Det er længe siden, at Jonas Risvig og Anna Munch sidst har set hinanden, men de finder ud af, at de begge har været i Grækenland på sommerferie på samme tid. Desværre mødte de ikke hinanden. For Anna blev fløjet på 1. klasse til Spanien, hvor hun bare gerne ville sove hele flyveturen og modvilligt fik lavet fregner til en fotoskydning.
”Jeg blev faktisk lidt ked af det for at være helt ærlig,” fortæller Anna om episoden til photoshootet, hvor det gik op for hende, at hun skulle have lavet fregner.
Der var ingen, der kunne tale engelsk, så hun var ikke blevet forberedt på det i forvejen. Det var en varm og udmattende opgave, så det er i hvert fald ikke model-vejen Anna Munch drømmer om at gå.
Sidst de to lavede ‘Cirkus’-podcast sammen gik Anna Munch i 9. klasse, men nu skal hun starte i 2.g, og det ligger til grund for hele sæsonen. Som de selv siger, er alt et cirkus, så de ved ikke, hvad der skal ske fra afsnit til afsnit. Men noget er sikkert. De er nemlig begge et sted i livet, hvor der skal gøres dybe overvejelser.
”Jeg skal finde ud af alle mulige ting, og du skal finde ud af, hvad du skal i dit liv,” siger Jonas Risvig.
Anna Much føler, at hun siden sidste sæson har ændret sig. Hun fester ikke så meget længere, og hendes nærmeste siger, at hun er blevet mere moden. Men hun vil stadig aldrig kunne se eller høre noget af det, hun selv har medvirket i, fortæller hun.
”Jeg lavede julekalenderen ’Julefeber’ på DR, og hver gang den var på, gik jeg ovenpå, så min familie måtte sidde og se den selv,” fortæller hun.
I takt med, at hun er blevet ældre, er hun også begyndt at overveje, hvad hun vil med sine opslag. Der skal være et budskab i det, hun lægger op, hvad end det er tøj-inspiration eller promovering af en ny serie, hun har medvirket i.
Det er også noget, Jonas Risvig kan genkende fra sit eget liv på de sociale medier, hvor han hellere vil bruge sin offentlige profil til at profilere sine projekter end at dele et billede af en udsigt fra en ferie.
”Hvad er det, jeg vil opnå med det, jeg poster nu?” spørger Anna Munch sig selv, inden hun lægger det op.
Som noget nyt i denne sæson skal Anna Much ud og afprøve forskellige jobs, som hun måske ikke tidligere havde overvejet.
Denne sæson er sponsoreret af Copenhagen Skills og Skills Guiden, der er et tæt partnerskab mellem de otte erhvervsskoler i regionen og Region Hovedstaden. De har fundet nogle alternative jobmuligheder til Anna Munch, som hun skal ud at afprøve. Men hvilke jobs det er, ved ingen af de to værter. Det bruger de også tid på at spekulere over i første episode.
Måske Anna Munch skulle være babysitter eller arbejde med børn, foreslår Jonas Risvig. Men det afslår hun og fortæller om sin kærlighed til ældre mennesker og specielt sine egne bedsteforældre, der forsøger at følge med i alt det, hun laver.
”Enten så er man baby-elsker eller ældre mennesker-elsker,” forklarer Anna, hvor hun uden tvivl tilhører sidstnævnte.
Det og meget andet taler Anna Munch og Jonas Risvig om i første episode af ’Cirkus’.
Som noget nyt har Spotify fået en ’Cirkus’-playliste, som de to værter har lavet sammen. Så selvfølgelig vender de også, hvad de hver især lige nu godt kan lide at lytte til. Og én ting kan de i hvert fald blive enige om, og det er at Kanye West er deres evige ting.
Anna Munch og Jonas Risvig åbner op for brevkassen, som du kan skrive til ved at skrive til Annas instagramprofil. Det er spørgsmål og dilemmaer, som Jonas Risvig og Anna Munch vil tage sig af i løbet af sæsonen.