“Wauw, hvor ser du smuk ud!”
Det er det første, min søster udbryder, da hun toner frem på den lille skærm i min hånd. I hendes skød slænger min 1-årige niece sig. Hun stirrer nysgerrigt og en anelse forvirret ind i telefonens kamera.
Noget i mit ansigt ser anderledes ud. Hun prøver at regne ud hvad.
“Hvorfor ser du så godt ud?” spørger min søster så. Det er fredag aften, men min pyjamas afslører, at jeg skal se X Factor og ikke ud og male byen rød – selvom min læbestift antyder det stik modsatte.
Som et eksperiment har jeg nemlig besluttet mig for at gå med rød læbestift hver dag i en uge.
Noget, der ikke burde føles som en “big deal”, men som alligevel gør det – i hvert fald for mig. Spørgsmålet er: hvorfor?
Jeg har altid følt mig inspireret af de kvinder, der går med læbestift til hverdag, ja, nærmest set op til dem. I mine øjne fremstår de ligeglade med, hvad andre tænker om dem.
De indgyder den slags magt, mod og selvsikkerhed, som alle os kvinder, der kan have tendens til at undskylde en gang for meget for vores egen opførsel, kan tage ved lære af. Alle os, der er bange for at virke overmodige, opmærksomhedskrævende, selvoptagede og “for meget”.
Ifølge Mette Byriel-Thygesen tyder noget på, at jeg ikke er den eneste, der holder mig tilbage, når det kommer til rød læbestift. Hun er museumsinspektør på Nationalmuseet og etnolog med speciale i køn og seksualitet – og så har hun i øvrigt gået med rød læbestift til hverdag i over ti år.
– Rent historisk er røde læber blevet associeret med forskellige ting, men særligt i 1800-tallet blev det set på som noget lidt forargende og forkasteligt. Det var en særlig type “levende” kvinder, som eksempelvis prostituerede og offentligt fruentimmer, der brugte det, siger hun og uddyber:
– Sådan var det med makeup i det hele taget; jo mere man skejede ud, jo mere var det også et symbol på din livsstil. Og jeg tror stadigvæk, vi associerer læbestifter i markante farver med det at ville “indtage et rum” eller gerne vil have opmærksomhed – og at det kan være lidt negativt eller sensuelt, forklarer Mette Byriel-Thygesen.
Både før og efter 1800-tallet har læbestiften – især den røde – været symbol på mange forskellige, men også deciderede modsatrettede ting, ligesom dens generelle popularitet er gået op og ned i takt med, at samfundsøkonomien, forbrugersamfundet, reklamebranchen og modebilledet har gjort det samme.
Det gælder også inden for feminisme, hvor røde læber både er blevet set som et magtfuldt våben i kampen mod ulighed, men også som et anker, der holder kvinder fast i kønsstereotyper.
Kort sagt har jeg ikke turdet. Indtil nu.
Det er ikke fordi, jeg aldrig har gået med rød læbestift før. Et par gange om året, når festlige anledninger har budt sig, har jeg ikke været bleg for at finde den frem. Men kun én gang tidligere i mit liv har jeg taget rød læbestift på om morgenen, inden jeg gik ud af døren.
Det var for et år siden, da jeg var i Paris. Fordi: Hvis ikke i Paris – hvor så? Byens fortryllende stemning og duften af jasmin gjorde det muligt for mig at være en anden for en stund. Det resulterede i, at en venlig franskmand kom hen til mig, mens jeg sad og læste i min bog Luxembourg-haverne og kvitterede med en fransk scorereplik, der desværre gik tabt i oversættelsen. På mange måder leverede læbestiften, hvad den lovede. Magnifique!
Helt så magnifique følte jeg mig ikke, da jeg en grå onsdag i marts forsøgte at tegne mine læber perfekt op foran spejlet. Det er sværere, end man skulle tro. På cykelturen hen til mit arbejde forberedte jeg mig på, hvad jeg skulle sige, hvis nogen nævnte den pludselige forandring i mit ansigt.
“Det er bare et eksperiment!” ville jeg skynde mig at sige.
Jeg var underligt nervøs for hvilke reaktioner, der potentielt ville komme. Måske skyldtes den overtænkning, at jeg ligesom mange andre fra min generation lider af det såkaldte main character-syndrome og derfor kan have tendens til at tro, at verden udspringer fra min egen navle. Ikke desto mindre blev mine tanker gjort fuldstændig til skamme.
Ikke én nævnte mit nye look.
Heller ikke da mine tre veninder kom forbi til aftensmad samme aften, var der nogen, der nævnte de røde læber, der kyssede dem på kinden i døråbningen. Jeg var åbenlyst den eneste, der syntes, at det var en stor ændring.
Ser man bort fra de kollegaer, der har kendt til eksperimentet, skulle min søsters reaktion vise sig at være den eneste gennem hele dets løbetid. Deres kommentarer begrænsede sig i øvrigt til: “Det ser godt ud”, og “Har du haft det på hele tiden? Det har jeg slet ikke bemærket”.
Som dagene gik, stoppede jeg sågar med selv at bemærke det. Over natten blev læbestiften en del af min morgenrutine, og da jeg halvvejs i eksperimentet forvildede mig ind i en tøjbutik, gik mine overvejelser på, om tøjet mon ville matche mit nye varemærke: den røde læbestift.
Allerede efter eksperimentets første dag føltes det ikke længere grænseoverskridende at møde verden med et stort rødt smil, tværtimod. Læbestiften er hurtigt gået hen og blevet min opløftende ven og tro væbner, der velvilligt dækker over søvnmangel og bekymringer i hverdagen. Mit ansigt føles nu næsten nøgent uden. Jeg har det som Madonna i 1990’erne.
Især på de dage, hvor min selvtillid har føltes i bund, har den lille cylinderformede booster i min taske været guld værd. En simpel ‘fake it till you make it’-logik.
Det samme gælder de dage, hvor nyheder om krig og ufred i verden har ramt mig som en mursten i psyken – der er i sandhed en årsag til at begrebet “the lipstick effect” blev opfundet, og at læbestiften var populær i krigstiden. I usikre tider har tilværelsen godt af glimmer og et ekstra farvestrejf.
Som Mette Byriel-Thygesen siger:
– I dag er læbestiften ikke forbeholdt gamle, fine damer med guld-etuier i tasken, der gør noget ud af sig selv. Selvom vi skelner mellem at gøre noget ud af os selv til hverdag og fest, er læbestiften ikke nødvendigvis mere til fest, end den er til hverdag.
Derfor en opfordring fra mig: Livet er for kort til ikke at skeje ud og til at lade vores udtryk begrænse sig af, hvad andre måtte tænke om os.
Der er ingen undskyldning for ikke at gå med læbestift til hverdag. Det samme gælder i øvrigt de høje hæle på nederste hylde af skoreolen og det pink suit, du har gemt væk bagerst i skabet til særlige lejligheder.
Til sidst også en venlig påmindelse til mig selv og andre, der har brug for at høre det, og som har tendens til at tro, at verden udspringer fra vores egen navle: Det gør den ikke.
