Der blev helt stille i TV2’s Oscar-studie, da Serena Williams i gallakjole trådte frem på skærmen. Gad vide, hvad der gik igennem kanalens modeeksperter og Oscar-kommentatorer Uffe Buchard og Jesper Høvrings hoveder? Prøvede de at finde noget pænt at sige? Eller var stilheden udtryk for rædsel og væmmelse? Hurtigt var Uffe Buchard dog klar med en kommentar om de seriøse vagina armpits, som tennisstjernen viste.
Ved du ikke helt, hvad en vagina armpit er? Det er de flapper, der kommer ved armhulerne – særligt hvis man har en stropløs kjole på, som det var tilfældet her – som i visse tilfælde godt kunne ligne en glatbarberet vagina. Vært Michèle Bellaiche prøvede halvhjertet at sige noget med, at det kan hun jo ikke gøre for, men bliver afbrudt, for det kunne hun åbenbart bare have ladet være med. Diskussionen bliver dog ikke foldet ud, før der igen blev stillet om live til den røde løber i Hollywood.
Bellaiche kunne måske også mere passende have spurgt, om det ikke var dødsens lige meget med de fissearmhuler. Personligt så jeg dem slet ikke, før de blev påpeget, hvilket i det hele taget var tilfældet med alle mændenes giftige kommentarer om kvinders kroppe og udseende:
60-årige Angela Basset lignede en million i sit tætsiddende shocking-pink skrud, men ikke ifølge de to herrer, der kun fokuserede på, at kjolen krøllede og sad for stramt over hendes krop. Alle Michèle Bellaiche og filmanmelder Ann Lind Andersens begejstrede udbrud om flotte kjoler blev druknet af de to herrers sure opstød.
Melissa McCarthy blev kritiseret for sin kappe-kjoledragt, fordi hun har runde skuldre. Runde skuldre? Hvad fanden skulle man ellers have? Kantede knogleskuldre? Men ellers blev skuespilleren rost for at have tabt sig – Uffe mente, hun så bedre ud end nogensinde, fordi hun aldrig havde været tyndere.
1: Hun har været slankere. 2: Hun ser fandeme altid godt ud, særligt når man tænker på den udfordring, som tykke kvinder har med at finde flotte gallakjoler – mange af de store designere nægter at klæde plus-size damer på. Og McCarthy har derfor lanceret sin egen tøjlinje. I øvrigt mente Jesper Høvring, at det var en god idé, at tykke kvinder gik i bukser, fordi lange kjoler gør dem større, end de er. For det handler jo om at narre folk, så de slet ikke opdager, at man ikke er tyk, ikke?
LÆS OGSÅ:
Men der var meget mere kvindekropshad fra mode-kommentatorerne. 49-årige Jennifer Lopez havde en kropsnær kjole på besat med brudte spejlstykker – en imponerende, overdådig wow-kjole. Buchard syntes dog, at hun lignede en disco-kugle, men til lige netop Oscar-showet er det da en positiv ting?
Det var meget få, der fik begejstrede ord med på vejen, det var stort set kun Lady Gaga i dramatisk, sort kjole og Charlize Theron i grå, kropsnær kjole. Begge kendetegnet ved kantede og skulpturelle detaljer på kjolen og ikke så meget kapow.
Ellers sad Buchard og Høvring og namedroppede designere og var overbærende, fordi de i USA jo ikke så gode til det med couture, som vi er her i Europa.
Hvis det virkelig er det, de vil se, så skal det ikke være dem, der kommenterer Oscar-showet. Det er jo for filan ikke et modeshow! Deres viden og faglighed fremstår snobbet, nedlandende og til tider nærmest kvindefjendsk.
Lad os få nogen, der kan begejstres over Jason Momoa og Lisa Bonet, der var i matchende støvet-gammelrosa tøj, han i jakkesæt af velour med en matchende scrunchie rundt om håndledet, klar til at fjerne de lange lokker fra øjnene.
Lad os få nogle, der hviner over de klare pangfarver på kjolerne til årets Oscar, al den puffede tyl, pailletterne og de overdådige prinsesse-fantasier. Det er Hollywood og verdens største filmstjerner, der fejres og hyldes. Det er en fantasi og en fest. Så væk med de sure mænd.