Det er nok de færreste på cykelstien, der vender hovedet, når de i dag passerer det gamle SAS-hotel i krydset mellem Vesterbrogade og Hammerichgade. Måske forståeligt nok, for i den københavnske beton-jungle overstiger fødselsraten for højt nybyggeri efterhånden enhver anden form for reproduktion.
Men Arne Jacobsens gamle hotel fra 1960 er slet ikke som de andre piger.
For nylig kom et lokalt vinduesfirma med et renoveringsforslag til tårnets glasfacade. Men det fik kritik fra landets arkitekter, der blandt andet kaldte det ”ødelæggelsen af et kunstnerisk mesterværk.” For lige præcis tårnfacaden med det store SAS-logo, som du kender den fra frøperspektiv, er et såkaldt unikum. På arkitektur-lingo kaldes den curtainwall, og den var med til at gøre hotellet til lidt af en international kendis.
Selvom støvet har lagt sig foreløbigt med en mulig bygningsfredning inde for armslængde, står en del nok tilbage med et ”og hvad så?”
Det er dog ikke alle. En af dem er Martin Keiding, arkitekt og chefredaktør på fagtidsskriftet Arkitekten, der hører til blandt det kritikerhold, der har gjort verbal modstand i hele facade-fadæsen.
Men hvorfor mener han egentlig, at SAS-hotellets nuværende ydre er så vigtigt at bevare i den københavnske skyline?
Martin Keiding har selv kontor i Arkitektforeningen, der har adresse i Indre By på en gammel præstegård fra 1700-tallet, hvor indgangsporten er belagt med gamle brosten, og murværket er en smule skævt. Ret charmerende og fyldt af ånd.
Det er lige præcis den slags ånd, som Martin Keiding mener, man fjerner fra det Arne Jacobsen-designede SAS-hotel, hvis man ikke bevarer glasfacaden inden for de originale linjer. Den såkaldte curtainwall, der altså slet ikke er en mur, men skal forstås som måden, hvorpå man hægter en glasfacade på en bagvedliggende betonkonstruktion. Ganske som en slags gardinhængsel.
Martin Keiding forklarer, at SAS-hotellet nærmest har kamæleonske karaktertræk.
”Hvad der skelner det fra de andre tavse og skumle bygninger er, hvordan den skifter facade med vejret. Nogle gange er det lyst eller gyldent og nogle gange helt transparent. Ser man bygningen fra siden, kan man endda se lige igennem hjørnerne, der er af glas og øger oplevelsen af lethed. Han har jo fanget den der idé med, at der er en relation mellem himmelrummet og facaden. Det er helt æterisk, og der er ingen i København, der når til sokkeholderne at lave noget der er så højt, elegant og svævende.”
En renovering kan ifølge Martin Keiding nemt ende ud i det, han kalder utålmodigt ”amatørbras” med direkte henvisning til det pågældende vinduesfirma.
”Det er ligesom, hvis en privat-ejer af et Vilhelm Hammershøi-maleri tænker ’jeg frisker det sgu lige op’. Det kunne man ikke jo ikke drømme om at gøre. Eller sætte plastikvinduer på Amalienborg. Det er ren Gøg og Gokke,” siger Martin Keiding.
Han anser – ligesom flere – bygningen for at være et Gesammtkunstwerk, der løst oversat betyder, at det hele hænger sammen. Da luksushotellet åbnede sine svingdøre tilbage i 1960, var det med sine 22 etager og fuldt designet inventar det første af sin slags i København, og der herskede ingen tvivl om, at Arne Jacobsen havde skabt stor kunst. Snarere at han havde designet en entré til det moderne liv.
”The sky is the limit”
Men for at forstå, hvorfor SAS-hotellet var så særligt i sin samtid, skal man se et langt fladere København for sig.
”Dengang i 1960 var det jo ikke så lang tid siden, man var kommet ud af 2. verdenskrig, og der var et velfærdssamfund, der var på vej op. Byen så meget anderledes ud. Der var selvfølgelig stadigvæk Banegraven, men hele området skulle udvikles. Der var på den måde meget prestige forbundet med selve byggeriet, og holdningen var ”the sky is the limit”. Alle ville gerne læne sig op ad den der luksus og kvalitet, som Arne Jacobsen samlede og skabte i 1960erne.”
Det hele blev på den måde lidt til og meget mere. Trådte man ind på et af de originale hotelværelser, trådte man ind i Arne Jacobsens helt egen moderne verdensforståelse. Det blev blandt andet fødested for designikoner som Ægget og Svanen.
”Det var designet hele vejen igennem udefra og ind – helt ned til mindste detalje. Han tegnede også bestik og møbler til hotellet. Så det var ikke blot et hus, men det var også håndtag og interiør, lamper, gulvtæpper, gardiner, som så med tiden er blevet skrællet mere og mere af indvendigt. På den måde var der intet sammenligningsgrundlag. Alt andet stod lidt mere primitivt hen i forhold til det her internationale luksushotel.”
Arne Jacobsen toppede den af ved at give hotellet sin helt egen lufthavnsterminal, hvad der også ligger til grund for det store mega-logo, der er på bygningen. Ideen var, at man skulle gå ind i den lave del af bygningen, som var designet som en gate, og her ventede så en lufthavnsbus, som kørte passagererne ud til den helt store stolthed, SAS, i Kastrup. På den måde serverede Arne Jacobsen den internationale drøm direkte på fortovsplan.
”Det er klart, at det har virket heftigt. Den taler ind i hele fortolkningen om, hvad det vil sige at være international eller moderne. Arne Jacobsen gik helt ind i byen og fangede folk ud til det liv med fly, hvor man svæver afsted.”
Det var et byggeri, der krævede tid, øvelse og tålmodighed. Arne Jacobsen og sit hold af ingeniører gjorde sig pænt umage.
Det er den slags slagord, Martin Keiding mangler på tegnebrættet i dag, når han ser, hvordan det lokale vinduesfirma vil pille i den arkitekturhistoriske dna.
”Arne Jacobsen kom jo ikke sovende til det her. Han har tegnet og tegnet om igen, ombestemt sig og forbedret i dialog med ingeniørerne. Det er hele den her proces og omhu, som alle mennesker nok kender – ligesom at lære at spille guitar. Du kan ikke spille noget godt i begyndelsen. Her er det, som om vi sidder og hører på nogen, der spiller guitar for første gang i deres liv på SAS-hotellet, det lyder forfærdeligt!”
Den nordiske modernisme
Grunden til at SAS-hotellet er blevet sådan en international darling, var ifølge Martin Keiding, at Arne Jacobsen hele tiden skubbede til grænserne for det muliges kunst. Han var en drømmer, der turde gå skridtet længere for at gøre idéer til virkelighed.
“Arne Jacobsens idéunivers var, at alting skulle være spinkelt og elegant. Det var hans forståelse af verden, som han nok havde fra sit tyske forgangsbillede Mies van der Rohe. Arne Jacobsen lavede det bare endnu bedre. Han fik det gjort endnu mere spinkelt, med den der drøm om ”Jamen, kan du få det hele til at svæve? Kan huset faktisk se ud, som om det ikke har nogen jordforbindelse?” Det er jo næsten lige det, som der er lykkedes med SAS-hotellet. Det ligner at det hele bare kan lette og svæve væk som en luftballon.”
Men han var slet ikke alene om sin fascination af glassets himmelske kvaliteter. I 1960erne var der en særlig klub af arkitekter i både Sverige, Danmark og Finland, som delte samme æstetiske sprog. Fælles for dem var den her særlige nysgerrighed på vinduer, og hvordan man kunne lege med overgangene mellem ude og inde. De skabte den nordiske modernisme, som sidenhen er blevet hædret ude i verden.
I dag kan man se SAS-hotellet som et spejl på en særlig, og måske glemt, nordisk identitet, som stadig kan lære os noget. Og det mener Martin Keiding, der er brug for.
“Min drøm er at få nedbrudt nogle fordomme om modernismen. I dag er det jo blevet forbundet meget med sådan nogle kubisk formede boligbyggerier. Men tag lige de murstenbeklædte betonklodser, og hold dem op imod SAS-hotellet, så kan du jo hurtig se, at det ikke har noget med modernisme at gøre, det er jo bare dårlig planlægning. Måske er tiden inde til at få genbesøgt de der kvaliteter i arkitekturen.”
I dag er det kun et enkelt værelse, der står tilbage som det så ud dengang, og lufthavnsterminalen er nok mest af alt en god vandrehistorie. Det flotte himmelspejl står dog stadig næsten intakt og kan minde os om en fælles fortid, der ellers drukner i betonstøv. Hvis vi altså synes, der er en værdi i det.
Kulturel ballast smider man ikke bare ud
I en tid, der rimer på klimaregnskab, massiv tilflytterstrøm og dansk møgvejr, er man nødt at spørge sig selv om, hvor længe en bygning som SAS, der ikke lever op til moderne standarder, skal holdes kunstigt i live.
For Martin Keiding er det egentlig ret simpelt. Det handler om at prikke de rigtige fagfolk på skulderen og så prøve ikke at have så travlt.
”Det er supersvært at renovere de gamle bygningsværker med dagens standarder. Men det er det, der er budskabet. Lige meget, hvor besværligt og følsomt det er, så kan det faktisk godt lade sig gøre. Vi har så meget viden i dag, så man skal bare finde de rigtige folk. Der er mange fine eksempler på istandsættelse, hvor det ikke er noget problem overhovedet og lever op til nye energikrav.”
Men hvad har det egentlig af betydning for den almindelige københavner uden for den lille kritiker-enklave af arkitekter?
”Det svarer jo lidt til at spørge: ”hvad nu, hvis man ikke længere kunne høre Mozart?” Hvis nu nogen slukkede for muligheden for at lytte til hans musik. Så forsvinder hele det historiske grundlag for os alle sammen, og så vader du igennem et tomrum. Så vidt jeg kan forstå, er der jo rigtig mange mennesker, der godt kan lide fortiden. Man er glad for gamle ting. De er en del af vores kulturelle ballast, og det smider man ligesom ikke bare ud. Det er lysten til, at tingene skal hænge sammen på tværs af tid, som netop gør det vigtigt at bevare.”
”Det gør nu heller ikke noget, at man ikke lige lægger mærke til SAS-hotellet, for det, tror jeg, egentlig bare, at Arne Jacobsen ville være glad for at høre. Det var jo også meningen, at det bare skulle stå og svæve der.”
