Bremer/McCoy alias Jonathan Bremer (bas) og Morten McCoy (klaver, båndmaskiner) har siden debuten med ’Enhed’ i 2013 udgivet yderligere tre album, senest det skamroste ’Utopia’, der udkom i sidste måned.
’Utopia’ har med sin smagfulde blanding af spirituel jazz, nordisk melankoli, visemelodier og dub også vakt opmærksomhed udenfor landets grænser, hvor det er udgivet på David Byrnes (Talking Heads) velestimerede pladeselskab Luaka Bop. Duoen har også gjort sig bemærket ved samarbejdet med Peter Sommer omkring albummet ’Elskede at drømme, drømmer om at elske’ (2018).
Morten McCoy er også prisvindende filmkomponist og har skrevet soundtrack til bl.a. ’Underverden’ og ’Valhalla’. Jonathan Bremer har som bassist turneret med Nils Lan Doky, og udover duoens egne fire plader har han også produceret et album for strygekvartetten Halvcirkel. Vi har taget en snak med de to herrer om fem af de plader, der udgør deres musikalske fundament.
1. Miles Davis: ’My Funny Valentine’ (1965)
”Denne plade var mit første bekendtskab med det, man indenfor jazz kalder interplay. Hele bandet har en enormt fri tilgang til numrene. Det er meget tydeligt at høre, hvordan de hele tiden reagerer på hinandens spil. Det er ligesom at høre en ekstremt spændende samtale på superhøjt niveau. Hele bandet er totalt legendarisk med en 19-årig Tony Williams på trommer, der spiller ufatteligt smagfuldt. Det er optaget live i Carnegie Hall i 1964. De hurtige numre er udgivet på en separat plade, der hedder ’Four & More’. Der spiller de utroligt hurtigt. ’My Funny Valentine’ er for det meste utroligt langsom. For mig er dette på mange måder højdepunktet af samspil og improvisation,” siger Jonathan Bremer.
2. Rhythm & Sound: ’Carrier’ (1999)
”Der er noget særligt over, når man isolerer enkelte elementer i musik. Rytme, harmoni, melodi, klangfarve og form er de elementer, som et stykke musik normalt er bygget op af. Rhythm & Sound fokuserer udelukkende på rytme og klangfarve, og udfordrer på den måde vores idé om, hvad musik er. For mig er der både noget meget kropsligt i musikken – den fremtrædende rytme og fysiske bas – men der er også noget meget intellektuelt over det. Mange mennesker har ikke forstået mig, når jeg har sagt, at techno er intellektuel lyttemusik for mig og ikke dansemusik. Fraværet af melodi og form gør det til en meget særlig lytteoplevelse. De to bagmænd har sidenhen lavet Moritz von Oswald Trio og Mark Ernestus’ Ndagga Rhythm Force, to eminente projekter der bygger på nogle af de samme idéer som Rhythm & Sound,” siger Jonathan Bremer.
3. Michael Jackson: ’Off the Wall’ (1979)
”’Off the Wall’ var den første popplade, jeg rigtig nørdede. Kvaliteten af sangskrivningen, produktionen og udførslen er helt i top, og i min bog er det det bedste album, Michael Jackson har lavet. Jeg tror, at samarbejdet mellem Michael Jackson og Quincy Jones har betydet enormt meget. Arrangementerne og produktionen, som Quincy har stået for, er med til at give albummet det sidste skub, der virkelig gør det legendarisk. Jeg har altid været fascineret af Quincys karriere, hvordan han startede som jazztrompetist, senere ledede sit eget bigband, lavede filmmusik og så producerede Michael Jacksons første tre soloalbums som voksen,” siger Jonathan Bremer.
4. Johnny Osbourne: ‘Truth and Rights’ (1979)
”Som 13-14-årig besøgte jeg ofte DJ Hydeparks legendariske pladebutik på Istedgade. Her kom jeg oprindeligt blot for at købe cd’er med ska-musik, som jeg på det tidspunkt havde forelsket mig hovedkulds i. Hydepark fik dog hurtigt også vendt min opmærksomhed mod Alton Ellis, dyb dub og den retfærdige roots-musik. Især roots-musikken tog det mig lidt tid at forstå. Den var langsom og lidt tung, og mit unge sind blev tit rastløst, når jeg lyttede til det. Hydepark gjorde dog sit for at overbevise mig, og det lykkedes. Det bedste eksempel er nok den her plade med Johnny Osbourne, som var en af de første roots-reggae plader, som jeg virkelig tog til mig. Smukke melodier, gode budskaber og velspillede instrumentalnumre danner rammen omkring denne perle af en LP,” siger Morten McCoy.
5. Menahan Street Band: ‘Make the Road by Walking’ (2008)
”Jeg gik på Sankt Annæ Musikgymnasium i halvandet år, inden jeg droppede ud af gymnasiet. Det var en meget formativ periode, og jeg mødte mange dygtige, søde mennesker, der ligesom jeg havde musik som deres store passion. Det var dog også en forvirrende periode, hvor jeg blev konfronteret med konsekvenserne af at være så ensporet, som jeg havde været før. Jeg havde kun fordybet mig i jamaicansk musik og havde en forkærlighed for det simple og melodiøse. Det var noget, man godt nogle gange kunne føle sig ret alene med. I den periode havde jeg heldigvis lige opdaget denne plade, og den blev min medicin. Det er god musik. Hverken mere eller mindre. Det lyder virkelig godt, groover fedt, er arrangeret smagfuld og melodierne er velkomponerede. Den fungerede perfekt som en form for mellemvej mellem mine rødder i ska, rocksteady og reggae og den amerikanske funk/soul-tradition. Jeg tror, at jeg hørte den mindst en gang om dagen i mit 16. leveår,” siger Morten McCoy.
