Fortællingen om den forbandede ring i ‘Ringenes Herre’ og Wagners opera, ‘Nibelungens ring’ tryllerbinder folk. De vil gøre alt for at eje den – herunder at slå hinanden ihjel.
Men historien bag ringen, som Frodo skal destruere ved at kaste tilbage i de flammer, den er blevet skabt fra, starter et helt andet sted end hos J.R.R. Tolkien.
Vi skal nemlig helt tilbage til middelalderens Island, da myten bliver nedfældet i Snorri Sturlusons ‘Edda’. ‘Edda’ er en lærebog om traditionelt islandsk digtning, der skulle forklare folk, hvordan digtning fungerede. Men ifølge Lauge og Sophus gav ‘Eddaen’ i stedet os en nøgle til at forstå nordisk mytologi og udgør i høj grad vores kendskab til nordiske guder den dag i dag.
I dagens afsnit af ‘Mythos’ dykker Lauge og Sophus ned i Snorris poetiske version af myten, der starter med ét enkelt mord, men ender med et helt land, der kollapser i borgerkrig. Sideløbende fortæller de også om Snorri Sturlusons eget liv, der på mange måder kan læses som en allegori over myten.
– Myten om ringen er fuld af tvetydigheder, ligesom Snorri Sturlusons eget liv. På den ene side var hans liv en succes. Han blev rig, berømt og skrev bøger, der stadig læses i dag. På den anden side endte hans liv i tragedie, borgerkrig og nederlag på alle fronter.
Mytens tragedie starter, ikke overraskende, med at Loke begår et drab. Herefter bliver vi taget med i en myriade af familiestridigheder, hævnlyst og hvor galt det kan gå, når man gerne vil skrabe magt til sig.
Myten om ringen er en advarsel, som Snorri Sturluson ikke selv lyttede til. For han lod sig rive med af grådighed og begæret efter status. Han var mindst lige så besat efter status som mytens karakterer, og det går også mindst lige så galt for ham, som det gør for mytens karakterer.
I Snorri Sturlusons fortælling har ringen den samme lokkende og forbandede kraft, som man kender den i de nutidige fortolkninger.
– Ringen er gylden og lokkende, men den får til gengæld folk til at slå hinanden ihjel. Ringen lokker med sin værdi, sit gyldne skær. Myten er en advarsel om, at guld er farligt og hungeren efter penge er farligt. At stridigheder om arv, kan føre folk til at slå hinanden ihjel.
Ringen er på den måde et symbol på grådighed, der er en naturlig del af mennesket. Det er nemlig grådighed, der gør ringen til en mordmaskine.
Men ifølge Lauge og Sophus spejler myter også den tid, som den er skrevet i, ved at spejle virkelige spændinger i et samfund. Arvestrigheder og mordsager var virkelige problemer i middelalderens island, der lige var blevet et kristent samfund og skulle fungere som en fristat.
Der er dog en forskel mellem ringen i ‘Ringenes Herre’ og den i Snorri Sturlusons version.
– I Snorris version rammer forbandelsen dig, uanset om du har givet ringen videre til en anden. Men det gør den ikke i ‘Ringenes Herre’. Hvis man er kommet af med ringen, så er man ikke længere påvirket af den. Senere i Snorris myte kan selv det at have været i kontakt med nogen, der har ringen, også gøre at forbandelsen kan ramme en.
Selvom Snorri Sturluson er særligt kendt for sin digtning, så var det ikke det, hans hovedbeskæftigelse var da han levede. Han var nemlig politiker, og en førende én af slagsen i datidens islandske fristat. Han var selv med til at smadre den politiske orden, som han var født ind i, hvilket han gjorde på baggrund af grådighed og hævn.
Podcasten er tilgængelig på Heartbeats.dk og alle podcastplatforme. Den er støttet af Carlsbergfondet.
Værter: Lauge Hendriksen og Sophus Helle
Tilrettelæggelse: Lauge Hendriksen og Sophus Helle
Klip og lyddesign: Kim G. Hansen
Fortæller: Henrik Hartvig Jørgensen
Redaktør: Andreas Lindinger Saxild
Vi har i dette afsnit brugt uddrag fra Snorri Sturlusons Edda oversat af Rolf Stavnem og Kim Lembek
