Havets Moder er en af de mest berømte skikkelser i grønlandsk mytologi. Sassuma Arnaa, som hun også kaldes, bor på havets bund og hersker over havets dyr. Når hendes hår bliver filtret, holder hun fiskene væk fra menneskene, så de ikke kan fanges. Og så må en angakok – en grønlandsk åndemaner – rejse ned til hende for at rede det ud.

Dét er grundessensen i myten om Havets Moder, der siger noget afgørende om menneskets forhold til naturen som ressource til overlevelse. Særligt på Grønland, hvor det hurtigt går hen og bliver noget værre rod, hvis ikke der er fisk i havet.

Selv om det er let at affeje myten om Havets Moder som en god skræmmehistorie, så siger den noget grundlæggende om, hvad mennesker er bange for. Og i dag er den nok mere aktuel end nogensinde.

I dagens afsnit af ‘Mythos’ dykker Sophus Helle og Lauge Hendriksen ned under Indlandsisen og ser på de første nedskrevne versioner af fortællingen og følger Havets Moder gennem flere hundrede års grønlandsk historie.

Den første skriftlige version af myten finder de hos præsten Poul Egede i 1700-tallet. Her bliver Havets Moder beskrevet som en voldsom og skræmmende skikkelse, der hersker over alle havets væsner.

Men bag Poul Egedes beskrivelse – og hans mildest talt negative syn på den grønlandske tro – gemmer der sig en fortælling om, hvor essentielt havet har været for Grønland gennem tiden.

– Kernen i alle versioner af myterne er, at man skal have respekt for havet, siger Sophus Helle.

I en senere version af fortællingen, begynder Havets Moder ikke som en mægtig gudinde, men som en lille, forældreløs pige, der, efter at være blevet kastet over bord og have fået hugget sine fingre af, synker ned til havets bund og bygger et hus til sig selv og alle havets dyr.

Herfra vokser hun til den enorme skikkelse, vi kender som Havets Moder.

Samtidig ændrer det, der filtrer hendes hår, sig – noget, som er med til at fortælle os, hvilken tidsalder myten er fortalt i. Hvor det i den ældre fortælling blandt andet er forbundet med abort og religiøse tabuer, bliver det senere menneskenes affald, der ender i hendes hår.

– Den har ændret sig fra at være noget tabubelagt i forhold til at holde befolkningen i live til, at det er blevet, hvordan vi som mennesker behandler havet, siger Lauge Hendriksen.

Undervejs dykker værterne også ned i angakokkerne, der fungerer som forbindelsesled mellem mennesker og ånder, den danske kolonihistories betydning for de nedskrevne myter og Knud Rasmussens enorme arbejde med at indsamle grønlandske fortællinger.

Det er svært ikke at høre bekymringen om klimaforandringer og menneskets lemfældige forhold til at efterlade skrald i havet summe nedenunder den moderne fortolkning af Havets Moder.

Lyt til det nye afsnit af ‘Mythos’ og dyk med ned under den grønlandske havoverflade.