Det populære samlerobjekt, ‘Labubu’-bamsen, har en ond tvilling – nemlig kopidukken, som kaldes ‘Lafufu’, der ligner den originale til forveksling.
Men man skal ikke lade sig narre af det nuttede ydre, for indeni er kopierne fuld af sundhedsskadelige stoffer, man bør holde sig langt fra, skriver TV 2 Norge.
– I sidste ende kan disse stoffer være farlige for dig og dine børn, lyder det fra klima- og miljøminister Andreas Bjelland Eriksen i en pressemeddelelse.
Miljødirektoratet i Norge har analyseret 510 af de populære kopibamser, der blandt andet sælges på den kinesiske handelsplatform Shein, og her fandt man sundhedsskadelige mængder af organiske tinforbindelser, der er et blødgørende stof. Stoffet er giftigt at indtage, og ved langvarig eksponering kan det skade organerne.
Faktisk udgør 97 procent af alle kinesiske kopivarer ifølge en kvalitativ undersøgelse fra EUIPO en alvorlig sundhedsmæssig risiko. Langt størstedelen er tøj og legetøj, som i 80 procent af tilfældene ender hos børn.
Det er ikke første gang i år, de sundhedsskadelige kopivarer har været i skandinavisk modvind. I juli blev tusindvis af dukker stoppet og tilbageholdt af Toldstyrelsen i Danmark, fordi de viste sig at være kopier.
– Det er godt, at kopivarer bliver fundet, for de krænker rettighedshaveren, og forbrugere risikere at modtage et produkt, hvor der er usikkerhed om kvaliteten og hvorvidt varen lever op til de regler, vi har for produktsikkerhed, udtaler skatteminister Rasmus Stoklund i en pressemeddelelse ifølge BT.
‘Lafufu’-dukken er formentlig blevet særligt blevet populær, fordi den blot koster omkring en tiendedel af prisen på en ægte ‘Labubu’, som kan være meget dyr. Tidligere i år blev en sjælden version solgt for knap en million danske kroner på et auktionshus i Beijing, skriver CNN.
