“Mrs. Robinson, you’re trying to seduce me! Aren’t you?” udbryder en chokeret 21-årig Benjamin Braddock, spillet af en ung Dustin Hoffman, til den dobbelt så gamle familieven i en ikonisk scene i Mike Nichols’ filmklassiker ‘The Graduate’ (‘Fagre voksne verden’) fra 1967, der lige nu kan fanges i udvalgte danske biografer.
Og jo. Selvom Mrs. Robinson, spillet af Anne Bancroft med eminent femme fatale-energi, først benægter sine motiver, forførte hun i den grad både Benjamin og publikum. Og cougar-figuren indtager stadig en plads i populærkulturen. En “Mrs. Robinson” er blevet slang for en ældre kvinde, der forfører en yngre mand, og selv folk, der ikke har set filmen, kan helt sikkert synge med på Simon & Garfunkels fængende hit af samme navn.
‘The Graduate’ følger Benjamin, der kommer hjem fra universitetet med en topeksamen og eksistentiel angst for fremtiden. Efter en fest hos sine forældre lægger Mrs. Robinson an på ham, og de indleder en affære. Undervejs forelsker han sig dog i stedet i Mrs. Robinsons datter, Elaine (Katharine Ross). Mrs. Robinson afslører affæren over for datteren for at forhindre forholdet, men Benjamin beslutter sig for at erobre Elaine tilbage og forfølger hende til universitetet i Berkeley.
Filmen er mest berømt for den vovede affære, men handler faktisk i højere grad om at være ung og forvirret og om generationsforskelle, der både er udtryk for sin tid og fremstår relevant i dag.
Mon ikke de fleste studerende eller nyuddannede kan identificere sig med Benjamins følelse af at være “lidt bekymret for min fremtid”, som han ønsker skal være “anderledes”? Ikke mindst anderledes end forældrenes traditionelle liv og deres forventninger til ham om at fortsætte sin uddannelse og finde en sød pige, som han på sin egen lade facon gør oprør mod.
Filmen hittede stort hos især det unge publikum, der hidtil var blevet overset af Hollywood. Nu kvitterede de ved at stå i lange køer til biografen, hvor filmen spillede i to år og endte som den mest sete film i 1968.
Redford kunne ikke spille taber
En del af filmens succes ligger i castingen af Dustin Hoffman, der blev betragtet som en utraditionel leading man. Instruktør Mike Nichols havde egentlig tiltænkt Robert Redford rollen, men kom frem til, at superhunket ikke var i stand til at spille en taber. Da Redford protesterede, har Nichols fortalt, spurgte han Redford, om han nogensinde var mislykkedes med at score en pige. “Hvad mener du,” svarede Redford.
I stedet castede Mike Nichols den dengang ukendte Dustin Hoffman, som instruktøren først forvekslede med en vinduespudser, da han kom til audition. Hoffman var ikke konventionelt flot, og han syntes ikke selv, at han var den rigtige til rollen. Men Nichols valgte ham netop på grund af hans akavethed og spillede på Hoffmans usikkerhed under optagelserne med kommentarer om hans store næse, klodsede udseende og ringe skuespilevner.
Udover Hoffmans anti-Hollywodske udseende besidder Benjamin mange karaktertræk, der taler imod, at publikum skal heppe på ham. Han er selvcentreret og apatisk. Han ved ikke, hvad han vil, og har ingen højere mål end at flyde rundt i sine forældres pool, mens han i øvrigt drikker deres øl og taler respektløst til dem. Han er ikke politisk engageret på trods af de kæmpe studenterprotester og modstanden mod Vietnamkrigen. Han er akavet, usikker og uartikuleret. Han sveder meget. Han går i seng med Mrs. Robinson, men mangler den følelsesmæssige modenhed til at forstå hende. Og så er han ufølsom nok til at invitere hendes uskyldige datter ud og beslutter efter en enkelt date, at han er vildt forelsket i hende.
Boomer-generationens protest
Det unge publikum elskede Hoffman som antihelteagtig talsmand for slut-60’ernes modkulturgeneration. Benjamins akavethed og formålsløshed blev et aktiv: Endelig var der en hovedperson, som de college-studerende kunne identificere sig med. Det er et ærligt portræt: 21-årige har tendens til at være usikre, ufølsomme, impulsive og imod establishment, hvilket gerne betyder deres forældre. Det gjaldt i særlig grad 60’ernes babyboomer-generation (værd at huske på, før man ruller med øjnene og siger “OK boomer”), som forsvor deres forældres middelklasse-kernefamilieværdier og gik deres egen vej med fri kærlighed, antikrigsprotester og sex, drugs and rock’n’roll. Et oprør, der gentager sig i generation z’s opgør med overforbrug, arbejdsmani og fastlåst seksualitet, kønsidentitet og familieformer.
‘The Graduate’ skildrer forældregenerationen som overfladisk, snæversynet og materialistisk. Benjamins forældre fremviser ham som et trofæ over for deres rige venner, som han bl.a. bliver sat til at demonstrere en ydmygende dykkerdragt for. I en af filmens mest berømte scener giver en familieven Benjamin ét råd angående hans fremtid: “Plastik. Der er en stor fremtid i plastik.” Måske et godt forretningsråd dengang, men filmen får ham til at fremstå latterlig, hvilket han i betragtning af nutidens viden om plasts skade på miljøet også er.
Mrs. Robinson starter som en interessant karakter, men ender med at blive skildret som en ond, manipulerende heks, der står i vejen for den sande romantiske kærlighed. Man hepper på Benjamin og Elaine, når de i filmens slutning flygter fra kirken, hvor Mrs. Robinson netop har giftet sig med et mere passende parti. De unge løber fra deres råbende forældre og hopper på en bus ud i det ukendte.
Filmen var del af den såkaldte New Hollywood-bølge, der også talte film som ‘Bonnie og Clyde’, ‘Easy Rider’ og ‘Den vilde bande’. De blev hyldet som et friskt pust og banede vejen for en ny generation af filmskabere og publikummer. De romantiserede gangstere og sociale rebeller og eksperimenterede æstetisk og fortællemæssigt. Æstetisk var de inspireret af europæisk arthouse, særligt den franske nybølge.
‘The Graduate’ skilte sig ud med sin dynamiske fotografering, widescreen-format og opfindsomme krydsklip mellem Benjamin i poolen og på hotelværelset med Mrs. Robinson. Simon & Garfunkels soundtrack, der blev et kæmpe hit, spiller aktivt med i historien og giver filmen et musikvideoudtryk, før genren overhovedet eksisterede. Filmens åbne og tvetydige slutning – hvor Benjamin og Elaine på bagsædet af bussen skifter udtryk fra ekstase til bekymring, der antyder, at de allerede genovervejer deres drastiske beslutning – var usædvanlig for Hollywood. Det samme var de vovede scener, der skildrer affæren mellem den uerfarne, unge mand og den ældre, gifte seksuelt aggressive kvinde.
Begår Mrs. Robinson et overgreb?
Ved gensyn virker affæren stadig både kontroversiel og som en våd drengedrøm. Men specielt i lyset af #MeToo og samtykkedebat også som et overgreb. I første scene mellem dem udnytter Mrs. Robinson Benjamins høflighed til at få ham til at køre hende hjem og gå med indenfor. Trods hans gentagne protester skænker hun ham en drink, presser ham til at blive hængende og ender med at smide alt tøjet og gøre ham klart, at hun står til rådighed. Scenen bliver spillet som en farce, men er på mange måder ubehagelig.
Sagen er dog ikke sort/hvid, da han selv tager initiativ til deres første seksuelle møde. Og filmen er nuanceret i forhold til, hvem der udnytter hvem. Hun er ulykkelig og kannibaliserer på hans ungdom, og hun gider ikke andet end sex med ham. Men trods et enkelt kikset forsøg på at starte en samtale på hotelværelset interesserer han sig heller for alvor for hende, men bruger hende blot til at opnå seksuel erfaring. Man mærker ingen passion på nogens side – affæren virker som en kold udveksling.
Scenen, hvor Benjamin forsøger at snakke, krystalliserer Benjamins umodenhed og Mrs. Robinsons kompleksitet. Hun siger, at hun ikke interesserer sig for kunst, men afslører senere, at hendes hovedfag var kunsthistorie. “I guess you lost interest over time,” bemærker Benjamin forvirret og uforstående over for Mrs. Robinsons smertelige livskrise, selvom hun fortæller ham om sin alkoholisme, og at hun kun giftede sig med sin mand, fordi hun var gravid. Benjamin bliver fornærmet, da Mrs. Robinson gør det klart, at hun ikke vil have, at han dater Elaine. Det er virkelig underligt, at han gennem hele filmen ikke kan se det perverse ved både at knalde mor og datter.
Passivt ungdomsoprør
I det hele taget fremstår Benjamin i dag ikke bare som en antihelt, men decideret usympatisk. Sammenlignet med dagens unge klimaaktivister er hans oprør ekstremt vagt. Han er imod samfundets status quo, men arbejder ikke for noget. I hele filmens første del forholder han sig udelukkende passivt, illustreret af hans driven rundt på en luftmadras i poolen. Han indleder en affære med Mrs. Robinson, fordi hun tager initiativet, og han inviterer Elaine ud, fordi hans far insisterer på det. Først i sidste akt træder han i karakter som hovedpersonen i sin egen historie.
Her begynder plottet til gengæld at miste troværdighed, fordi Elaines motiver ikke giver mening. Hun forholder sig næsten endnu mere passivt end Benjamin. Hun siger til begge sine bejlere, at hun “måske” vil gifte sig med dem, men lader i sidste ende sine forældre bestemme. Hendes interesse i Benjamin er mystisk. Han er vedholdende og måske nok mere spændende end den pæne Carl. Men hun kender ham overhovedet ikke. Den ene date, de når at have hjemme i L.A., starter katastrofalt med, at han behandler hende koldt og ydmygende hiver hende med på en stripbar. Næste dag finder hun ud af, at han har været i seng med hendes mor.
Det taler dog til filmens fordel, at den anerkender absurditeten i romancen med sin antilykkelige slutning (til stroferne af ‘The Sound of Silence’: “Hello darkness, my old friend…”) og i det hele taget inviterer til at lade sig læse på flere måder. Personligt identificerede jeg mig med Benjamin og heppede på ham og Elaine, da jeg første gang så filmen som teenager. Men i dag, hvor jeg er tættere på forældrenes alder, giver jeg dem ret i, at han burde få fingeren ud og tage en uddannelse eller i det mindste et job, ligesom jeg er mere fascineret af Mrs. Robinsons livskrise end af Benjamins.
På den anden side vil jeg til enhver tid hylde unge menneskers ret til at opføre sig uansvarligt! Det er i sig selv et værdigt oprør.
‘The Graduate’ spiller i CinemaXx, Valby Kino og Øst for Paradis
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
