I sidste uge lyttede jeg til podcasten ‘Bedraget – Løgnens anatomi’, hvor journalist Helle Maj og fotograf Jørn Stjerneklar gennemgår Jan Grarups arbejde som krigsfotograf og de løgne, som han siden 90’erne tilsyneladende har delt i interviews, bøger og foredrag.
Da jeg havde lyttet til sidste afsnit, var min første indskydelse at tjekke, hvad der i mellemtiden var blevet skrevet om disse mange afsløringer. Til min store overraskelse var det ikke særlig meget. Faktisk næsten ingenting. Kun nogle få artikler i de store dagblade og lidt omtale i radioen. I dag optræder han dog i podcasten Q&CO.
Men det er bemærkelsesværdigt, at Danmarks mest kendte krigsfotograf er blevet taget i den største journalistiske synd af alle – at fifle med sandheden – og at det ikke får yderligere mediedækning.
Helle Maj og Jørn Stjerneklar gengiver blandt andet, hvordan Jan Grarup har hævdet at have overværet hutuernes massakrer på tutsierne i over to måneder under folkemordet i Rwanda i 1994. I virkeligheden var han kun i landet i 36 timer og endda i en befriet sikkerhedszone. Det kommer også frem, at Jan Grarup, ifølge Daniel Rye, har løjet om at have deltaget i forhandlingerne med de gidseltagere, som holdt Daniel Rye fanget i Syrien. Et tredje tilfælde omhandler et billede fra Pakistan, hvor Grarup påstår at have set en frisør genåbne sin forretning foran ham. Men identiske fotos af samme frisør blev taget af andre fotografer både tre uger og én uge før Grarups ankomst. Ifølge Jørn Stjerneklar tyder alt på, at Grarup kendte disse billeder fra internationale medier og valgte at plagiere dem.
Sådanne fortællinger er podcasten fyldt af – historier, som Jan Grarup i årtier har levet højt på, men som ved nærmere gennemgang viser sig tilsyneladende ikke at være pålidelige.
Og selvom Jan Grarups usandheder ganske vist har fyldt i medierne tidligere – eksempelvis i 2023 da det kom frem at fotografen havde opdigtet den ene løgn efter den anden i forbindelse med sin dækning af krigen i Ukraine – så tegner podcasten et mere helstøbt billede af Jan Grarups karriere. Det bliver med andre ord gjort uhyre klart, at Ukraine-fadæsen blot er én ud af Jan Grarups angiveligt mange løgnehistorier.
Helle Maj fortæller i podcasten, at det her nok er en af Danmarks største medieskandaler i nyere tid. Det er svært at være uenig i.
Så hvorfor bliver det ikke dækket mere?
Jeg sidder med en nagende følelse, som jeg ikke kan lægge fra mig. At der særligt er én væsentlig ting på spil her, nemlig at Jan Grarup er en mand. Jeg er faktisk stensikker på, at hvis Jan Grarup havde været en kvinde, så havde denne her sag ryddet de danske avisforsider.
Lad mig komme med et eksempel: Da Katherine Diez blev taget i blandt andet at have plagieret 13 gange i forbindelse med sit arbejde på Berlingske, blev der ifølge Infomedia skrevet 277 artikler i de danske medier på 29 dage.
Til sammenligning er der i dag, 29 dage siden første afsnit af ‘Bedraget – Løgnens anatomi’ udkom, udgivet blot 53 artikler, der nævner Jan Grarup.
Ser vi på de to sager, ved jeg ellers godt hvad jeg personligt finder mest vedkommende for offentligheden.
Jeg vil mene, at en krigsfotograf, som gennem flere årtier har plagieret, opstillet billeder og fortalt usandheder om sine oplevelser i krigsramte knudepunkter, samtidig med at han har turneret med foredrag, udgivet adskillige artikler, deltaget i hundredvis af interviews og skrevet bøger, udgør en større skandale, end Katherine Diez-miseren på nogen måde kommer i nærheden af.
Dækningen – eller manglen på samme – er imidlertid kun ét eksempel ud af mange. Generelt ser vi, at kvinder i medierne ofte bliver mødt med et hårdere blik end mænd. At der skal mere til for, at mænds fejl bliver dækket. Og at det virkelig trækker overskrifter, når en kvinde har gjort noget forkert.
Det er der også forskning, der underbygger.
I en undersøgelse fra The Guardian, hvor avisen har undersøgt 70 millioner kommentarer fra deres kommentarspor, konkluderer de, at deres kvindelige journalister får mange flere hadefulde kommentarer end deres mandlige journalister.
Og ifølge et svensk studie får kvindelige politikere generelt hårdere medfart i medierne end deres mandlige kollegaer, og deres skandaler fremhæves mere i medierne end mænds. Men det gælder ikke kun for vores politikere.
Vi så det, da Cecilie Haugaard efter udgivelsen af bogen ‘Instagrim’, blev mødt med massiv kritik både i medierne og på sociale medier. Og da influenceren Julie-Elsebeth blev overskriftstof i alt fra Berlingske til Ekstra Bladet for at have brokket sig på sin Instagram-profil over at blive smidt ud fra et Roccamore-event på grund af hendes grædende baby. Senest kom forfatteren May My Humaidan i vælten for at annoncere, at hun ville flytte fra Ærø og tilbage til København.
Jeg er ikke sikker på, at en mand ville have fået samme medieopmærksomhed og kritik i lignende tilfælde. I hvert fald ser vi ofte, at der skal en del mere til, før en mand havner i en shitstorm.
Misforstå mig ikke: det er ikke min pointe at vi skal gå hårdere til Jan Grarup. Men at vi skal være mildere mod kvinder.
Jeg anerkender, at det i disse dage ikke er særlig sjovt at være Jan Grarup (eller hans børn for dens sags skyld). Men på Instagram poster Jan Grarup lige nu flere gange om ugen til sine over 100.000 følgere, uden at få nogle kritiske kommentarer. Da Katherine Diez stod i sin shitstorm blev hun så overrendt af vrede og decideret voldsomme kommentarer, at hun måtte lukke sit kommentarspor.
Spørgsmålet er, hvorfor det forholder sig sådan. Jeg tror, det går ud over, hvad der er mediernes ansvar – det handler om noget, som er dybere funderet i vores samfund.
Derfor bør denne her sag give anledning til, at vi vender blikket indad mod os selv. Vi er alle sammen med til at bibeholde de her strukturer. Strukturer der gør, at vi forventer mere af vores kvindelige kollegaer, vores mostre og vores veninder, end vi gør af vores mandlige.
Jeg er rimelig overbevist om, at pointen i dette indlæg ikke kan komme som en stor overraskelse for nogen. At mænd og kvinder bliver behandlet ulige af medierne såvel som af offentligheden.
Men det er vigtigt, at vi fortsætter med at påpege det, når det sker.
