For nylig mødtes jeg med seks gamle venner på en ølbar på Nørrebro. Det er der i og for sig intet usædvanligt i. Det usædvanlige er nok, at vi er 30 år og har kendt hinanden mellem 18 og 27 af dem.
Det er de færreste, der i voksenlivet har held med at holde fast i deres venner fra børnehaven og folkeskolen. De venner, der lærte os at dele legetøj og madpakker. Dem, der er på fornavn med vores forældre, husker indretningen af vores barndomshjem og navnet på vores første kæledyr.
For mig er det ikke så meget et spørgsmål om hvorfor ikke holde fast – som vi bliver ældre sker der naturligt en vennerotation: efterskole, ungdomsuddannelse, sabbatår, højskole, udlandsrejser, videregående uddannelse, og arbejde og eventuelt også skiftende partneres vennekredse.
Det er i højere grad et spørgsmål om hvorfor egentlig gøre det, holde fast i dem? Hvad er det, de kan bidrage med til vores liv, som andre relationer ikke kan?
“Holde fast i” er måske meget sagt. Imens jeg stadig er meget tætte veninder med den ene, og ses regelmæssigt med en anden, har jeg gennem årene kun set de andre tilfældigt i København til fester, på loppemarkeder og i metroen.
Det ville der sikkert heller ikke være noget mærkeligt ved, hvis vi havde gået i skole sammen i København. Det har vi ikke. Den skole og den børnehave, vi gik i, ligger 341 kilometer væk fra Nørrebro i en lille flække, der hedder Lem (ja, det hedder den faktisk). Lem har 1325 indbyggere, landsbyerne i omegnen endnu færre.
Det var mig og min veninde, der tog initiativet til det uformelle øldrikkeri. Selvom vi ikke kaldte det for en “reunion”, så var der alligevel en særlig gensynsglæde over arrangementet. Vi havde skrevet ud til de elleve gamle klassekammerater, vi vidste var flyttet til København gennem årene.
Dem, der ligesom os i høj grad har valgt at leve et anderledes liv, end mange af vores klassekammerater, der efter endt uddannelse i stedet er flyttet tilbage til det Vestjylland, vi kommer fra, for at stifte familie og investere i (billigere) mursten.
På vej hen til baren på Nørrebro gik min veninde og jeg og gættede på, hvad de andre mon havde uddannet sig til, hvor de arbejdede, og hvilke mennesker de var blevet til.
Lige så stor min nysgerrighed var, lige så lille viste overraskelsen sig at være. Det skulle vise sig, at hver og en mere eller mindre arbejder med præcis dét, jeg forestillede mig. Det lyder som en dårlig ting, men det er det ikke. Nu skal jeg fortælle hvorfor.
Fraværet af de store overraskelser, var selve overraskelsen i sig selv. Jovist, en lidt kedelig en af slagsen. Men da jeg sad i bussen på vej hjem en hyggelig aften og seks kander øl i godt selskab senere, kunne jeg nemlig ikke lade være med at tænke på, i hvor høj grad vi stadig er dem, vi var for 18, 22 og 27 år siden. Bare nyere versioner.
I min yndlingsbog, ‘Væggen’, af den østrigske forfatter Marlen Haushofer er der et citat, jeg altid læner mig op ad, når jeg føler mig vildfaren og har svært ved at finde hjem til mig selv:
“Allerede i dag er jeg jo ikke længere det menneske, jeg var engang. Hvorfra skulle jeg vide, hvor jeg er på vej hen? Måske har jeg allerede fjernet mig selv så langt fra mig selv, at jeg slet ikke lægger mærke til det mere.”
Jeg kan ikke præcist forklare, hvad det er, jeg holder så meget af ved det citat. Måske er det fordi, min største frygt i livet er at gå i stå. At stoppe med at vokse, at udvikle mig og blive klogere. På mig selv og på andre. Men visheden om, at den proces sker helt af sig selv, uden at jeg hvert vågent øjeblik behøver at være opmærksom på det, giver mig tryghed.
De 14 år, der er gået, siden vi gik ud af folkeskolen, har jeg delvist brugt på at lægge fysisk og mental afstand til den usikre og vrede version af mit teenage-selv, jeg var dengang. Allerede på daværende tidspunkt vidste jeg, at jeg ville flytte så langt væk fra Vestjylland, som det var muligt inden for landets grænser. Jeg havde brug for plads til at blive en version af mig selv, der ikke lod sig forme af andres ideer eller forestillinger om, hvem jeg var, eller hvad jeg skulle være.
Valget blev København; et valg, jeg i øvrigt aldrig har fortrudt. Det betyder dog ikke, at jeg ikke elsker mit fødested. Det gør jeg, og selvom mulighederne føltes indskrænkede i forhold til storbyens vibrante liv, så var og er vidderne paradoksalt nok brede og himlen aldrig set højere.
Faktorer, der ligesom så meget andet har været med til at forme tidligere versioner af mig såvel som den, jeg er i dag.
Det er erkendelser som den, der kommer snigende, når man mindst venter det, og der kommer et tidspunkt i de flestes liv, hvor det giver mening at søge tilbage. For nogle handler det om at finde hjem og finde ro, for andre og mig selv inkluderet handler det om at finde svar.
Fordi der er de livsvidner, vi selv vælger – og så er der dem, vi ikke selv vælger. Om vi vil det eller ej, er de også med til at fortælle vores historie. Spørgsmålet er, hvilken historie, de kan fortælle, og hvordan den adskiller sig fra den, vi selv skriver.
Det blev jeg mindet om den fredag aften på ølbaren. Selvom vi hver især på flere områder har ændret os gevaldigt i årenes løb (heldigvis!), så er der visse træk, der nok aldrig vil ændre sig (endnu mere “heldigvis”). Og det er der en vis tryghed i.
Måden, min ene barndomsveninde rynker næsen på, når hun griner er akkurat den samme, som da hun var barn. Entusiasmen, den anden allerede havde i børnehaven, er intakt og kommer til udtryk i måden, hun spørger ind til andre på. Og den skepsis, som den tredje har bevaret, bliver opvejet af den fjerdes urokkelige ro og varme. Sådan kunne jeg blive ved.
Mit træk?
Jeg er stadig en neurotisk nostalgiker, der ikke engang kan gå ud og drikke fadøl med sine venner uden at skulle analysere og endevende aftenen bagefter.
