søgen efter en hoveddør, får øje på Rune Sandholt, der vinker mig om på den anden side af hans hus, der meget passende er placeret på Javavej. Adressen, der klinger af kaffe, gav mig en ide om at jeg skulle besøge et risteri, men hjemmet på Amager gemte ikke på nogen stor bønnerister, selvom duften af kaffe allerede var begyndt at sprede sig i køkkenet, da jeg trådte indenfor.
”Jeg er faktisk ikke den store kaffenørd,” siger 43-årige Rune Sandholt på trods af, at han med sirlige bevægelser i urets retning vander de mørkristede og friskkværnede kaffebønner, der sender en kaffedamp op i luften, som fanger forårssolen i køkkenet.
Selvom han de sidste syv år har arbejdet med kaffefarmene i Kenya, er det nemlig ikke den færdige kop kaffe, der er drivkraften bag hans virksomhed, NGUVU, som er opkaldt efter ordet for ’styrke’ på swahili. Efter et par år i NGO-verden trak Rune Sandholt på sit netværk, og kastede sig ud i livet som iværksætter med henblik på at skabe en bæredygtig forretningsmodel til Kenyas kvindelige kaffefarmere til fordel for NGO’ernes mere kortsigtede pengedonationer.
Siden da har NGUVU sørget for, at de kvindelige kaffefarmere får en hurtigere og højere betaling for deres kaffebær, nemmere adgang til ressourcer og træning der kan forbedre deres kaffefarme. Desuden har NGUVU-kvinderne øget andelen af kvalitetskaffebønner, der scorer over 80 point på Specialty Coffee Association’s kvalitetsskala, hvilket giver dem kvalitetsstemplet, ’specialty coffee’. Det er derfor kaffe af øverste skuffe, som Rune Sandholt fylder i min kop, da vi har sat os i den bagende sol på hans terrasse.
”Det er det syrlige og frugtige, der er kendetegnet. Den røde vulkanjord gør, at du simpelthen får en anden saftig syrlighed end i andre kaffer. Lige så snart du smager denne her, ved du; dér er Kenya-kaffen,” fortæller Rune Sandholt mig, da vi har taget den første slurk.
Med et nærmest meditativt bryggeritual i køkkenet efterfulgt af en detaljeret gennemgang af smagsprofilen, har jeg lidt svært ved at tro, at Rune Sandholt ikke går særlig meget op i kaffe. Men bag denne udtalelse fortæller han mig, at selvom det er vigtigt for ham, at NGUVU’s kaffe er af højeste kvalitet, så startede initiativet faktisk slet ikke på en kaffefarm.
”Det startede i slummen. Jeg ville skabe arbejde til seks kvinder, der boede der. Det var kvinder, der enten havde været tvunget ud i prostitution for at kunne forsørge deres børn, eller sad udenfor slummen og ventede på, at de blev samlet op, for at gøre rent til næsten ingen løn. Det, de sagde var; du skal ikke give os penge, du skal give os et arbejde,” fortæller Rune Sandholt.
Samarbejdet med de seks kvinder blev startskuddet på NGUVU, og i dag er gruppen af kvinder i Kiberas slum stadig beskæftiget med blandt andet at sy stofposer, som Rune Sandholt fylder med NGUVU’s friskristede kaffebønner, når han cykler rundt i København med leveringer til sine kunder.
”Det er ikke os i Vesten, der skal komme med alle svarene”
Efter at have arbejdet med kvinderne i Kiberas slum i et års tid, tog Rune Sandholt og NGUVU skridtet videre, og søgte mod kaffefarmene på den nordøstlige side af landets højeste bjerg, Mount Kenya. Hvis man kører fra hovedstaden Nairobi, tager det små fem timer i bil uden for tung trafik – hvilket er en sjældenhed i Kenya – før man modsat storbyens os og larm kan finde ro i den frodige natur på NGUVU-kvindernes kaffefarme i Meru-regionen.
Men på trods af afstanden til slummens hårde levevilkår var der også her rigeligt med udfordringer for kvinderne, da Rune Sandholt første gang besøgte deres kaffefarme ved Mount Kenya, fortæller han.
”Jeg kunne hurtigt tælle mange forskellige typer af mellemmænd, der havde fundet en eller anden form for rolle, der skulle sikre, at fortjenesten røg hen til dem, før kvinderne i sidste ende fik en lille betaling. Kvinderne har desuden svært ved at få adgang til land, da det ofte er familiejord, som går i arv til sønnerne eller mændene i familien,” siger Rune Sandholt.
NGUVU startede med at sikre 25 kvindelige kaffefarmere en betaling, som var op til fem gange højere, end de var vant til, hvis de var parate til at arbejde sammen med NGUVU for at blive bedre farmere og forbedre kvaliteten af deres kaffebær.
Rune Sandholt mener nemlig, at man ved at stille krav til de udsatte kvinder, også skaber nogle bedre løsninger i kraft af det fælles ansvar for at lykkes. Det er den bedste måde at skabe de ligeværdige relationer, som han sjældent havde følelsen af at opnå med det arbejde han lavede i NGO-verden, før han startede NGUVU.
”Det er ikke os i Vesten, der skal komme med alle svarene. Vi skal ud og være de steder, hvor man faktisk har behovet og se dem i øjnene. De skal være med til at finde de løsninger, der kan få dem ud af fattigdom,” siger han.
To uger, inden jeg mødtes med Rune Sandholt på Javavej, havde han selv været i Kenya for at besøge kaffefarmene og fortsætte dialogen med NGUVU’s kvinder. Ved at kombinere sin egen erfaring fra NGO-verden med kvindernes kendskab til virkeligheden i Kenya, skaber NGUVU nemlig fortsat uafhængighed for de 199 kvindelige kaffefarmere, som er en del af virksomheden i dag.
”Du skal inddrage høvdinge, ældregrupper, skoler, lokale politikere, og ikke kun have fokus på kaffen, men alt det rundt om. Du er nødt til at forstå kulturen, og ikke tænke, at vi går ned og tager noget kaffe, og sælger en kop kaffe herhjemme for 50 kr. Jeg ville gerne ud og vende værdikæden på hovedet,” fortæller Rune Sandholt, og understreger at kaffefarmerne altid vil være det vigtigste led i kaffens værdikæde.
Høvdingen og forretningsmodellen
NGUVU’s klare mission og høje ambitionsniveau mødte dog hurtigt de kvindelige kaffefarmeres barske vilkår, og Rune Sandholt kom også helt tæt på, hvordan virkeligheden ved Mount Kenya, kan stå i vejen for selv de bedste danske intentioner.
”Fra starten af har jeg været i dialog med høvdingene. Jeg husker den første sag var med en, der hed Betty. Hendes mand var blevet dræbt af naboen, som var mandens fætter. Fætteren mente, at han havde ret til en del af deres jord. Det mente de ikke, hvilket førte til en slåskamp, hvor Bettys mand blev dræbt. Bagefter gjorde fætteren krav på alt jorden. Her fik vi høvdingen ind over, der besluttede, at jorden stadig tilhørte Betty” fortæller Rune Sandholt.
Selvom Betty kunne fortsætte som kaffefarmer og beholde sin jord, så beskriver Rune Sandholt kun sagens udfald som en lille sejr, da høvdingens beslutning i sidste ende stadig bidrager til en af de største problematikker for Kenyas kvindelige bønder.
”Beslutningen afhang rigtig meget af, at Betty havde en søn som en dag skal have en del af farmen. Det var en vigtig sejr lige dér for Betty, men det var også et tydeligt billede på, at manden har en helt anden position end kvinden,” siger Rune Sandholt, imens han understreger, hvor vigtigt det er, at være på høvdingenes gode side, hvis man vil skabe fremgang i de små kenyanske lokalsamfund.
”Høvdingene er fuldstændig med på, hvorfor NGUVU er der. Til at starte med skulle vi bruge rigtig meget tid på at overbevise dem om, at vi var kommet for at blive. De havde tidligere hørt historier med andre hvide i området, der havde taget et billede, garanteret brugt det på deres hjemmeside og vist, at ’nu gør vi en forskel’, og så var de aldrig kommet igen,” fortæller han.
Da NGUVU startede samarbejdet med de kvindelige kaffefarmere, var han også sikker på, at udviklingen ville gå hurtigere, end den gjorde, men efter at have været personligt involveret i mange af de konflikter, som opstår i de små lokalsamfund, måtte der sættes nogle nye mål. Han indså, at arbejdet ville tage tid og måtte hele tiden minde sig selv om, at det ikke er den hurtige pengedonation, der er løsningen på den lange bane.
”Du ser jo en mor, der pludselig ikke kan sende børnene i skole, fordi hun ikke kan betale skolepenge, og du har lyst til at betale med det samme, fordi det siger dit hjerte, men det kan du ikke gøre hele tiden. Så får du ikke en forretningsmodel, der er bæredygtig,” mener Rune Sandholt.
Mening i hverdagen
Tilbage på Javavej bliver vores samtale afbrudt af huskatten, Cheetah, der gerne vil vise den mus frem hun netop har fanget. Med det bliver jeg også bragt tilbage til en noget anden hverdag end den, som Rune Sandholt den sidste time har beskrevet for mig.
Selvom det er fra Javavej, at han til dagligt arbejder med sine samarbejdspartnere for at udvikle nye løsninger, som kan styrke kvinderne i NGUVU, så vidner huset på Amager, og den dertilhørende have pyntet med fodbolde i forskellige farver, også om Rune Sandholts andet liv.
”Da jeg studerede for mange år siden, var målet at gøre karriere og måske en dag blive direktør. Det var ikke dér jeg tænkte, at jeg skulle rejse til Kenya og have en helt anden verdensopfattelse, end jeg havde dengang. Det er kommet med årene, og især efter jeg fik børn,” fortæller Rune Sandholt, der efter at være blevet far til tvillinger, spurgte sig selv: ”Hvordan kan jeg skabe allermest mening i hverdagen?”
Han besvarede selv det spørgsmål ved at skifte fra forsikringsbranchen til et arbejde for en NGO. Han fandt dog hurtigt ud af, at det kræver mere end den klassiske NGO-model, hvis vi vil skabe langvarige forandringer i Kiberas slum lige så vel som på Kenyas kaffefarme.
Derfor opfordrer Rune Sandholt også forbrugerne til at prioritere de bæredygtige produkter, så vi kan gøre en forskel for de udsatte mennesker i produktionens yderste led. Efter de mange udfordringer, som han selv er vidne til på kaffefarmene i Kenya, mener Rune Sandholt nemlig, at det er vigtigt, at den kop kaffe vi drikker herhjemme, også styrker kaffefarmerne i den anden ende af værdikæden.
”Mange danskere drikker jo tre-fire kopper om dagen, så hvis vi ikke begynder at forholde os til, hvor det er vi får vores kaffe fra, så er der rigtig mange ude i verden, der ikke har en kaffeforretning om nogle år. Og det er ikke kun i Kenya.”
