Advarsel: Spoilers kan fremkomme
Jeg har lige set sidste afsnit i femte, og indtil videre sidste, sæson af tv-serien ‘The Handmaid’s Tale’, og jeg er faktisk ret rystet over, at den slutter med endnu en cliffhanger og endnu et afsæt til en kommende sæson. Jeg var sikker på, at nu måtte fortællingen da blive afsluttet og rundet af. Men HBO har åbenbart andre planer, og det er jo helt ærligt ikke fair overfor os seere sådan at blive ved med at trække genforeningen med det kidnappede barn, Hannah, i langdrag.
Vi er i forvejen langt ude over forlægget fra Margaret Atwoods litterære forlæg, og det er som om, at pinslerne for seriens kvindelige karakterer bare bliver værre og værre. SPOILER ALERT. For Serena er faldet fra magtens trone og ægteskabets tryghed, og June må se i øjnene, at canadierne ikke er særligt vilde med amerikanske flygtninge, Gilead jager dem begge, og stakkels Janine er nok på vej til Kolonierne, mens Hannah er på wifeschool og snart skal tvangsgiftes. Det ser sort ud, ingen forsoning der.
Men alle store fortællinger har godt af en redigering! Det gælder bøger, artikler, film, podcasts og serier. Det er simpelthen at presse citronen at fylde sæson på sæson på ‘The Handmaid’s Tale’, og jeg gider ærligt talt ikke at se serien mere, men vil jo for fanden gerne vide, hvad den ender med. Vi orker ikke at glo mere på Elisabeth Moss’ sammenbidte fjæs og tårefyldte øjne, nok er nok, HBO!
Få nu rundet den serie af i en fart, så den kan stå tilbage som det væsentlige tidsbillede og kommentar til fertilitetskrisen, abort-kampen og kvindeundertrykkelsen, som den startede som. Jeg vil gerne have en happy ending tak, efter al den ondskab, helst sådan en hvor June og Hannah løber mod hinanden på broen, der adskiller Gilead og den frie verden og kaster sig i hinandens arme og får det godt igen efter et lille årtis intensiv terapi. Er det måske for meget at bede om?
Skrevet af Ditte Giese
Krigen i billeder
Det er længe siden, at Rusland invaderede Ukraine, og i nyhedsbilledet er krigen i nogen grad blevet trængt i baggrunden til fordel for folketingsvalg og dyre elregninger. Fotoplatformen Atla tager nu temaet op i to talks i denne uge med pressefotograferne Sofia Busk (freelance) og Asger Ladefoged (Berlingske). Det foregår i henholdsvis Svendborg mandag med Busk og København torsdag med Ladefoged. Begge talks vil have fokus på, hvad der sker i krigen lige nu, og på de to fotografers rejser til landet, hvor mange af billederne taler deres eget tydelige sprog. Tilmelding foregår via ask@atlaplatform.dk.
14. november kl. 17.30 på Kalejdoskop, Svendborg, 50 kr.
17. november kl. 17.30 på AutoPoul, København NV, 35 kr.
/ Louise Rimkjær
Morgenbiograf er vidunderligt
Blandt ingen mennesker med en varm kop kaffe og en middelmådig croissant kan du nyde biograffilm om morgenen. Det lyder ikke nødvendigvis som det vildeste i verden, men det er noget af det bedste, jeg ved. Der er noget helt særligt over at vælte direkte fra sengen til det bløde biografsæde klokken ni om morgenen og fylde så meget, som man vil. Jeg planlægger at se ’Ingen kender dagen’ i løbet af ugen, der har Trine Dyrholm på rollelisten. Hele pakken koster 70 kroner, hvis man kommer før klokken 10.
Grand Teateret i København
/ Josephine Villumsen
Minde om Mimi
I visse kredse kan det amerikanske indieband Lows betydning ikke overvurderes. De regnes for at være ophavsmænd til genren slowcore og har med deres minimalistiske udtryk formået at sætte et markant aftryk i rockhistorien. Forrige lørdag døde trommeslager og sanger Mimi Parker, der var gift med bandets forsanger Adam Sparhawk, desværre af kræft i æggestokkene. Lad hendes geni og gudesmukke stemme leve videre på sange som denne fra albummet ‘The Invisible Way’ fra 2013.
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Det er 20 år siden, jeg var single. Alligevel kan jeg godt huske den særlige rutsjetur, man oplever i den tid. Der er mange pirrende oplevelser og eventyr, og der er mindst lige så mange nederlag og skuffelser, som får en til at tvivle på sig selv og hele det andet køn (eller flere, hvis man har en bredere smag).
Vores journalist Josephine Villumsen gør selv status efter lige præcist et år som single efter før at have været i et langt forhold.
Læs her, hvad hun har lært.
Vi forbruger alle kultur. Nogle gange forandrer det vores liv, vores samfund, andre gange er det bare tidsfordriv eller spild af det. Men på trods af kulturens helt integreret del af vores liv, skal vi stadig diskutere, om det har en nytteværdi. Og det er forfatter Kaspar Colling Nielsen træt af, som han fortælle i dette interview med Louise Rimkjær.
Hvad er det, der holder kvinder fra toppen af samfundspyramiden? En af de små, nærmest ubemærket ting er ’mikroaggressionerne’. Det kan fx være, når man konsekvent bliver afbrudt som den eneste til et møde. Det er, når nogen nævner den hyggelige aften forleden i vinklubben, hvor man så ikke lige var inviteret med.
Klummeskribent Ane Cortzen ser nærmere på fænomenet her.
