Omkring 100.000 unge i Danmark er pengepressede, men det er sjældent fedt at stille sig frem og åbent fortælle, at man er på røven, for pengestress er nemlig noget, vi ofte vender indad, skammer os over og holder hemmeligt.
I dette afsnit får Signe og Caspar besøg af skuespiller Besir Zeciri, som fortæller om de gode vaner, han har lært sig i sine tyver, for at holde styr på finanserne, når man eksempelvis er på SU.
“Jeg har fået en stor respekt for penge med mig hjemmefra, fordi jeg har set mine forældre arbejde sindssyg hårdt for at få det til at løbe rundt. I dag er jeg typen, der laver madplan hver uge, men det har jeg slet ikke altid været,” siger Besir Zeciri.
Caspar Eric har oplevet, at bankautomaten “slugte” hans dankort, og han har følt sig nødsaget til at stjæle fra et supermarked, da han var studerende. Den dag i dag får han det fysisk dårligt af at logge ind på sin netbank.
“Når jeg tænker på perioder i mit liv, hvor jeg har haft det dårligst, så er det faktisk ofte økonomi, som har tricket det,” siger Caspar Eric.
Hvornår skal man bede om hjælp? Hvorfor gør det så ondt at låne penge af andre? Hvorfor er det så pinligt? Hvornår er man nærig? Alt det taler vi om i dette afsnit.