112 for venskaber har holdt barselspause. Men nu er Ida-Sophia og Maria Jencel tilbage, og i denne uges afsnit dykker de helt ned i Ida-Sophias nye titel. Nemlig som mor.
Med spørgsmål fra podcastens lyttere interviewer Maria Jencel Ida-Sophia om det nybagte moderskab.
– Hvordan vidste du, at du var klar til at blive mor?, spørger Maria Jencel.
– Jeg mærkede i mig selv, at jeg var klar til et skifte i mit liv, svarer Ida-Sophia og fortsætter:
– Når jeg for eksempel sad på en bar, føltes det bare ikke lige så sjovt længere. Der var en slags hulrum i mig, som bare voksede sig større og større, og som jeg kunne mærke skulle fyldes ud af noget andet. Det var en følelse af at et kapitel var lukket, og at jeg var klar til et nyt.
Gennem de to veninders samtale kommer vi rundt om alle mulige afskygninger af moderskab. Blandt andet fortæller Ida-Sophia om fordelingen af opgaver i hjemmet mellem hende og kæresten Simon, om følelsen af faktisk at være en god mor, men med den pris at føle sig som en dårligere ven, og om hvad der har overrasket hende mest i rollen som mor.
– Jeg har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om, at jeg elsker min søn. Men det var ikke den der magiske forbindelse og uendelige kærlighed fra første sekund. Det har ikke været så eventyrligt, fortæller Ida-Sophia og fortsætter:
– Men nu her, hvor han er syv uger gammel, der tager jeg mig selv i at sidde og kigge forgabt på ham, mens han sover. Så sidder jeg og kigger på ham og tænker ‘ugh hvor jeg bare elsker dig!’ Det er lidt samme følelse, som dengang jeg mødte Simon, sad og kiggede ind i hans øjne og tænkte ‘ej, hvor er jeg forelsket i dig.’
Lyt med i denne uges ’112 For Venskaber’ og få alle Ida-Sophias tanker om moderskabet.
Hvis du har et venskabsdilemma kan du sende det til 112forvenskaber@heartbeats.dk.
