Hvad gør man egentlig, når ens festivalmakker ikke vil det samme som en selv? Når man har glædet sig til at stå helt oppe foran scenen, mens ens ven helst vil blive siddende i lejren og nyde stemningen? Det er nogle af de spørgsmål, de to veninder forsøger at finde svar på, mens de deler egne erfaringer med kompromiser, forventningsafstemning og de konflikter, der kan opstå, når man er i festivalsland.
– Jeg kommer nogle gange til at sidde og snakke så længe, at jeg misser koncerterne. Men jeg er heller ikke nødvendigvis på festivalen for musikkens skyld, men mere for hele stemningen og nærværet med dem jeg holder af, fortæller Maria Jencel.
– Det kender jeg også godt, men nogle koncerter vil man bare heller ikke gå glip af! Så må vennen, der vil snakke eller har ondt i fødderne, altså lige gå på kompromis, eller så kan man stille sig ud i siden, hvor man kan snakke lidt, svarer Ida Sophia.
Festivaler handler dog ikke kun om musik og fællesskab. For mange fylder spørgsmålet om, hvad man skal have på, mindst lige så meget. Flere lyttere har derfor skrevet ind om følelsen af at skulle passe ind og frygten for at være den eneste, der ikke har styr på sit festivalsoutfit.
– Jeg så dig en gang på Smukfestival have plateausandaler på i skoven. Jeg var ikke som sådan overrasket for det var jo dig, men jeg tænkte da ‘hold da op et valg’, griner Ida Sophia
– Det fortrød jeg godt nok også hurtigt, for det var slet ikke cute at rende rundt med helt mudrede fødder og så vrikke om hvert andet minut, svarer Maria Jencel.
Samtidig kan det være svært at ignorere den økonomiske side af festivalsæsonen. Billetter, mad, transport og campingudstyr løber hurtigt op, og flere lyttere oplever et pres for at deltage på en måde, som måske ikke passer til budgettet.
– Det er altså helt i orden at sige man ikke lige har budget til at give en kæmpe omgang. Og hvis man selv siger det højt så er der tit en af de andre, der ikke har noget imod at give en lille øl – så er det måske omvendt en anden gang, lyder det fra Maria Jencel.
– Man kan jo også selv have en flaske vodka og noget juice med og så give en omgang af det, tilføjer Ida Sophia.
Hvilke festivalfejl de to veninder selv har begået gennem årene, hvordan de håndterer forskellige forventninger blandt venner, og hvilke råd de giver lytterne til sommerens festivalsæson, kan du høre i denne uges episode af 112 for venskaber.
