Forlagsbranchen har været under lup, siden Frihedsbrevet bragte en historie om, at Lindhardt & Ringhof skulle have accepteret og tilskyndet en grænseoverskridende kultur.
I Frihedsbrevet historie var det tidligere medarbejder på Lindhardt & Ringhof, Mathilde Friese, der stod frem med sine erfaringer. Og hun blev bakket op af forfatter og radiovært Hassan Preisler.
Siden har flere forfattere istemt koret og delt deres egne oplevelser om grænseoverskridende og krænkende adfærd i forlagsbranchen.
Blandt andre Leonora Christina Skov, der kommer med en klar opfordring.
– Kære alle jer, der genkender alt for meget: Det er nu, I skal finde modet til at fortælle om jeres oplevelser. Ikke bagom på Insta, men ude i det åbne så Johanne Bille og Mathilde Friese ikke står der alene, og vi sammen kan få ændret kulturen til det bedre for alle, skriver forfatteren i et opslag på Instagram.
I opslaget forklarer Leonora Christina Skov, hvordan hun også tidligere har skrevet om sine oplevelser i forlagsbranchen. Blandt andet i sin roman ‘Hvis vi ikke taler om det’, der udkom i 2021.
– Min mission var ikke at få nogen ned med nakken, men at beskrive hvordan det føltes at være en ung kvinde i en kultur gennemsyret af crazy ulige magtrelationer. Jeg så jo, at kulturen stadig eksisterede og håbede inderligt, at andre fra branchen ville stille sig frem sammen med mig, skriver hun om at dele sine oplevelser dengang.
Kulturredaktør, journalist og forfatter Johanne Bille deler ligeledes i et indlæg i Politiken, at hun gennem sine 10 år som forfatter har oplevet en kultur i det litterære miljø. Heri understreger hun, at hendes erfaringer ikke knytter sig til et specifikt forlag, men til en generel kultur.
– Men mit 10-års jubilæum markerer også 10 år i en branche, hvis spilleregler kan være svære eller direkte ubehagelige at navigere i. Sagt på en anden måde: Jeg kan sagtens genkende det billede af seksuelt grænseoverskridende adfærd, skæve magtforhold, en usund alkoholkultur og hierarkisk struktur, som blandt andre Hassan Preisler og Mathilde Friese har sat fokus på i Frihedsbrevet, skriver Johanne Bille i Politiken.
Som eksempel fremhæver hun, hvordan en redaktør insisterede på at kysse hende på munden til farvel. Om at blive taget på låret, nærgående sms’er og mange andre ubehagelige episoder. Hun opsummerer sine erfaringer med, at det litterære miljø kan karakteriseres som “en stor familiefest fyldt med upassende onkler”.
I Frihedsbrevets historie var det særligt Mathilde Frieses oplevelser, der var i fokus. I artiklen beskriver hun en grænseoverskridende kultur på Lindhardt & Ringhof.
Forfatter Hassan Preisler bakker denne erfaring op.
Forlaget har svaret hårdt igen på den kritik, der blevet rettet mod dem i artiklen i Frihedsbrevet. Ekstra Bladet har blandt andre konfronteret forlaget med kritikken.
– Vi genkender overhovedet ikke det billede, som Mathilde Friese og Hassan Preisler forsøger at tegne af kulturen på Lindhardt og Ringhof. Heller ikke de påståede samtaler de refererer til efter fri erindring. Tværtimod har en lang række ansatte på forlaget opfattelsen af, at nogle af de eneste, som ikke forstod grænserne og kunne finde ud af at opføre sig ordentligt i en uformel kultur, var de to hovedkilder i historien. Hvilket flere ansatte i øvrigt sagde til dem dengang, skriver Lindhardt & Ringhof blandt andet i en mail til Ekstra Bladet.
Et svar, som forlaget også har sendt til Frihedsbrevet.
22. januar kom det frem, at Lindhardt & Ringhof ville igangsætte en undersøgelse med ekstern bistand for at “få klarhed over hændelsesforløbet”.
Siden MeToo-historien om Lindhardt & Ringhof blev bragt 16. januar, har Mathilde Friese imidlertid “følt sig omsluttet”. Det skriver hun i et opslag på Instagram. Efter hun stod frem, har hun modtaget 515 heppende og styrkende privatbesked. Kun en enkelt negativ.
Friese henviser specifikt til Johanne Bille og Leonora Christina Skovs offentlige bidrag til samtalen om sexisme i det litterære miljø.
– Tak fordi I bruger jeres stærke og kloge ord. Det gør mig stolt og giver mig en pude i ryggen, en klud på panden, syvmilestøvler på. Stærkere og opbakket, skriver Mathilde Friese til de to forfattere i sit opslag.
LÆS MERE