Efter jeg er fyldt 30, er jeg begyndt at glædes over alt det, jeg går glip af. Eller det vil sige, at jeg har det virkelig fedt over, at jeg omsider har lært at sige nej til ting, jeg egentlig ikke har lyst til at deltage i.
Da jeg var i 20’erne, tror jeg egentlig godt, at jeg kunne mærke, hvad jeg inderst inde havde mest lyst til. Alligevel fulgte jeg altid med flokken, sagde: “Helt sikkert!” til at tage med til en fest hos en ven af en ven langt ude på Amager, eller hvad det nu kunne være, selvom jeg egentlig var socialt slukket og lige den aften havde mest lyst til at blive derhjemme og læse en god bog under dynen.
Således drak jeg øl, jeg egentlig ikke havde lyst til at drikke og vågnede med tømmermænd, jeg kunne have været foruden. Bagefter slog jeg så mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke havde gjort det, som jeg egentlig godt vidste, jeg havde brug for. For nu var den næste dag jo også spildt.
Men jeg var ekstremt bange for at blive stemplet som ‘kedelig’, og jeg var bange for, at hvis jeg sagde nej til noget, ville jeg aldrig blive inviteret til igen, og jeg troede hele tiden, at der foregik noget federe lige om hjørnet. Men jeg vidste ikke dengang, hvor godt det føles at stå ved sig selv, hvor godt det føles at være selektiv med, hvad man bruger sin sociale energi på, og at man i øvrigt ikke bliver stemplet og bandlyst i al evighed, fordi man takker pænt nej.
I dag er jeg 32, og jeg ved egentlig ikke, hvornår det præcis forandrede sig, at jeg gik fra ‘fomo’ til ‘jomo’, den famøse ‘joy of missing out’. Måske var det, efter jeg fik børn, måske handler det om, at mine tømmermænd er blevet tæt på umenneskelige. Jeg tåler simpelthen ikke mere end højst tre genstande på én gang, før der er migræne og mavepine på programmet.
Det er jo heller ikke, fordi man som hovedregel skal blive derhjemme. At have jomo er ikke det samme som at aflyse i sidste øjeblik. Det handler om at tænke sig om, inden man siger ja til noget. Jeg kommer selvfølgelig, hvis jeg har lovet min tilstedeværelse til en fødselsdag. Men man behøver jo ikke takke ja til øl i omklædningsrummet hver gang efter træning, til enhver fredagsbar eller enhver mulighed for en fest.
Følelsen af at burde være alle steder på én gang er ulidelig, og det gør dig ikke mere kedelig, at du af og til bliver hjemme. De fleste kan relatere, og det bliver alligevel sjældent rigtig sjovt, hvis man tager af sted, selvom man egentlig ikke har lyst.
For alle andre er det også rimelig dejligt, at man kun pådutter dem ens selskab, når man oprigtigt er til stede og har lyst til at være en del af festen. Jeg ville virkelig ikke have det godt med, hvis jeg vidste, at jeg sad overfor en, der inderst inde hellere ville være et andet sted.
En uundgåelig del af at være i starten af 20’erne er vel at være mere eller mindre kronisk i tvivl og at være bange for at gå glip af noget virkelig fedt, sjovt, spændende etc. Man er ved at finde sig selv og lære sine egne grænser at kende.
Men det er alligevel som om, at den tid, vi lever i, gør det særligt svært at praktisere jomo. Måske sidder vi og har det ganske glimrende i sommerhuset over et spil kort med familien. Meeen, så ser vi de stories, snaps og posts, som vores venner laver med alle de ting, som de er i gang med. De er ude at spise, til koncert eller i byen.
I min sommerferie røg min telefon op på en af de øverste hylder i køkkenet, så jeg ikke fik øje på den hele tiden. Den blev mest af alt taget frem, når der var behov for navigation eller musik. Mine sociale medier var i en form for dvale, min skærmtid var i snit en halv time om dagen, og det fik min allersidste rest af fomo til at forsvinde.
Den største forskel for mig i dag er, at jeg – hvor gajol-æske-agtigt det end lyder – følger min mavefornemmelse og gør det, jeg har mest lyst til. Og helt seriøst: Hvor føles det usandsynligt godt. Jeg tror ikke længere, at græsset konstant er grønnere på den anden side. Jeg får ikke pres over, at jeg er derhjemme sammen med min familie, mens nogle af mine venner er ude. Jeg ser deres lokkende stories og tænker oprigtigt: Godt for jer.
LÆS OGSÅ
