The Jesus and Mary Chain: De sloges og drak, men larmede så smukt

Eller vælg, hvor du vil lytte
Credit: Steve Gullick (Forcefield PR)

The Jesus and Mary Chain: De sloges og drak, men larmede så smukt

Eller vælg, hvor du vil lytte

De skotske rocklegender er på turné igen og kommer i den forbindelse forbi Danmark. Podcasten Rockhistorier har derfor dedikeret to timer til gruppens bedårende larm.

Kultur En del af serien:

Rockhistorier

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch

Slagsmål på scenen. Ødelagte højtalere. Enorme mængder alkohol og stoffer.

Rock’n’roll klichéerne står i kø, når snakken falder på det skotske rockband The Jesus and Mary Chain, men faktisk var det lidt af et tilfælde, at de to skotske brødre, William og Jim Reid, overhovedet fik taget sig sammen til at lave musik.

Brødrene henslæbte nemlig deres ungdom som udskud på støtten i Glasgow-forstaden East Kilbride ved hjælp af en diæt bestående af lige dele The Stooges, The Velvet Underground, Phil Spector, amfetamin og LSD – tilsat uendelige timer foran tv-apparatet.

Men da faderen får en fratrædelsescheck og giver drengene nogle af pengene i håb om, at de vil få sig et arbejde, køber de i stedet et primitivt hjemmestudie, og så bliver der for alvor sat strøm til den karakteristiske blanding af flænsende støj og bedårende melodier, der skulle blive deres særkende under navnet The Jesus and Mary Chain.

Et særkende, der har gjort værterne på podcasten Rockhistorier, Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch, til store fans.

På fredag skruer vi op for støjen!

Det bedste band i verden

Debutsinglen ‘Upside Down’ fra 1984 samt en række kaotiske koncerter og opsigtsvækkende interviews vækker jubel i den engelske musikpresse, der hurtigt kårer dem som ”The best band in the world”.

Kritikerne er også med bandet, da debutalbummet ‘Psychocandy’ udkommer. Et album, der stadig den dag i dag er at finde på de fleste magasiners lister over de bedste debutalbum nogensinde.

Men selvom kritikerne er med, er det ikke alle, der ser lyset i bandet.

”Næsten lige meget, hvor melodisk det bliver, er der altid en rock’n’roll attitude ind over. De bliver aldrig rigtig spiselige for den almene offentlighed. Selvom Jim Reid holdt fast i, at de var et poporkester, og at de gerne ville være populære, så gør de rigtig meget for ikke at blive det,” forklarer Klaus Lynggaard.

Kaotiske koncerter

En af de ting, som gav The Jesus and Mary Chain, et – lad os kalde det – interessant ry i musikbranchen var deres koncerter.

Her kunne man nemlig opleve både slagsmål, ofringer af diverse gear og en lydvæg af blodhøj støj. Et eksempel var koncerten på Saltlageret i København i 1985, som mest bestod af kaotisk støj og Reid-brødrene, der råbte “fuck Jesus”. 

”Nogle gange var det mere slagsmål end koncerter. De kom og larmede i 20 minutter, og på den korte tid havde de så smadret gearet,” forklarer Henrik Queitsch.

Og hvis nogle fans havde forhåbninger om at komme ud bagved og møde deres idoler, så kunne de godt skrue forventningerne gevaldigt ned.

”Når man kom ind backstage, så var der ikke nogen, der sagde et ord til hinanden. De hilste ikke på folk, der kom ind, de sagde ikke ’hej’, når de gik ud. Det handlede om at komme hjem på hotellet og se fjernsyn,” forklarer Klaus Lynggaard.

Man skulle måske tro, at deres blakkede ry ville få folk til at holde sig væk, men det var ikke tilfældet, og en af grundene til det var manageren, Allan McGee. Han forstod nemlig, at negativ omtale godt kan være præcis det, man har brug for, når man forsøger at få hul igennem i musikbranchen.

”Han var rigtig god til at pumpe de der historier op, så det kom til at lyde vildere end det var. Hvis der var fire oppe at slås, så var det toogtyve, og hvis det var toogtyve, så var det hundrede. Han skyndte sig at ringe til alle, han kendte fra branchen og var i det hele taget en rigtig svengali, en rigtig hustler,” forklarer Klaus Lynggaard.

Fjendtlig brødrefejde

Kaosset spreder sig også til relationen mellem brødrene. De bliver rygende uvenner i en grad, der får Noel og Liam Gallagher fra Oasis til ”at fremstå som de rene spejderdrenge” ifølge værtsparret.

De skændtes højlydt i medierne og kommer fysisk op at slås både på og udenfor scenen. Da William Reid bliver kærester med sangerinden Hope Sandoval fra Mazzy Star bliver hadet mellem brødrene endnu mere intenst. Jim kan nemlig ikke udstå Hope, selvom de synger sammen på nummeret ‘Sometimes Always’.

En barnlig krølle på brødrefejden kommer, da William Reid skriver nummeret ‘I Hate Rock’n’Roll’, hvor han fortæller om alt det, han ikke kan lide ved musikbranchen. Det får broderen Jim til at følge op med sin egen sang, der selvfølgelig hedder ‘I Love Rock’n’Roll’. Ja, så barnligt kan det blive.

Det ser dog ud til at brødrene har begravet stridsøksen, for de er på tour igen og besøger Den Grå Hal i aften, fredag d. 26. november.

Vil du varme op til koncerten med hele to timer, hvor Klaus Lynggard og Henrik Queitsch, går i dybden med bandets musik, skal du klikke på linket her.

Og hvis du ikke er overbevist om hvad deres musik kan endnu, så se lige den her slutscene fra Sofia Coppolas mesterværk ‘Lost In Translation’, hvor deres nummer ‘Just Like Honey’ er brugt. Det er da smukt.

Footer graphics