“I want chaos!”
Sådan råber den marokkanske kamphund Slimani (Reda Kateb), da han står foran sit ensemble af kriminelle medsammensvorne, kort inden de udfører det, der i 2008 skulle blive danmarkshistoriens største røveri.
Og det skal jeg lige love for, at han fik. Både i virkeligheden, hvor utallige skraldebiler blev placeret strategiske steder og sat i benzinflammer for at forhindre svensk og dansk politis udrykninger, og i den grad også i filmatiseringen af de konkrete begivenheder.
‘De lydløse’ er ikke en film for hjertepatienter, lad os sige det sådan. Den er brutal, hektisk og pumpet med adrenalin, og det gør slet ikke noget.
Størstedelen af filmen fokuserer på tiden op til det historiske røveri, hvor en gruppe på 25 danske og europæiske mænd slap afsted med mere end 70 millioner kroner fra Dansk Værdihåndtering. Kontanter, vel at mærke, eller lydløse penge, som det kaldes i den kriminelle underverden.
Man følger danskeren Kasper (Gustav Giese), en tidligere kriminel med tribal-tatoveringer, tyrenakke og et ar under øjet, som prøver at blive danmarksmester i boksning, men efter en nedtur bliver fristet af lave store penge. Han har ry for at være klog og snedig, og derfor bliver han håndplukket af den marokkanske alfahan Slimani til at udtænke røveriet. Det får ham til at svigte sin familie derhjemme med en kæreste og en lille datter, for – forstår man – i den ambitiøse Kaspers verden er det den største motivation at lykkes med det umulige og lave det største kup nogensinde.
Dyster og kynisk
Imens forberedelserne står på, sker der imidlertid præcis det, den lille bande har frygtet, nemlig at nogle andre kommer dem i forkøbet og udfører et lignende kup.
Det betyder, at politiets bevågenhed bliver ekstra skærpet og selvfølgelig, at det bliver ekstra svært for dem at lykkes. Det betyder også, at Kaspers ild bliver omend endnu mere tændt. Han vil slå de andre, han vil – som Slimani siger – “be somebody”.
“Are you scared?” siger han til Kasper under et planlægningsmøde.
“Do I look scared?, svarer han.
‘De lydløse’ er i det hele taget pakket med gode actionreplikker, kalashnikovs og flygelsorte Audier, som reflekterer gadelampernes lys i natten, og som vi efterhånden kender så godt fra den her slags film.
Stemningen er dyster og kynisk, man møder kun én good guy, nemlig politibetjenten og sikkerhedsvagten Maria (Amanda Collin), der kommer til at spille en afgørende rolle i opklaringsarbejdet, resten er hårde hunde, som man ikke lige drikker en kop kaffe med.
Men det virker. Som seer sidder man på det yderste af sædet med en mere eller mindre konstant følelse af stress i kroppen. På den måde er man med karaktererne; man mærker dem på egen krop.
Især i filmens hovedscene, der skildrer selve røveriets meget afgørende 16 minutter, hvor røverne med Kaspers geniale plan skal vælte en væg med en gummiged.
Det viser sig at være næsten umuligt. De kører ind i væggen igen og igen og er tæt på at afbryde, før det endelig lykkes. I mellemtiden ankommer politiet talstærkt til gerningsstedet, og da de endelig skal flygte med alle pengene, kan deres bil selvfølgelig ikke starte.
Herpå følger en ekstremt kaotisk biljagt igennem natten i slagregn, og samlet set må det være nogle af de længste minutter i dansk filmhistorie. Det føles som et ondt år at være med, og det vækker mindelser om den ikoniske seks minutter lange one take-scene fra ‘True Detective’s første sæson. Der er med andre ord tale om actiondrama af høj, høj karat.
Stramt koreograferet
Derudover kan man ikke anklage ‘De lydløse’ for at være langt i spyttet. Det er en stramt koreograferet film med lige nøjagtig nok replikker og scener til, at man forstår sammenhængen og sympatiserer med karakterernes motivation. Man savner ikke psykologisk dybde eller flashbacks til fortiden, hvilket unægteligt hænger sammen skuespillernes glimrende præstationer.
Gustav Giese etablerer sig med ‘De lydløse’ som en af tidens mest interessante skuespillere – hvis ikke han allerede var det i forvejen. Men hele entouraget af småkriminelle hjælpere fra København og Stockholms underverden leverer også gode, troværdige præstationer, der kitter fortællingen sammen.
Så meget desto mere sætter Kaspers offer for pengene sig også i seeren. Han vinder den store pengepræmie, men må sige farvel til sin datter og kæreste og flygte til udlandet, fordi han under røveriet blev genkendt af politibetjenten Maria.
Husker man historien fra nyhederne, vil man vide, at dramaet ikke har nogen happy ending. Ja, lige bortset fra, at størstedelen af de stjålne penge aldrig er blevet fundet, og det kan man så sidde og lune sig lidt over ved filmens slutning.
‘De lydløse’ skriver sig ind i rækken brutale danske actiondramaer sammen med film som ‘Underverden’, ‘Shorta’ og successerien ‘Huset’ – hvilket måske ikke er så mærkelig, fordi de to sidste har samme instruktør som her, nemlig Frederik Louis Hviid.
Selv om der til tider trækkes på nogle lige lovligt generiske greb i replikkerne, og at der ikke er noget decideret nyskabende på færde, er det ikke en filmgenre, man har fået nok af. ‘De lydløse’ giver på alle ledder og kanter dansk actionfilm et velfortjent hak i bæltet.
