At være en skuespiller som mig…
“… er meget legende. Men det er at gå totalt alvorligt til værks i en leg. Jeg synes ikke, at jeg kan tillade mig at tage det for andet. Da jeg var barn og kunne lege en leg i 20 timer, gik jeg så meget ind i legen, at jeg kunne spille de ondeste og mest makabre situationer. Og det synes jeg, at man skal have med ind i det her fag. Vi redder jo ikke nogen mennesker, så det skal være sjovt at lave teater og film. Det har man ansvar for. Mit problem kan nogle gange være, at jeg kommer til at tænke på, at vi er voksne mennesker, der står og leger, og så kan jeg blive hylet helt ud af den.”
Jeg tænker aldrig over…
“… om jeg skulle have lavet noget andet. Jeg tror, jeg ville være ligeglad, om jeg så skulle leve på en sten. Det andet svar er, at jeg aldrig tænker over kost og motion. Det gør jeg fandme ikke, for det er jeg simpelthen ligeglad med. Men det skal ikke misforstås, for jeg går virkelig meget op i, hvad for noget tøj jeg har på og at pynte mig, at være ekstravagant, og jeg vil sige, at jeg er en æstetiker. Når jeg tænker over, hvor indoktrineret jeg er blevet, siden jeg købte mit første Vi Unge-blad, så synes jeg, det er skræmmende, hvor meget den perfekte krop fylder i dag. Men det bruger jeg simpelthen ikke min tid på.”
Til morgenmad fik jeg…
“… en smoothie. Jeg får altid en smoothie, et blødkogt æg og en kop kaffe til morgenmad. Det er det samme hver dag. Gerne også en pandekage, hvis der er tid. Altså, min livret er morgenmad.”
Emma Sehested Høeg
Født 1994 i København.
Skuespiller, sangskriver og sanger.
Uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2019.
Kendt fra serierne ’29’, ’30’, ‘Anton 90’. Har netop haft en stor rolle i ‘En Skærsommernatsdrøm’ på Betty Nansens Teater.
Er aktuel i soloforestillingen ‘Velkommen til Pandora’ på Reaktor, Østerbro Teater, der er en feministisk cabaret lavet sammen med Jennifer Vedsted Christiansen.
Spiller én af de tre hovedroller i tv-serien ‘Limboland’, som har premiere til april 2020.
Jeg fandt ud af, at jeg var sjov…
“… i mine forældre og storebrors øjne. Og det er jo en velsignelse og en forbandelse, for det handler jo grundlæggende om, at jeg godt vil have, at folk godt kan lide mig. Det er helt tilbage til det at være en lille hund, og ærligt talt, jeg er bare en hund som menneske. Hvis du kaster en bold, så løber jeg efter den, fordi jeg egentlig bare gerne vil have, at du skal lege med mig og elske mig.”
“Jeg ser ikke det at være sjov i modsætning til det at være alvorlig. De to ting hænger meget sammen i skuespil. Jeg synes også tit, de allerbedste, modigste, alvorligste og mest nuancerede skuespillere er dem, som er sjovest i virkeligheden. Det vigtigste er nok at have en stor portion selvironi for at kunne være modig og smide forfængeligheden. Hvis du spørger mig, skal man selv i den mest alvorlige scene altid have en ræv bag øret, som hvisker: “Vi er voksne mennesker, der leger.”
Når jeg arbejder, er jeg altid…
“… frygtløs. Jeg er ikke bange for at fejle, dumme mig eller gøre mig selv totalt til grin. Fordi jeg ved med mig selv, at jeg også er – og nu snakker jeg om dyr igen – en hest. Jeg har i hvert fald en hests drivkraft indeni mig, og den galopperer afsted. Nogle gange ender den et super fedt sted, og det vil jeg gerne risikere. Jeg har oplevet i teater, film og musik, at det er i fejlen, de bedste ting opstår. Jeg synes ikke så tit, at jeg bliver mega pinlig, men jeg kan godt se udefra, at jeg har lavet nogle projekter, hvor jeg ikke har været frygtløs nok. Hvis jeg skal være det, og modig, så skal jeg være tryg. For mig handler det om at finde trygheden i det utrygge som skuespiller.”
Det største kompliment, jeg nogensinde har fået…
“… fik jeg engang af min storebror, da vi var små. Han sagde til mig: ”Du er violinen i mit hoved, når jeg ikke kan klare lydene fra resten af verden.” Og den kan betyde alt muligt, men den har sgu bare sat sig. Jeg synes, det var så smukt sagt. Jeg skrev det ned eller optog det, tror jeg.”
“Når ens bedste ven siger: ”Du er min bedste ven”, er det fandme også et godt kompliment. Og jeg elsker komplimenter. Jeg synes, at vi skal give mange flere af dem, lige når vi tænker over det. Alt det der med at spille cool og lade være med at give et kompliment, synes jeg, er noget vås.”
For fem år siden ville jeg ønske, jeg havde vidst…
“… at man ikke skal være bange for at mene noget 150 procent, for man ændrer sig hele livet. Det synes jeg allerede nu, jeg kan se. Ens holdninger og den måde, man ser på mennesker og sig selv, ændrer sig hele tiden. Og det er okay at ville være en anden den næste dag. På en eller anden måde er det alligevel et skuespil bare at gå fra ens familie til et møde i banken, hvor man snakker om et andelsboliglån. Men jeg ville gerne have vidst, at man ændrer sig hele tiden.”
“En anden ting er – som en klog dame engang sagde – at teater og film er stort, men livet er større. Og det giver jeg hende ret i. I den her branche, som jeg befinder mig i, kan man hurtigt komme til at tale om sig selv og det, man laver, men jeg synes, det vigtigste må være forelskelse, ens mormors hånd, kærlighed til ens venner og et kys. Og at spise god mad.”
