Forestil dig en fest, hvor én gæst ikke bare drikker sig fuld, men også beslutter sig for at ydmyge samtlige andre gæster foran hele selskabet. Og hvor fornærmelserne bliver så grove, at selv de mest magtfulde i rummet får svært ved at svare igen.
Det er omtrent, hvad der sker, da Loke dukker op til en fest i den nordiske mytologi. Her går han i flæsket på de andre guder i en ordduel, der ikke er langt fra den slags rap battle, man kender fra moderne hiphop.
I dagens afsnit af Heartbeats’ podcast ‘Mythos’ dykker Sophus Helle og Lauge Hendriksen ned i digtet ‘Lokes ordstrid’. Det kommer fra Den Poetiske Edda, som er den vigtigste samling af oldnordiske digte fra middelalderens Island.
– Loke er min favoritgud, siger Lauge Hendriksen.
– Han er vildt interessant som katalysator for gode historier, fordi han gang på gang spolerer freden og så nogle gange selv skal redde kastanjerne ud af ilden, og andre gange er han afhængig af de andre guder, som skal klare ærterne for ham.
Den berømte historie om den knap så hyggelige fest i Valhalla, hvor Loke går i flæsket på de andre guder, er selvfølgelig ingen undtagelse.
Lokes ‘rap’, som værterne kalder det, er så grov, at den ifølge værterne næppe egner sig til børn. Han tørrer decideret “røv med de andre guder”, siger Lauge Hendriksen.
Det hele begynder til guden Ægirs fest, hvor alle de nordiske guder er til stede.
– Der er bare øl til stede i massive mængder hos Ægir, griner værterne.
Der er god og festlig stemning. Ind til Loke gør sin entré, altså.
Han lægger ud med at dræbe en af værten Ægirs tjenere, fordi han ikke kan holde ud at høre de andre rose ham.
Dét skaber selvsagt ret dårlig stemning, men Loke stopper ikke dér. Han begynder i stedet at uddele verbale øretæver til guderne én efter én.
– Det er her, det lange, lange rapnummer med datidens Østkyst Hustlers begynder, siger Lauge Hendriksen.
Lokes anklagerne handler blandt andet om utroskab, seksuelle affærer og gudernes forsøg på at skjule deres egne svagheder. Og det er ikke altid til at vide, om Loke fortæller sandheden, eller om han bare finder på historier for at ramme sine modstandere, hvor det gør allermest ondt.
Selv om Lokes angreb er ubehagelige, så er de ikke entydigt onde. I afsnittet undersøger værterne, hvorfor digtet er mere end bare grove fornærmelser, og hvordan Lokes skænderi med de andre guder kan hænge sammen med det forestående Ragnarok.
Hvad dét betyder, må du dog lytte til dagens afsnit for at blive klogere på.
Podcasten er tilgængelig på Heartbeats.dk og alle podcastplatforme. Den er støttet af Carlsbergfondet.
Værter: Lauge Hendriksen og Sophus Helle
Tilrettelæggelse: Lauge Hendriksen og Sophus Helle
Klip og lyddesign: Nina Vadsholt
Musik: Frej Levin
Speak: Anne Blomsgård
Redaktør: Andreas Lindinger Saxild
