Den gode Jarvis Cocker bliver 60 og ham fejrer Rockhistorier, for han er og bliver en vaskeægte original, britisk, så det plasker og excentrisk som bare pokker oveni. Hans tekstunivers er fuld af knivskarpe observationer og sigende detaljer om dagligdagslivet, som det tager sig ud for outsiderne og de andre på bunden af det engelske klassesamfund. Og få har så hudløst og fuldstændig uden filter beskrevet, hvor akavet og kikset sex også kan være. Hans tekster om emnet står i skærende modsætning til vor tids præstationsfikserede skildringer af forløst liderlighed, i stedet er hans fremstilling af sagen opvisninger i, hvordan begær kan udarte sig til pinagtige.

Født den 19.9.1963 i byen Sheffield, der har tjent som konstant inspiration karrieren igennem, dannede han som 15-årig bandet Arabicus, der morfede til Pulp, som op gennem 80’erne og et stykke ind i 90’erne kæmpede for at få hul igennem, mens det med lange mellemrum fik udsendt i alt tre lp’er på små indie-selskaber. Et hav af musikere trak gennem orkesteret, til det i slut-firserne fandt sin endelige besætning med Candida Doyle (keyboards), Russell Senior (guitar, violin), Steve Mackey (bas) og Nick Banks (trommer).

Gennembruddet kom i 1994 med hittet ’Do You Remember the First Time?’ og lp’en ’His’n’Hers’. Den ranglede nørd med de store hornbriller skulle blive over 30, før han fik den succes, han fortjente, men så nød han den også i fulde drag. De følgende par år fyldte Jarvis godt i de engelske medier, altid frisk med en (kontroversiel) mening og fuldstændig frygtløs med hensyn til hvad de perfide britiske tabloider skrev om ham.

Succesen peakede i 1995 med monsterhittet ’Common People’, der katapultede Pulp op i stratosfæren. Det efterfølgende album, ’Different Class’, blev et af årets mest populære og løb selvfølgeligt med årets Mercury Prize. Endnu større opsigt vakte det dog, at Jarvis i en pæn brandert crashede Michael Jacksons performance til The Brit Awards i 1996 og i processen moonede publikum. Det trak overskrifter og delte vandene, men flertallet syntes det var cool.

Derefter forlod Russell Senior bandet og erstattedes af præsidenten for gruppens fanklub, Mark Webber. To albums mere blev det til, inklusive mesterværket ’This Is Hardcore’ (1998), før gruppen i 2002 splittedes. Pulp samles med jævne mellemrum og turnerer, men har ikke udsendt nyt siden det Scott Walker-producerede ’We Love Life’ i 2001.

Jarvis Cocker nyder i dag rollen som britisk koryfæ, stadig frisk med en kontroversiel udtalelse i ny og næ, på samme måde som han med ujævne mellemrum udsender ny musik. Han har medvirket i film, skrevet sange til andre kunstnere, fungeret som radiovært og boet mange år i Frankrig, hvilket i 2021 resulterede i albummet ’Chansons d’Ennui Tip-Top’ (På engelsk: Tip-Top Boredom Songs), hvor han hylder fransk pops gyldne år i 1960erne og 70erne. I 2023 udsendte han den topunderholdende bog, ’Good Pop, Bad Pop’.

Playliste

“Little Girl (With Blue Eyes)” (1985)

“The Mark of the Devil” (1986)

“I Want You” (1987)

”My Legendary Girlfriend” (Single, 1991) 

Countdown” (1992)

“Babies” (Single, 1992)

“Do You Remember the First Time? (1994)

“Have You Seen Her Lately?” (1994)

“Common People” (1995)

“Mis-Shapes” (1995)

“Underwear” (1995)

“Help the Aged” (1997)

“This Is Hardcore” (1998)

“Bad Cover Version” (2001)

“The Trees” (2001)

Jarvis Cocker:

“Running the World” (2006)

“I Never Said I Was Deep” (2009)

JARV IS…:

“Save the Whale” (2020)

Jarvis Cocker:

“Paroles, paroles” feat. Lætitia Sadier (2021)