Det var en fornøjelse at have Kira Skov på besøg med en spilleliste, der til forveksling lignede en selvbiografi. Der blev talt om musikkens evne til at føre vor gæst hindsides. Der skal kun ganske få toner til at tage hende tilbage til alt fra barndommens Rødovre, til den første stormende forelskelse og over Atlanten til både Los Angeles og tilbage igen. Kira er en levende fortæller og bare vild med musik, så tiden fløj afsted i det lille studie, mens musikken spillede, og snakken gik.
Danske og udenlandske giganter
Kira Skov er lp-aktuel med det stemningsmættede og vellykkede ‘Spirit Tree’, der består af 14 stilfulde duetter med såvel udenlandske som lokale koryfæer: Mark Lanegan, Marie Fisker, Bonnie Prince Billy, Jenny Wilson, Steen Jørgensen, Bill Callahan og Mette Lindberg. Der er ikke en kikser i syne, og hendes band spiller så fint og lydhørt, at det bare er at overgive sig fuldstændig og svømme hen. Dette kunne meget vel være albummet, der sparker det internationale gennembrud i gang, som Kira Skov flere gange er blevet spået.
Kira Skov har sat sit præg på den danske musikscene, siden hun bragede igennem med den hårdtslående rockgruppe Kira & the Kindred Spirits debut-lp ‘Happiness Saves Lives’ i 2002. Orkesteret gik hver til sit i 2007, hvorefter hun dannede Kira and the Ghost Riders, hvis tredje og sidste album produceredes af John Parish, som hun har arbejdet sammen med flere gange siden. Hun debuterede som solist i 2011 med et album med Billie Holiday-fortolkninger, men hun har siden primært arbejdet i americana-genren. Hun mistede sin mand, bassisten Nicolai Munch-Hansen, i 2017, og de efterfølgende plader bar præg deraf, ikke mindst hendes stærke debut som dansksproget sanger fra 2019 med ‘I Nat Bliver Vi Gamle’.
Playliste:
Kira Skov & Mark Lanegan: The Idea of Love (2021)
Anne Linnet: De evige tre (1986)
Prince: If I Was Your Girlfriend (1987)
Led Zeppelin: Whole Lotta Love (1969)
Billie Holiday: I’ll Be Seeing You (1944)
C.V. Jørgensen: Indian Summer (1988)
Joni Michell: A Case of You (1971)
Miles Davis: Blue in Green (1959)
Bob Dylan: Love Sick (1997)
Nina Simone: Ain’t Got No – I Got Life (1968)
Spiritualized: Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space (1997)
Serge Gainsbourg & Jane Birkin: Ballade de Melody Nelson (1971)
Lee Hazlewood & Nancy Sinatra: Some Velvet Morning (1967)
PJ Harvey: Community of Hope (2016)
Leonard Cohen: Happens to the Heart (2019)
Karin Krog: Just Holding On (1986)
Panxing: Wrong Guy (2021)
Kira Skov & Marie Fisker: Burn Down the House (2021)