I det kuldslåede og sortklædte punkmiljø, som vores to ’Rockhistorier’-værter i ungdommen tumlede rundt i, var Steely Dan ikke accepterede. De var nærmest anset som fjenden.
Deres ekstremt velproducerede lyd med de smukke vokalharmonier og lange soloer var de nærmest anti-tesen på punken, men det var ikke kun i det miljø, de blev anset for lidt cheesy. Steely Dan var dygtige, men de var ikke cool.
Men tiden har været mere barmhjertig med bandet, der trods sin solrige vestkystlyd kommer fra New York.
”Der er sket det, at Steely Dan er blevet hippe igen. Og det havde jeg ikke lige set komme,” siger Henrik Queitsch og bliver suppleret af Klaus Lynggaard:
”Alt fra fortiden, hvis det har haft en betydning, kommer altid op igen og blive revurderet. Noget, som måske har været stort engang, men som er gået i glemmebogen igen. Og nu er der kommet nogle yngre generationer til, som hører det helt fordomsfrit, og de hører nogle helt andre ting, end vi gjorde.”
Steely Dan hitter på samme tid som Fleetwood Mac, der også nyder stor kærlighed fra de yngre generationer. Men selvom gruppen har den perfekte lyd til et glas rosè på terassen, er deres tekstunivers langt mere kompliceret og mørkt.
”Man kan lige så godt slå fast, at Steely Dans sange myldrer med tabere, tøsedrenge, stofmisbrugere, drømmere og fallenter. Det er bagsiden af den amerikanske drøm, de tager under behandling, men fordi det er så vellydende, er det gået hen over hovedet på mange folk,” fortæller Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch tilføjer:
”Mange af deres tekster er både kyniske og kryptiske.”
Klaus og Henrik kommer helt rundt i Steely Dans univers fra de største hits til deep cuts, og det har også været en overraskelse for dem, at det har været en fornøjelse at høre så meget af den amerikanske gruppes materiale.
”Det har været en større fornøjelse, end jeg havde regnet med, og vi er måske kommet lidt uden om de fikse idéer, som styrede vores liv, da vi var yngre,” siger Klaus Lynggaard.
Playlisten:
“Let George Do It” (Brill Building demo, ca. 1969)
“Dog Eat Dog” (OST, You Gotta Walk It Like You Talk It (Or You’ll Lose That Beat, 1971)
“Do It Again” (1972)
“Reelin’ in the Years” (1972)
“Dirty Work” (1972)
“Bodhisattva” (1973)
“The Boston Rag” (1973)
“Show Biz Kids” (1973)
“Rikki Don’t Lose That Number” (1974)
“Monkey in Your Soul” (1974)
“Bad Sneakers” (1975)
“Doctor Wu” (1975)
“Kid Charlemagne” (1976)
“The Fez” (1976)
“Aja” (1977)
“Deacon Blues” (1978)
“Hey Nineteen” (1980)
Støt ‘Rockhistorier’
De bedste historier bag mesterværkerne. Men vi har så mange flere historier, vi gerne vil folde ud for dig! Derfor beder vi dig om hjælp til at fortsætte podcasten. Hvis du synes, at du får værdi ud af ‘Rockhistorier’, synes vi, du skal overveje at støtte podcasten med et valgfrit beløb pr. episode.
Støtter du os, kommer du med i Rockhistoriers Lytteklub.
Det betyder, at du får adgang til:
- En lukket Facebook-gruppe fyldt med andre musikglade mennesker.
- Anbefalinger til plader, bøger og film du kan dykke ned i for at komme dybere ind bag de kunstnere, vi snakker om.
- Q&A’s med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.
- Adgang til eksklusive events.
Og så betyder det også, at du er med til at betale for folk, som ikke har råd. Det synes vi sådan set er meget sympatisk.
Støtten går til, at vi kan researche, optage og udgive vores podcasts, samt til at promovere podcasten på de sociale medier, så flere kan få det glade rockbudskab at vide.
Klik på støtknappen herover eller besøg dette link for at støtte ‘Rockhistorier’.