Julie er 28 år. Hun kommer fra varme og ressourcestærke forældre. Derfor har Julies tunge bagage været gemt rigtigt godt af vejen. Lige indtil hun besøgte en psykolog for tre år siden. Her åbnede psykologen op for, hvad der skete i Julies barndom.
Da Julie var ni år, blev hun nemlig syg af den sjældne sygdom allergisk alveolitis, fordi hun havde været udsat for skimmelsvamp i blot én sommer. Derfor skulle hun behandles med binyrebarkhormon, og det gjorde, at Julie svulmede op.
”Det var mærkeligt at gå fra at være en spinkel pige der kunne gå ubemærket hen, til nærmest dagen efter at være “tyk” og blive behandlet anderledes på grund af det. Det var sådan helt chok-agtigt.”
Julies krop ændrede sig, og det gik ikke ubemærket hen. Det fortæller hun om i dette nye afsnit af vores podcast ’Tung Bagage’. Her fortæller en række danskere om deres erfaringer med vægt, og hvordan det har påvirket deres liv.
”Det ændrede alt. Jeg begyndte at være meget bevidst om, hvordan min krop så ud. Det var en kæmpe bekymring. Folk begyndte at glo i skolen. Jeg gik fra at være en del af flokken til pludselig, hvor folk netop ville glo med forfærdede og undersøgende øjne. Hvorfor gloede de? Vidste de ikke, at jeg var syg?”
Voksne mennesker havde også en holdning til Julies krop. Julie husker blandt andet en episode til en fødselsdag, hvor én sagde, at Julie ikke skulle have mere kage, på trods af, at de vidste, hun var på medicin.
”Det gjorde, at jeg fik et forvirret forhold til mad. Førhen tænkte jeg bare på, om jeg var sulten, til at jeg blev pludselig begyndte at tænke på, hvad samfundet syntes om, at man var tyk og spiste kage.”
Da Julie blev konstateret rask, var hendes selvbillede ændret. Hun følte stadig, at hun havde ’månefjæs’, som lægerne kaldte det.
”Jeg blev konstateret rask, og jeg stoppede med medicin, så hævelsen forsvandt. Men jeg var stadig meget kontrolleret med, hvad jeg spiste. Jeg var 12 år og ville ikke have sukker. Jeg sagde ’nej’ til kage og flødeboller, når der blev delt ud i klassen.”
I podcasten taler Julie også med sin søster, Sophie, der mest af alt husker, at Julie tilbragte tid på hospitalet i forbindelse med sygdommen. Sophie bliver overrasket, når hun ser billeder af Julie, da hun ikke husker, at hun var hævet så meget op. Derefter snakker Julie med psykolog, Maja Humle, om, hvad sygdommen har gjort ved hendes selvopfattelse og frygten for at blive syg igen.
Musik: Tristan Helleskov Wieleman
Casting: Tina Bremer
Optagelse, klip og tilrettelæggelse: Maria Dønvang
Redaktør: Emil Norsker
Indholdet i denne podcast er udviklet i samarbejde med og sponsoreret af Novo Nordisk.
.