Foto: Rita Kuhlmann

En særlig egnsret går igen i Christian Puglisis sommerferier – og det er auberginernes skyld

Hvad skal du lave, spise, drikke og opleve i din sommerferie? Vi spurgte restauratør og kok Christian Puglisi, der altid vender tilbage til sin fødeø Sicilien.

Hvor god er du til at holde ferie?

Jeg synes, jeg er rimelig god til det. Efterhånden har jeg lært at holde tingene adskilt, fordi jeg jo også har min familie. Men det er ikke så nemt at koble af. Det er noget andet, fordi det er mentalt. Jeg kommer nok heller ikke til at lukke helt ned. Der er jo hele tiden store krav til en som restauratør og leder med mange ansatte. 

Hvor skal du hen i din sommerferie?

Jeg skal en uge til Bornholm, og så skal vi til Sicilien i 14 dage. Jeg var på Sicilien hvert år hele min barndom. Jeg kom til Danmark som 8-årig, og så tog vi frem og tilbage hver sommer, indtil jeg var 17-18 år. De seneste par år har jeg været dernede med min familie for at besøge min italienske familie. For min kæreste er det som at lande på en anden planet – det bliver hurtigt meget højdramatisk på min side af familien, fordi de er tossede, og jeg tænker tit, okay, er jeg selv sådan, haha.

Det er altid specielt for mig, at lande på Sicilien i den stegende hede i juli måned. Alt fra duften af lufthavnens rengøringsmidler til lydende og sproget – det glæder jeg mig til.

Hvad ser du frem til at spise i Italien?

For mig er det tomater og aubergine. Auberginen er ikke rigtig kommet hertil – altså, der er nogen, men det er noget lort. På Sicilien er de store og violette og mere søde i smagen. Så jeg glæder mig til at lave den klassiske egnsret pastaret alla Norma, som er en tomatsauce med aubergine og bagt ricotta, så den bliver lidt karameliseret. Det kan jeg virkelig godt lide, og det har altid været en ting for mig om sommeren.

Christian Francesco Puglisi

Kok og restauratør. Født 1982 på Sicilien. Driver Bæst og Mirabelle i København. Har tidligere drevet restauranterne Manfreds og relæ, der fik en Michelinstjerne i 2012. Har tidligere været på Restaurant noma og El Bulli i Spanien.

Bor i København med sin kæreste og deres barn.

Hvor skal du spise?

Ikke nogen særlige steder. Bare et sted, hvor de laver arancini.

Hvilke steder vender du tilbage til?

Min faster. Jeg har ikke specifikke restauranter, jeg besøger, men jeg besøger min gamle faster. Klassikeren, som hun altid laver, er fyldte auberginer, som udhules, og så fyldes de med en blanding af rasp, tomat, hvidløg og æg. Det er er sindssygt godt, og det har jeg altid fået som barn. 

Hvad ser du frem til at drikke?

Granita. Det er jo et sted mellem at drikke og spise, fordi det er sådan en sluchice-agtig drik med flødeskum på toppen. Typisk er det mandel-granita i den del, jeg kommer fra. 

Hvad spiser du, når ingen kigger?

Jeg kan godt lide makrel i tomat. Det er sådan en ting, der bliver rynket på næsen af i Italien. Men jeg synes, det er en genial frokost. Du får protein, omega-3, og det koster ingenting. I de her preppertider, så vil jeg bare sige, du er godt dækket ind med makrel i tomat. 

Hvad finder man i dit køleskab om sommeren?

En kølig rødvin. Det skal der altid være. Det er noget jeg har fra min familie, for der drak man bare hjemmelavet vin, som min onkel havde lavet og hældt på gamle colaflasker. Der var mega meget svovl i, fordi det var så ukontrolleret. Det smagte lidt henad, hvordan naturlig vin smager i dag.  

Hvad skal du altid gøre i din sommerferie?

Is hver dag. Det er en regel. Normalt er jeg meget påpasselig med sukker, men i ferien kan jeg godt lide, at man går en aftentur og får sig en is et sted. Det elsker jeg virkelig, og for mig er det meget sommerferie-agtigt. Jeg er super traditionel, for jeg skal altid have gianduja, der er en blanding af chokolade og hasselnød eller pistacie.

Hvilke souvenirs skal du have med hjem?

Mange steder kan man købe saltede kapers hos små gadesælgere, og det synes jeg er ret fedt at købe med hjem. 

Hvilket minde tænker du på, når du mindes den perfekte sommer?

For mig er det ikke så meget en konkret episode, som det er den her følelse af at være på Sicilien og summen af de forskellige indtryk. Strandvejen fyldt med mennesker, isen, granitaen og lyden af trafikkens Vespa’er. At komme fra Danmark i 90’erne og så opleve det om sommeren gjorde, at jeg så Sicilien som det perfekte sted, hvor man kunne bade i Middelhavet hver dag, og det hele var fantastisk. 

Find mere om
Footer graphics