Jeg var seks år, da min mor fortalte mig om pillen.
I mere end et år havde jeg været utrøstelig, især omkring sengetid, og min mor var ved at være slidt op. Aften efter aften havde hun tålmodigt strøget mig over panden med sin bløde hånd, mens jeg hulkede mig i søvn på den der måde, hvor gråden efterhånden sluges af stadig mere påtrængende gab, og man omsider må overgive sig til natten med kinden mod den tårevædede pude. Hun strøg, og hun strøg med den bløde hånd, fortalte mig om alt det, man kunne tro på, og om det, hun selv troede på, men lige lidt hjalp det. Og til sidst var der kun løgnen tilbage.
Sagen var den, at jeg var dødsensangst for døden, skræmt til ukendelighed, ude af stand til at gribe om det store ingenting, der lå som livets frygtindgydende skygge et sted ude i fremtiden. Døden. Alene det, at der fandtes et ord for noget, der ikke kunne begribes, i hvert fald ikke for et lille barn, nærmest åd mig op, og når jeg alligevel forsøgte, havde jeg det, som om mine tanker styrtede ned i et mørkt og bundløst hul.
LÆS OGSÅ:
Så hun fortalte mig om pillen. Og jeg forstår hende fuldstændig, jeg ville sandsynligvis have gjort det samme, hvis en af mine egne døtre havde været paralyseret af døden på den måde, som jeg var dengang – jeg kan i hvert fald ikke afvise det, selv om man i dag måske havde forsøgt sig med terapi, inden man bragte løgnen på banen, men det var ikke så almindeligt dengang i begyndelsen af 1980’erne, og vi var generelt gode til at snakke sammen i vores familie. Desuden var jeg jo det meste af tiden glad og ubekymret. Så det blev altså pillen.
Pillen var lidt af et scoop, sådan forstod jeg det, og min mor havde sikret sig tre styks, fortalte hun – en til sig selv, en til min far og en til deres eneste barn, mig. Jeg forestillede mig, at den var lille og hvid og med en kærv, så jeg kunne brække den i to, for det med at sluge piller var ikke min stærkeste side. Men det var bare noget, jeg forestillede mig, for jeg så den af gode grunde aldrig.
Det magiske ved den her pille var, at den var en engangskur mod døden. Og den ændrede alt. Pillen, som man vist godt kan kalde placebo i sin reneste form, fjernede med et trylleslag min dødsangst, jeg græd ikke længere mig selv i søvn, jeg kunne igen stirre lukt ind i uendeligheden uden at styrte i afgrunden, og jeg fik mit sorgløse liv tilbage. Sådan føltes det.
Indtil en vintermørk eftermiddag hos min bedste veninde – jeg husker det som et par år senere, men det er gætværk – hvor jeg stod ved vinduet og stirrede ud i mørket udenfor. Hendes mor, som jeg holdt meget af, men som sammenlignet med min egen mor var af den mere kontante og faktaorienterede slags, havde netop læst et kapitel af ‘Mio min Mio’ for os, og nu stod jeg der og sundede mig over Ridder Katos dødsensfarlige ondskab. Og så kom det: ”Hjemme hos os skal vi ikke dø. Vi får en pille, så vi ikke dør,” sagde jeg stille. Og det skulle jeg nok bare have holdt for mig selv, for min venindes mor så medfølende på mig og sagde så: ”Sådan en pille findes ikke, Trine – vi skal alle sammen dø en dag.”
Og det har jeg så forsøgt at leve med siden. At vi alle sammen en dag skal dø. Ligesom så mange andre sikkert gør det, forsøger at leve med det. Der er gode dage, og der er dårlige dage (og en hel masse fra mellemvarekategorien), og det hænder – sjældent, men det hænder – at jeg ligefrem ser døden direkte i øjnene, frygtløst og uden at blinke. Andre gange buldrer jeg ned i hullet med 200 km/t, så jeg kan mærke g-kraften i brystet, og min kæreste, hvis stoiske ro indimellem grænser til det irriterende, stryger mig over panden med sin bløde hånd, til panikken driver over, og alt det gode, jeg skal huske at nyde, mens jeg er her, igen træder ud af tågen. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange han har reddet mig op fra det hul i de mange, mange år, vi har været kærester, og sådan kunne det sikkert være blevet ved.
I det øjeblik kom roen
Men en dag for nogle år siden, hvor jeg lå i min seng i vores sommerhus på Fanø og gloede dovent på sollyset, der tegnede brede striber på de skrå trælofter, fik jeg pludselig et klarsyn efterfulgt af en hidtil ukendt ro. Havde jeg været religiøs, havde jeg måske kaldt det en åbenbaring. Men klarsyn og ro dækker fint, så lad os holde os til det. Jeg vidste i det øjeblik, at når døden en dag indtraf, ville jeg brændes og derefter blandes med Vesterhavets bølger, som for mig er liv og kraft og vildskab, og som slår mod land lige der, hvor jeg er allermest lykkelig. Og med ét trak det store grimme intethedsmonster på livets vrangside sig tilbage, knægtet og pludselig ubetydelig lille, og den knugende fornemmelse, jeg har slæbt rundt på det meste af mit liv, fortog sig.
Min kæreste smilede overbærende i skægget, da jeg overbragte ham den gode nyhed. Men han lovede, at han – eller vores børn – nok skulle sørge for, at mit sidste ønske blev ført ud i livet, eller rettere ind i døden. Så måtte de, de efterladte, bøvle med juraen omkring askespredningen, jeg skulle ikke bekymre mig. Og så var der med ét fred på den front.
I januar gik han og jeg en tur på Frederiksberg Kirkegård. Vi havde forinden haft en hård tid, vores livs krise, kan man roligt kalde det, og vores 26 år lange forhold havde pådraget sig en kæmpe læk, som truede med at sænke hele lortet. Lige der på kirkegården var der ro på. Pludselig stoppede han midt på grusstien og så på mig. Måske var det alderen (40’erne er som bekendt ikke for sarte sjæle), måske havde han aldrig for alvor troet, at også han skulle dø en dag. Eller også var det simpelthen frygten for, at kærligheden alligevel ville kæntre. I hvert fald hørte jeg ham sige, at døden for første gang nogensinde skræmte ham ad helvede til. Og så kom det:
“Og hvad skal der blive af mig, hvis du skal drysses ud i bølgerne på Fanø … skal jeg så bare ligge her? Alene?” Han slog ud med hånden i retning af de pompøse gravsten, der tårnede sig op langs hækken. “Jeg vil jo være sammen med dig. Vi skal være sammen ind i evigheden.”
Jeg har nok set lidt overrasket ud, for “ind i evigheden” lød så uvant højtideligt i hans mund, og hvad var nu dette? En ny rollefordeling? Var det nu mig, der kunne vise ham udgangen i den eksistentielle labyrint? Ikke i kraft af en pille eller bløde strøg over panden, men i form af en plan?
”Men… jeg troede ikke… Altså … vil du … skal vi … blande aske? Indgå en askepagt, simpelthen?”
Han nikkede, ivrigt, som havde jeg foreslået, at vi slog vejen forbi Lagkagehuset efter en Direktørsnegl på vejen hjem. Og så faldt vi ind mod hinandens regnvåde vinterjakker, tudende og uendelig lettede, som om den pille vitterligt fandtes, og vi netop havde scoret en hel håndfuld. Og jeg tænkte, at alting, selv døden, ser lysere ud, når man har en plan (eller en pille).
