Onkel Hawaii: ”Så længe fordelingen er skæv, gider vi ikke spille med på deres regler”

”Hvis jeg skriver en bog, der handler om en narkoman, så taber jeg mig tyve kilo, tager heroin og befinder mig i junkmiljøer”, siger han med et kækt smil.

Han ligner lidt en ung David Bowie, som han sidder der på kantstenen i en farverig skjorte og med en hjemmerullet cigaret i mundvigen. Det er forfatter og forlagsredaktør Onkel Hawaii, som sidder i skrædderstilling på Matthæusgade udenfor kunstgalleriet ‘Monday’. 

Han er uddannet på designskoler i Tyskland og England, men forfatterdelen er selvlært fortæller han.

”Jeg plejer at sige, at jeg har en bachelorgrad i Batman og en kandidatgrad i Superman, og så har jeg arbejdet i reklamebranchen i mange år, indtil jeg var ved at hænge mig selv.” 

I dag driver han forlaget Baggaardsbaroner, som han startede med en drøm om at overtage verdensherredømmet med den nu afdøde Ziggy Silver for 10 år siden. Det startede som en harme mod den etablerede branche, som de fandt elitær og utilgængelig. I dag er de blevet mere stuerene, forklarer Onkel Hawaii, som han bliver kaldt (hans borgelige navn vil han helst holde for sig selv, men det er af redaktionen bekendt).

I deres Instagram bio står der skrevet: ”Litteratur i øjenhøjde og uden så meget pis. Sådan ruller vi. Den etablerede branche kan sut den.”

Så helt stuerene er de ikke blevet.

”Før kunne vi finde på at brænde ting af og lave molotovcocktails bare for at gøre det. Nu er jeg nødt til at have en eller anden grund til at lave en molotovcocktail, kan jeg mærke. Der skal være en litterær grund nu, forklarer Onkel Hawaii.

Det hele begyndte dog langt fra de litterære opgør og kunstneriske aktioner. På et folkeskolebibliotek i Næstved, hvor en ung Onkel Hawaii fandt sin første store kærlighed: litteraturen.

Litteraturen blev hans redning 

Det var på folkeskolebiblioteket tilbage i fjerde klasse, at Onkel Hawaii fandt glæden ved bogen. Som alle andre raske matematikateister pjækkede han fra matematiktimerne og skjulte sig blandt bøgerne på skolens bibliotek, fortæller han.

”Jeg slugte den ene bog og tegneserie efter den anden. Jeg synes bare illustrationerne til Dennis Jürgensens ‘Krøniker fra Kvæhl’ var blæret. Bøgernes forsider var portaler til psykedeliske multiverser, der gjorde det muligt at flygte fra min DDR-deprimerende barndom i en by så langt ude, at selv Frodo ikke kunne samle mod.”

Bøgerne blev en flugt ind i en større verden med superhelte og drager. En verden, der lå langt fra den sydsjællandske by Næstved.

”Jeg tænker mig tit som Luke Skywalker, der står på Tatooine med de to måner,” siger han og begynder at nynne melodien til Star Wars. ”Baa ba badaba ba.”

”Den der dreng, der bare drømte om noget mere, og det der mere blev bare bøgerne.”

Der var ikke nogen at spejle sig i, i Næstved. Hverken blandt venner eller familie. Han var den med familiens længste uddannelse, da han færdiggjorde folkeskolen, og knallerter var mere populære end Jacob Ejersbos socialrealistiske tekster.

Onkel Hawaii ruller en smøg mere og kører en hånd gennem det korte lyse hår. Han har mere tilfælles med David Bowie end sit udseende. For som du nok har regnet ud, har Onkel Hawaii’s forældre ikke døbt ham Onkel Hawaii. Det er en karakter, han har skabt.

Onkel Hawaii er mit ”helle”

Onkel Hawaii startede som et ”helle” – et tilflugtssted, fordi han vidste, at han ville modtage nogle tæsk. Både fordi, at han turde åbne munden og gå imod det etablerede, men også fordi han har lidt af angst og været meget genert, og her fungerede Onkel Hawaii-karakteren som en maske. 

”Jeg tænker tit på ham som resterne af min fascination for superhelte – ideen om at bære en maske, som i virkeligheden nok er ens dæmon. Onkel Hawaii er min dæmon.” 

Derudover var det også med et ønske om, at læserne læste bogen for den skrevne tekst uden nogle forhånd indtaget holdning på grund af forfatteren. Dette gælder dog ikke længere for Onkel Hawaii, som er blevet en kultfigur blandt kredse. Han er blevet en karakter folk forventer noget af. 

”For mig er det også et kunstnerisk greb, at jeg ved, hvordan denne figur arbejder. Jeg kan steppe ud af den en gang imellem. Når jeg skriver, er jeg meget ”method” i min tilgang. Hvis bogen handler om en narkoman, så taber jeg mig tyve kilo, tager heroin eller noget lignende og befinder mig i junkmiljøer. Jeg skal mærke mine karakterer. Sådan bliver det nødt til at være, hvis jeg skal skrive troværdigt,” fortæller Onkel Hawaii og fortsætter.

”Det er svært ikke at tabe sig selv, når man går så dybt ned i en bog. Derfor har jeg brug for at kunne efterlade den igen. Onkel Hawaii giver mig mulighed for at træde ud af rollen og finde tilbage til mig selv.”

Han arbejder i øjeblikket på en bog, som forgår i en ørken på et meget mærkeligt motel fyldt med tabte skæbner. 

”jeg tog til Algir, fandt opiumhuler, var rundt på forskellige rehabcentre og gik med sorggrupper. Sådan så sorgen eller materien på en eller anden måde sniger sig ind, og afspejler sig i fortællingerne. Og sammen med en lydkunstner, Jacob kirkegaard, har vi optaget ørkenen. Så der kommer et ambient soundtrack af den her lyd af stormene, der kører over sandklitterne. Det giver sådan en meget sirenesmuk sang,” fortæller Onkel Hawaii med stor indlevelse.

Ideerne kommer ud af en grundstemning. Lige i øjeblikket har Onkel Hawaii en grundstemning af ikke at høre til nogen steder, og det kommer tydeligt til udtryk i den kommende bog, der handler om en motellejer, der driver et motel på gæsternes angstsved. Hovedpersonen arbejder på en motorvejscafé, hvor han tilbyder gratis kaffe for andres historier. Han lever sit liv gennem andre, fortæller Onkel Hawaii, og gør et kort hold. Tager et hvæs og fortsætter så.

”Det handler om at være ensom og samle sit liv op fra andre menneskers tab.” 

For femten år siden, da han arbejdede i reklamebranchen, mærkede han også følelsen af ensomhed, som om alting var meningsløst. En dag gik det op for ham, at hvis han nogensinde skulle gøre noget, som gjorde ham glad, så var det det her. Altså litteraturen, og derfra begyndte Baggaardsbaroner at tage sine spæde skridt. 

En harme imod det etablerede

For længe, længe siden, dengang Ruder Konge stadig var trækkerdreng, begyndte de spæde skridt til, hvad der i dag er forlaget Baggaardsbaroner, forklarer Onkel Hawaii. Ham og hans tidligere kompagnon, Ziggy Silver, havde skrevet deres debutromaner ’Andedrengens Bodegakronik’ og ’Selvmord i Sepia’. De blev antaget af de store forlag, men oplevelsen var en nedtur, fortæller han:

”Det hele handlede om indtjening, udgivelsesgrafer og sjælsbindende kontrakter. Ansporet af ungdommens vitalitet og stupiditet tænkte vi, at det kunne vi gøre bedre selv. Og det gjorde vi.”

De var ikke tilfredse med den tid, de store forlag lagde i bøgerne og håndværket. De mente, at de store forlag producerede Jussi Adler-krimier på samlebånd, mens de sked på, hvad der skete i de litterære vækstlag. Sådan er det ikke helt længere, og så alligevel lidt.

”Vi havde en ret fucked attitude i starten. Vi lavede jo for eksempel hærværk på Gyldendals efterårsreception. Vi fjernede deres goodiebags og satte vores egne goodiebags på i stedet for. Så det var ikke fordi, vi nødvendigvis var så gode venner med de etablerede forlag der. Vi var også ret kritiske, når vi så endelig var i medierne, over deres evner og den tid, der blev brugt på bøgerne, både i håndværket men også redaktionelt. Jeg er vel blevet lidt blødere eller mere småborgerlig med årene. Nu er jeg jo i butikkerne og i medierne, jeg har fucking solgt ud,” griner Onkel Hawaii på en måde, så det er svært at tyde, om det behager ham at være kommet i butikkerne eller det modsatte. 

”At butikkerne er begyndt at omfavne os herhjemme, tror jeg handler om, at det er så godt. Man har simpelthen ikke kunnet undgå det til sidst. I morgen skal vi op og modtage Bog Design-prisen igen. Den har vi vundet hvert år siden 2018. Så der er jo et eller andet i, at hvis man bliver ved med at insistere på at være bedre. Når man ikke kommer med nepotistiske fordele eller på anden måde fordele, så er man nødt til at være så meget bedre end de andre. Det har ligesom været drivkraften. Det der med at føle sig underlegen. Vreden, modstanden, det er den, jeg stadigvæk kører på.”

Alternative marketingsgreb

Selvom reklamebranchen næsten tog livet af ham, viste den sig at være til gavn, da han skulle markedsføre bøgerne. Han udnyttede sine erfaringer fra reklameverdenen til at skabe opmærksomhed, for eksempel ved at besøge samtlige toiletter på Roskilde Festival:

“Jeg kan tydeligt huske de første to bøger, vi udgav. Vi printede 3.700 sider og tog så til Roskilde festival, hvor vi tapetklisteret alle siderne på indersiden af lokummerne. Der var 3.700 transportable lokummer. De blev solgt ret hurtigt, for når folk sad der med deres telefon i hånden og morede sig over siden, bestilte de bogen. Jeg tror, det kostede os 300 kroner – og en masse lortedufte,” fortæller Onkel Hawaii og fortsætter:

“Desuden har vi dækket halvdelen af København med vores klistermærker. For nogle år siden talte vi om, at vi var oppe på 30.000 klistermærker.”

Det har de været nødt til, fordi anmeldere og boghandlere ikke har vist interesse. Ifølge Onkel Hawaii er fordelingen skæv, og så længe det forbliver sådan, har han ingen interesse i at deltage i spillet.

”Så længe fordelingen er skæv hos anmeldere, podcasts, butikker, prisuddelinger, kunststøtte og andre af de her fantastiske søjler af nepotisme, gider vi ikke spille med på deres regler. Af samme grund ser jeg fantastiske tiltag hos de forskellige mikroforlag, hvor budgetterne dikterer alternative marketingtiltag, som er lige så fantasifulde og engagerende som deres bøger. Vi har flere gange joket om, at hvis vi slog os sammen til et stort forlag, så ville vi revolutionere boglandskabet. Men vi værner om forskelligheden. For hvis ikke i litteraturen, hvor så?”

”Jeg har ikke den store tiltro til bogbranchen”

Netop derfor, har Onkel Hawaii heller ikke den store tiltro til litteraturbranchens fremtid herhjemme. 

”Svenske og norske journalister skriver om den her guldalder, som de mener, der er i den danske litteraturbranche. Men det er stadigvæk de samme aftaler, der er mellem butikkerne. Hvis jeg ringer til en etableret kæde, ikke at jeg tror, at det er der mit segment er, men der ville de grine af mig. De kræver nogle aftaler, som jeg slet ikke er interesseret i. Så nej, jeg har ikke så stor tiltro til branchen,” fortæller Onkel Hawaii og holder en kort pause. 

”Hvis jeg ikke gider længere, har jeg svært ved at se, hvor det her smukke boghåndværk skulle blive af. Hvis mikroforlagene ikke gider at køre det her Con Amore.” 

Kun få kan leve af at skrive, det er ingen hemmelighed. Spørgsmålet er, hvor længe folk vil blive ved. Så hvorfor ikke bare stoppe? For Onkel Hawaii er det blevet et spørgsmål om, hvad han ellers skal gøre.

”Det er som om, at jeg kan mærke, at alt, der er mig, er det her. Så det er lidt svært for mig at sige nej. Hvis jeg siger nej, så forsvinder store dele af mig.”

”Jeg vil stadig gerne overtage verdensherredømmet”

Onkel Hawaii sidder med et smil, der afslører både ambition og selvironi, da samtalen drejer sig ind på fremtiden, ”Jeg vil stadig gerne overtage verdensherredømmet,” forsikrer han.

“Men jeg har lært at give slip på de store planer. Det lyder totalt hippie-holistisk, men de seneste år har lært mig, at det at give slip på mine egne forventninger har været min største sejr. Det har åbnet op for de fedeste samarbejdspartnere og givet mig mulighed for at fokusere på det, jeg virkelig brænder for.”

Han reflekterer kort over sit tidligere selv: “Jeg plejede at have et enormt stort Luke Skywalker behov for at blive en Jedi.”

Med et sidste træk af cigaretten og et skævt smil tilføjer han: ” Jeg har skabt min egen branche, hvor kreativiteten og ærligheden råder, uafhængig af de etablerede normer. Det er mit livsværk, og jeg vil fortsætte med at udfordre, skabe og inspirer.”