Nu er det selvfølgelig ikke fordi, jeg ikke gider snakke med mine venner. Men da jeg for nyligt sad pænt bænket om et pyntet bord til den årlige gensyns-julefrokost med min gamle gymnasieklasse, var der noget i måden, vi nu er venner på, som var udpræget anderledes.
Til dem, der ikke har haft fornøjelsen af at gå i 3t på Herning Gymnasium, kan jeg fortælle, at der altid er blevet snakket en del. Og ret højt.
Sådan var det også i weekenden. Og på den måde var alt heldigvis, som det plejer. Der blev også, trods det faktum, at voksenlivet langsomt og truende har meldt sin ankomst i flokken med lejlighedskøb, Kähler-vaser og faste kærester, snakket om at hælde vodka i rødkålen. Det sker også hvert år.
Så hvad er problemet? Alkoholinduceret kål til side.
Problemet er måden, vi nærmest altid samles om bordet. I sådan en julefrokost-situation er det jo ret ideelt – flæskestegen og den vegetariske aubergine-karrysalat taget i betragtning. Men bordet er blevet en form for konstant snyltegæst i hverdagens venskab. På godt og ondt.
På bordet kan vi hvile albuerne, når vi interesseret læner os forover og lader os opsluge af endnu en saftig sladderhistorie om middelmådige mænd eller Barry Keogans formodede utroskab. Bordet er stedet vi kan sætte ølflasker, kaffekopper og æblekageshots på meget brune bodegaer, men jeg oplever også, at det er med til at fastholde en afstand imellem os at sidde overfor hinanden. Hvorfor har vi ikke længere tid til at være sammen og lave ingenting? Hvorfor skal man altid mødes om noget?
Nu er det kun tre år siden min studenterhue blev sat på, så jeg er blot ved at træde de første spæde skridt ud i voksenlivet. Alligevel er venskabet begyndt at ændre karakter på en måde, jeg kun frygter bliver værre, som tiden går og potientielle børn kommer ind i billedet. Allerede nu vælger vi nemlig ofte den nemme, planlagte og overskuelige måde at mødes på, når tiden er knap.
Og det er også en måde at mødes på, der ligger langt fra den utopiske voksenvenskabs-drøm, jeg lærte at kende i ’Friends’ med de altid ulåste hoveddøre, eller i ’Sex and the City’, hvor veninderne var hinandens soulmates.
I virkeligheden kræver venskabet nemlig langt mere planlægning, men det gør det nu ikke mindre vigtigt. Faktisk viser undersøgelser, at vores sociale relationer har stor en betydning for både livskvalitet og et godt helbred. Og at de derfor er nødvendige at vedligeholde.
Nu står jeg heldigvis i den luksussituation, det er at have verdens bedste venner. Det håber jeg, at mange andre også går rundt og synes, at de selv har. Hele problemet bunder derfor i virkeligheden mere i, at jeg vil se dem oftere og gerne også i anden kontekst end den med røven plantet solidt i sædet. For når man hinanden sjældnere, bliver opdateringsrunderne uundgåelige, og de minder én om, hvor meget man er gået glip af
“Hvordan går det derovre i København?” spørger de til føromtalte julefrokost.
“Godt, har du egentlig ikke fået en kæreste?” spørger jeg igen
Der ligger en naturlig nysgerrighed og omtanke i udvekslingen, men det føles nu alligevel underligt ikke længere at vide alle disse helt basale ting om hinanden. Især når man tænker på, hvor altopslugende og spontant venskabet føltes dengang, vi havde al tid i verden til bare at ligge på sofaen, drikke Pepsi Max og drømme om fremtidige bofællesskaber og store runde samtaleborde, når vi engang flyttede hjemmefra.
Nu, hvor jeg rent faktisk er ejer sådan et samtalebord, er tiltrækningen ikke helt så stærk. For selvom jeg elsker at sidde og have både de dybe, de nostalgiske og de selvovervurderende vi-er-så-sjove-vi-burde-starte-en-podcast-samtaler, drømmer jeg om at have dem lidt mindre formaliseret.
Og om nogle gange slet ikke at have dem og i stedet bare sidde skulder ved skulder.
Min gamle roomie fra højskolen og jeg mestrer virkelig den kunst, når vi ses. Men som tidligere beboere på højskolens absolut mindste værelse blev vi også ret hurtigt tvunget ud i at lave ingenting sammen. Den gave har vi taget med ud af boblen, og nu, hvor vi begge befinder os både i København og cirka samme single-sted i livet, har vores venskab udviklet sig til noget, der for udefrakommende er blevet forvekslet med et parforhold.
Måske fordi det er nemmere at ses blot for at sameksisterer, når man deler en hverdag, der minder om hinandens. For eksempel hvis man bor sammen, studerer sammen eller måske endda arbejder sammen.
Men det kan lade sig gøre uden, for da jeg boede i Aarhus tidligere i år havde mine gymnasieveninder og jeg en helt særlig søndag: Vi lavede nemlig ingenting, men lå bare på sofaen med sammenflettede ben, spiste klementiner og drak stempelkandekaffe en hel eftermiddag.
Det var drømmen.
Og nu hvor vi jo nærmer os tiden for nytårsfortsæt og forsøg på store livsstilsændringer, kunne jeg jo meget passende tage lige netop den drøm med ind i det nye år. Den kræver jo i virkeligheden ikke andet end, at jeg fjerner bordet fra ligningen næste gang, jeg inviterer. Og dét virker faktisk realistisk at udleve.
