En mand står på Penn Station i New York City og tweeter: “Manden ved siden af mig står og presser bumser ud i sit skæg og spiser dem. Jeg har sagt det før, og jeg siger det gerne igen: Penn Station er verdens røvhul.”
Dette er et af mange tweets, som grafisk designer Stefan Sagmeister har sammenlignet mellem Twitter-brugere, der henholdsvis har tagget deres placering på Penn Station og Grand Central Station i New York. Sagmeisters tese er, at når vi omgives af skønhed, afspejles det i vores opførsel. Vi smider ikke med skrald eller spytter på gaden i en veldresseret park eller i gamle smukke bygninger som f.eks. Grand Central.
Alligevel har arkitekturen og byplanlægningen i næsten 150 år givet os funktion over skønhed med et utal af store rektangulære betonbyggerier i brune og grålige nuancer, der fremmaner en vinterdepression midt i hedebølgen. Stefan Sagmeister ser dog en fremtid på vej væk fra den herskende funktionalisme og ind i en tid, hvor skønhed atter bliver vigtig.
Det fortæller han om i Bolias nye podcastserie ‘The Next 20 Years’, hvor han tager dig med på en historisk rejse tilbage til 1800-tallets Østrig og frem til nutidens New York City med eksempler på, hvordan vi tabte skønheden, og hvordan vi igen vil genfinde den.
Stefan Sagmeister er en østrigsk grafisk designer bosat i New York City. Sammen med grafiker Jessica Walsh udgør han den ene del af designpartnerskabet ‘Sagmeister & Walsh’, der sammen står bag The Beauty Project.