Da Lou Reed og hans transkønnede kæreste Rachel i slutningen af 1970erne gik fra hinanden, afsluttedes det måske vildeste mest turbulente årti i kunstnerens liv (selvom 1960erne også var pænt messy, for nu at sige det mildt). I 1970erne var Reed rockpressens yndlings ’bad boy’, og han gjorde hvad han kunne for at leve op til sit blakkede ry. Ikke mindst derfor elskede vi ham så højt, men det skadede ikke sagen, at hans plader årtiet igennem holdt en høj standard og udforskede tilstande, de færreste turde binde an med.  

Mødet og det efterfølgende bryllup med den 14 år yngre Sylvia Morales i 1980 fik den da 38-årige Reed til at kvitte narkoen og søge ro i ægteskabet, selvom det tog mindst et årti for ham for alvor at stille flasken. Sylvia Morales blev ikke kun Reeds kone, men stod for hans pladeomslag det meste af årtiet, og blev henad vejen også hans manager, et job hun beholdt efter skilsmissen i 1990 og frem til 1999.

Growing Up in Public

I stedet for stoffer arbejdede Reed så mere intenst med sin sangskrivning, og der hersker enighed om at teksterne på 1980’s Growing Up in Public er nogle af hans bedste, selvom det musikalske samarbejde med Michael Fonfara, der skrev musikken, ikke ligefrem klædte Lou Reeds specielle sangforedrag.

Det gjorde til gengæld samarbejdet med guitaristen Robert Quine, som satte markant præg på 1982’s kunstnerisk fuldbyrdede Blue Mask, et uomtvisteligt karrierehøjdepunkt. Desværre holdt samarbejdet mellem Quine og den notorisk vanskelige Reed ikke længe, og årtiet endte kunstnerisk slingrende. New Sensations fra 1984 var godt nok ganske spændstig, men det var først med det mageløse New York (1989), at Reed beviste han stadig havde det i sig.

Provokerende til det sidste

Samarbejdet med den tidligere Velvet Underground kollega John Cale, som det udmøntede sig på Songs for Drella (1990) – en hyldest til deres nyligt afdøde mentor, Andy Warhol – var en femstjernet succes, men det var gendannelsen af det legendariske orkester til gengæld. Rockhistoriers værter var begge til stede, da det legendariske band spillede Roskilde i 1993 – ingen stor oplevelse, desværre.  

I 1992, hvor Reed udsendte det sørgmodigt reflekterende Magic and Loss, mødte han avantgardekunstneren Laurie Anderson, som han dannede par med frem til sin død i 2013. Der gik nu rask væk 4-5 år mellem pladeudgivelserne, og selvom de holdt en vis standard, skal vi frem til svanesangen Lulu (2011) – et samarbejde med Metallica – for at finde et værk, som for alvor udfordrede publikum og delte vandene. Lige til det sidste pissede han folk af.

Playlisten:

“Growing Up in Public” (Growing Up in Public, 1980)
“Standing on Ceremony” (Growing Up in Public, 1980)
“The Blue Mask” (The Blue Mask, 1982)
“The Gun” (The Blue Mask, 1982)
“Bottoming Out” (Legendary Hearts, 1983)
“What Becomes a Legend Most” (New Sensations, 1984)
“Fly Into the Sun” (New Sensations, 1984)
“The Original Wrapper” (Mistrial, 1985)
“Dirty Blvd.” (New York, 1989)
“Endless Cycle” (New York, 1989)
“Dime Store Mystery” (New York, 1989)
Lou Reed / John Cale: “Smalltown” (Songs for Drella, 1990)
Lou Reed / John Cale: “Slip Away (A Warning)” (Songs for Drella, 1990)
“What’s Good (The Thesis)” (Magic and Loss, 1992)
“Magician (Internally)” (Magic and Loss, 1992)
“NYC Man” (Set the Twilight Reeling, 1996)
“Finish Line” (Set the Twilight Reeling, 1996)
“Ecstasy” (Ecstasy, 2000) Lou Reed feat.
The Blind Boys of Alabama: “I Wanna Know” (The Pit and the Pendulum)” (The Raven, 2003)
Lou Reed & Metallica: “The View” (Lulu, 2011)