emily in paris
Foto: Giulia Parmigiani/Netflix ©

Macron er slet ikke tilfreds med, at ‘Emily in Paris’ rykker til Rom – men i Rom fnyser de bare ad ham

Den franske præsident siger, at han vil “kæmpe hårdt” for, at Netflix-serien vender tilbage til Paris. Roms borgmester synes, han skal slappe af.

“‘Emily in Paris’ i Rom giver slet ingen mening.”

Sådan sagde Emmanuel Macron for nylig i et interview med amerikanske Variety, hvor de blandt andet diskuterede ‘Emily in Paris’ og Brigitte Macrons, præsidentens kone, lille cameo i serien.

Og det kan han jo sådan set have ganske ret i. Men det ændrer ikke på, at den populære Netflix-serie ‘Emily in Paris’ delvist udspiller sig i den italienske hovedstad i den nyeste, fjerde sæson.

Men det er præsidenten ikke særlig tilfreds med.

“Vi vil kæmpe hårdt. Og vi vil opfordre dem til at blive i Paris,” siger præsidenten i interviewet, hvor han også roser seriens “superpositive” betydning for Paris som turistby.

“Slap af”

Hans bemærkninger har imidlertid affødt et lakonisk svar fra Roms borgmester, Roberto Gualtieri, der efter Macrons udtalelser har ladet sig interviewe af Hollywood Reporter.

“Slap af, Emmanuel Macron. ’Emily in Rome’ er perfekt,” siger han.

Herefter spørger han retorisk, om ikke Macron har større problemer at tage sig af lige nu.

“Der er et par krige i gang i Ukraine og i Mellemøsten, der er en frygtelig orkan, som har ramt USA, og som forbindes med klimaforandringer, og en række andre udfordringer i Europa, der for Macron er vigtigere end Emily, forestiller jeg mig,” siger borgmesteren.

Han tilføjer desuden, at han har talt med Paris’ borgmester, Anne Hidalgo, og at de begge har grinet af Macrons udtalelser.

Ikke desto mindre rammer præsidentens udtalelser ned i en verserende splittelse i Frankrig, hvor kritikere på den ene side er utilfredse med, at seriens perfekte, romantiske iscenesættelse har gjort især det 5. arrondissement overrendt af turister – samtidig med at landet står midt i en afindustrialisering, som burde have de øverste politikeres fokus, snarere end en serie på Netflix.

Find mere om
Footer graphics