I gennemsnit bruger vi en tredjedel af vores liv på at sove. Forskning viser, at søvn har stor betydning for unges krop og sind, og ifølge søvnekspert og søvnvejleder Mikael Rasmussen påvirker det både, hvordan de præsterer i skolen, men også deres generelle trivsel.
“Hvis du spørger mig, vil jeg langt hen ad vejen og med mange søvneksperter i ryggen sige, at den trivselskrise, vi har i øjeblikket, handler rigtigt meget om, at vi får for lidt søvn,” forklarer Mikael Rasmussen.
Lene, der er mor til to, føler, at hun hver dag, skal fortælle sine børn, at de skal gå i seng. Til gengæld har hun en fornemmelse af, de får den søvn de skal have. Kathrine er derimod overbevist om, at hendes to teenagebørn slet ikke får sovet nok i en aktiv hverdag uden faste tidspunkter for aftensmad og sengetid.
“Mine børn er blevet tvunget til at tage ansvar for deres egen søvn, fordi jeg måske ikke har gjort det på samme måde, som andre hjem gør. Men jeg kan konstatere, at min søn på knap 14 år bliver træt omkring 22-23-tiden, og så går han i seng, uden at jeg siger det,” fortæller Kathrine.
Skærmbrug før sengetid
Smartphones har sneget sig med ind på teenageværelset, og det forstyrrer i høj grad søvnen. Det kan hurtigt føles, som om man går glip af en masse, hvis man ikke er online og får svaret på de beskeder, som også bliver sendt frem om tilbage om aftenen. Og hvordan håndterer man det som forælder?
Både Lene og Kathrine kan genkende dilemmaet fra deres hverdag. Scrolling, gaming og en frygt for at gå glip af noget forpurrer deres teenageres søvn.
”Når jeg henvender mig til min datter om aftenen og siger, at nu skal hun sove, indgår sætningen: “Og jeg skal have din telefon,”” fortæller Lene.
Lene og Kathrine bliver i podcasten enige om, at det er vigtigt at tage snakken med sine børn og finde en fælles forståelse. Søvnekspert Mikael Rasmussen slår dog efterfølgende fast, at det vigtigste er at prioritere søvnen.
”Langt de fleste teenagere er ikke regelmæssige i deres søvn. De sover for lidt på skoledage, og så indhenter de det i weekenden. Det er det, vi kalder socialt jetlag,” forklarer han.
Når søvnvanerne flyttes rundt på den måde, produceres mere stress. Selvom det er et klassisk teenagemønster, er det ifølge Mikael Rasmussen vigtigt, at man hjælper de unge med at finde alternativer til skærmbruget før sengetid.
”Forældrene er utroligt vigtige som rollemodeller. Og det er der mange, der glemmer. Det kan være, at de synes, det er vigtigt for deres børn, men hvis børnene kan se, at forældrene gør lige præcis det samme, ryger rollemodellen – og så er det svært,” uddyber Mikael Rasmussen.
Lyt til hele episoden af ‘Er du helt væk!?’, og bliv klogere på, hvilken betydning søvn har for unges krop og trivsel, og hvordan man som forælder bedst hjælper sine børn med at overholde sengetiderne.